Sweatshop

Coveret til Stacy Davidsons Sweatshop (2009) er prydet med orderne ”Får Saw til at ligne en Disney-film”. Og som hardcore splatterentusiast ved man godt, at sådan en salgstale skal tages med et gran salt eller mere.

Flere og flere splatterfilm bliver efterhånden sammenlignet med Saw-serien, uanset om de har noget at gøre med serien eller ej, eller om de overhovedet leverer noget, der minder om serien, blot for at få flere folk til at købe lortet. Disse reklamer holder sjældent, hvad de lover, og Sweatshop er ingen undtagelse.

Dog byder Davidson inden for med en voldsom gang splat, der nok skal kunne underholde de blodtørstige. Desværre trækker en flad og rodet historie hele herligheden ned, og det endelige resultat bliver en smule kedeligt.

Har ikke kunnet beslutte sig

Det virker som om at Stacy Davidson ikke helt har kunnet beslutte sig for, hvor han vil hen med filmen og hvilken genre, han gerne vil prøve at ramme. For det meste ligner Sweatshop en typisk slasherfilm med en maskebærende morder, der slagter sig igennem en gruppe af unge mennesker. Men allerede kort inde i filmen begynder Davidson at bringe nogle overnaturlige elementer på banen, som ikke går helt hånd i hånd med resten af filmens stil.

Flere steder i filmen dukker der nogle spøgelses-/zombiepiger op og begynder at jage de overlevende unge, og her virker det lidt som om, Davidson har tænkt noget i stil med ”Spøgelserne fra The Grudge og The Ring var uhyggelige – så dem skal jeg også have!”. Hvorfor disse monstre render rundt (og hvad pokker de er), bliver aldrig forklaret i filmen og er kun et blandt mange spørgsmål, som Davidson aldrig helt tager sig sammen til at forklare.

God idé, ikke så god udførsel

Idéen bag Sweatshop er egentlig meget god (set fra en splatterentusiasts synspunkt): En lille gruppe af gothpunkere er ved at gøre klar til et raveparty i en forladt bygning, hvor (ukendt af de unge) en politimand tidligere blev maltrakteret. Der bliver drukket, horet og røget en hel del allerede under lysopsætningen, og vi ved jo alle, hvilke konsekvenser dét har i en gyserfilm.

For den ellers så forladte bygning er slet ikke forladt. En kæmpe maskebærende morder huserer nemlig i bygningen. Iklædt noget der ligner en stor pelsfrakke og en svejsemaske svinger han/den rundt med en kæmpe hammer. Og vi er ikke meget mere end 20 minutter inde i filmen, før den første punker må lade livet og blive til kødfars.

Dog virker det som om Stacy Davidson (der også har skrevet, filmet og klippet filmen) har forelsket sig lidt for meget i sit projekt og goth/punk-kulturen, og glemmer at han faktisk er i gang med en horrorfilm. Sweatshop løfter sig aldrig op og bliver andet end en middelmådig slasher, som vi har set så mange gange før. Jovist er der splat, og i denne omgang taler vi faktisk latex og teaterblod (hurra for det!), men flere af scenerne hen i mod slutningen virker tvungne, som om Davidson har indset, at han måtte have et ulækkert klimaks.

Havde Davidson strammet op og droppet zombie-spøgelserne og måske fået lidt mere styr på sin historie (f.eks. droppet den halvhjertede alfonshistorie, der bygges op til), er jeg overbevist om, at Sweatshop ville have været en ganske god splatter, som sagtens kunne hives frem til en blodtørstig videoaften i selskab med nogle bajere og popcorn.

Nogenlunde splatterunderholdning

Sweatshop udmærker sig som nogenlunde splatterunderholdning, der nok skal kunne male et fjoget grin på splatterfans, men meget mere er den altså ikke. Finder man filmen på billig DVD, vil jeg anbefale at give den et forsøg, men sæt ikke næsen op efter for meget.

Sweatshop er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 69 | 13/07/2011

Stikord: Slasher, Splat