Ulykkernes tid

Ulykkernes tid beskrives og sælges som klassisk “Young Adult”-litteratur (YA) – et koncept, der heldigvis ikke fandtes, da jeg tilhørte målgruppen, for så havde jeg vel formodet, at voksenbøger var for svære for mig.

YA er rettet mod teenagere og er som regel den sidste chance, man har for at læse fantastisk og fabulerende litteratur, før voksenlivet tvinger realismen ned over hovedet på en. Denne YA-bog beviser, hvor fejlagtigt det er, at aldersbestemme bøger. Mit 34-årige, højtuddannede læser-jeg var fuldkommen opslugt af den.

Klassisk gys og tabuiseret kærlighed

I bogen hjemsøges en familie hvert år af en måneds uheld og tragedier, der altid kulminerer på Halloween. Sådan har det været i årevis, og de er derfor forberedt på det, uden at det dog hjælper særlig meget. Ulykkerne finder dem, lige meget hvad de gør for at undgå dem.

Frygten for hvornår den næste ulykke dukker op, er dog kun en tredjedel af bogens narrative motor. Hovedpersonen og fortælleren, Cara, forsøger også at opklare en jævnaldrende piges mystiske forsvinden, mens der også udfolder sig et par dramatiske og vidunderligt tabubelagte kærlighedshistorier omkring hende.

Det er meget handling på 276 sider, men bogen føles aldrig forjaget. Der sker utroligt meget mellem linjerne, og der levnes derfor rigelig plads til, at personerne kan stråle i al deres besynderlighed.

Ulykkes-familien er nemlig en sand moderne regnbuefamilie med børn fra flere forskellige forhold, en enlig, kunstudøvende mor, og en omgangskreds af kreative nørder. Det hele præsenteres med en selvfølgelighed, der er dejligt fordomsfri – under læsningen opdagede jeg, at jeg virkelig håbede, at alle karaktererne overlevede, og det sker godt nok sjældent!

Det snigende ubehag

Horror-plottet lister sig nærmest ind i bogen som en ond ånd, man efterhånden ikke kan undslippe. Nye sider af Ulykkernes tid dukker op, og gamle hemmeligheder flyder op til overfladen som oppustede lig, man har forsøgt at tynge ned.

Caras fortælling bærer præg af hendes meget livlige fantasi og omfangsrige belæsthed, hvorfor teksten til tider skrider over i magisk realisme – et af de bedst fungerende eksempler på genren, jeg har læst! Det er et krybende ubehag man udsættes for, hverken splat eller action, og det er kærkomment, og voldsomt imponerende for en debutant.

Moïra Fowley-Doyle, der har skrevet Ulykkernes tid, har beskæftiget sig professionelt med vampyr-litteratur indenfor YA. Hun har heldigvis valgt at skrive en dybsindig spøgelseshistorie i stedet for at lege far-mor-og-børn med glittervampyrer.

Dette er en vanvittigt stærk debut, som lover virkelig godt for et forfatterskab, jeg har tænkt mig at holde skarpt øje med. Ikke alene er Ulykkernes tid fængslende, men slutningen er overraskende, personkarakteristikken er kødfuld, sproget (og oversættelsen!) er poetisk og smukt. Læs den!

Anmeldt i nr. 129 | 13/07/2016