The Black Demon

Med The Meg 2: The Trench i biografen er det oplagt at se på, hvad der er af hajfilm på det lidt mindre lærred. Her kommer The Black Demon svømmende.

Det skal dog nævnes, at filmen har haft biografpremiere i USA i april 2023, men er siden meget hurtigt sendt ud på streaming og fysiske medier. Og det forstår man godt. Det er nemlig ikke stor kunst.

Det er det sjældent, når handler om hajfilm, men nogle gange er det underholdende som The Meg 2: The Trench, tåbeligt sjovt som i House Shark (2017) og Bad CGI Shark (2019) eller spændende som i Deep Blue Sea (1999) og 47 Meters Down (2017). Desværre er denne film ingen af delene.

Mest af alt kedelig

Mest af alt er filmen kedelig – og det er næsten det værste, der kan ske for en film af denne type. Og det var faktisk slet ikke det, man kunne forvente.

For ser vi på manden bag filmen – instruktøren Adrian Grünberg – så står han nemlig bag spændingsfilmen Get the Gringo (2012) med Mel Gibson og actionfilmen Rambo: Last Blood (2019) med Sylvester Stallone.

Og han har tillige en masse action-erfaring som assisterende instruktør på film som Man on Fire (2004), Collateral Damage (2002), Apocalypto (2006) og Jack Reacher: Never Go Back (2016).

Det ser man dog på ingen måde i denne gabende kedelige hajfilm. Der var ellers høje forventninger, da filmen fik en R-rating, hvilket jo betyder, at der er scener i filmen, som skulle indeholde blod, splat og andre gode sager.

Men igen er virkeligheden en helt anden – der dog en enkelt scene i filmen, som kunne berettige en sådan rating, men den kommer jeg ind på lidt senere.

Lovende plot

Plottet virker lovende. En lille familie på fire er på besøg i Mexico, hvor manden, Paul (Josh Lucas), skal efterse en boreplatform for det oliefirma, han arbejder for.

I den lille kystby hører familien rygter om en dæmon, som hjemsøger egnen og har gjort jorden ufrugtbar og stoppet regnen.

Paul er ikke meget for de mange historier, men hans mexicanske kone, Ines (Fermanda Urrejola), er mere lydhør. Det samme er deres søn Tommy (Carlos Solórzano), mens deres teenagedatter Audrey (Venus Ariel) opfører sig som en rigtig teenager og mest er på tværs af alle.

Paul drager ud mod platformen, mens familien bliver tilbage – men ikke længe. For nogle lokale ballademagere jagter dem, og de finder en båd, der kan sejle dem ud til boreplatformen.

Dæmonhaj

Da de ankommer til platformen, er der noget galt. Der er kun to personer tilbage, og platformen er i forfald. Her går det op for den lille familie, at den lokale dæmon er ægte nok. Og den har skikkelse af en kæmpe haj – en Megalodon.

Herefter udspiller der sig en kamp for at slippe bort fra boreplatformen og hajen, mens det langsomt går op for familien, at Paul har nogle skumle sider af sig selv, som de ikke kender til.

Det hele bliver mere mystisk, da de begynder at se syner, og kampen for overlevelse bliver mere intens, før den overraskende slutning.

Usympatiske karakterer

Det er i hvert fald intentionen fra Adrian Grünbergs side, men desværre falder det hele til bunden af havet hurtigere, end du kan sige “Megalodon”.

Filmen er som nævnt baseret på en vaskeægte legende. Legenden om The Black Demon – en dæmonisk haj, som skulle svømme rundt i farvandet omkring Mexico.

Hajen har været omtalt historisk i mange år i Mexico, men skulle være set første gang i 2008 – og være mere end 15 meter lang og veje mindst 30 tons. Den skulle desuden være ret glad for at spise sæler og små både…

Desværre er karaktererne i filmen dybest set usympatiske – alle sammen – og man sidder ikke på noget tidspunkt og håber at de overlever. Det skulle da lige være den obligatoriske hund, der er med, og de to overlevende oliearbejdere, der er på platformen. De virker OK.

Den lille familie overspiller alle sammen på den mest gyselige måde, og det er ret interessant, hvor hurtigt man går fra at heppe på dem til at man ønsker, hajen gnasker løs.

Ikke fra den øverste hylde

Netop hajen bør også lige få en bemærkning eller to. Det første, der falder én for brystet, er, at man næsten ikke ser den.

Haj-action er ikke det, der fylder i filmen – bortset fra en enkelt, fed scene, hvor en speedbåd ikke overlever mødet med hajen. Det er en scene, som mere eller mindre kan ses kopieret i den nye The Meg 2: The Trench.

Og for det andet er selve udseendet interessant. Hajen er (udover at være stor – hvilket i dag ikke er specielt nyt) nemlig en arret udgave. Den ser slidt og gammel ud – et udseende som ellers har været forbeholdt de nye kinesiske hajfilm. Det er et look, som jeg meget godt kan lide, men der stopper min begejstring så også.

Og for at vende tilbage til den famøse R-rating – jamen så er der da lidt blod, men jeg vil mene, at ratingen er givet primært på grund af én scene. Nemlig en scene hvor datteren falder i vandet og ser en masse iturevne lemmer – det ser også godt ud.

Man får næsten lyst til at se Dario Argentos mesterværk Inferno fra 1980 igen – hvor denne scene er kopieret fra. Så vil man også se en fantastisk film – og ikke kun én enkelt scene.

Desværre er konklusionen klar: Det er ikke en hajfilm fra øverste hylde. Der er nu ellers god plads på den hylde, så det ville være rart, hvis den snart blev fyldt ud.

Anmeldt i nr. 215 | 13/10/2023

Stikord: Hajer