Categories: Film

Strigoi

I rumænsk mytologi er ordet ”strigoi” en massebetegnelse for alle overnaturlige væsner – vampyrer, zombier, hekse osv. I gyserfilmen Strigoi (2009) er en strigoi en sær kombination af en vampyr og en zombie.

Strigoi er engelske Faye Jacksons anden spillefilm som instruktør, manuskriptforfatter og klipper. Hendes første spillefilm var komedien Resurrecting Bill (2000). Hun lavede også den tankevækkende og uhyggelige kortfilm The Lump (2006), der handler om en kræftpatient. Kortfilmen kan i øvrigt ses under bonusmaterialet til Strigoi. Der findes ikke ret mange kvindelige filmskabere, der laver gysere, så Faye Jackson er en sjældenhed.

En mand kommer hjem

Vlad (Catalin Paraschiv).

Den unge læge-student Vlad (Catalin Paraschiv) kommer tilbage til sin excentriske farfars fødeby i Rumænien efter en længere rejse i Italien. Der er sket et mystisk dødsfald i byen, og Vlad sætter sig for at løse mysteriet. Den døde er Constantin Tirescu (Constantin Barbulescu), en korrupt kommunist, der ikke just var elsket af byens indbyggere. Senere erfarer Vlad, at Tirescu ikke er død. Han er en slags vampyr, der ikke er nem at dræbe, og der findes andre ligesom ham…

Frisk fortolkning af vampyrmyten

Den udøde Constantin Tirescu (Constantin Barbulescu).

Strigoi kommer med en noget anderledes fortolkning på den i forvejen nedslidte vampyrmyte, der i disse tider er synonym med tumpede fyre i bare overkroppe, der siger en masse romantisk ævl uden nogen form for troværdighed. Jeg snakker selvfølelig om Twilight-filmene, der er skyld i kastreringen af vampyren som et skræmmende væsen.

En meget sulten strigoi.

Vampyrerne i Strigoi er som sådan ikke skræmmende, men snare sølle. De er så langt fra mainstreamvampyrer, som de kan blive med deres zombieagtige facon. De er røde i hovedet, ser syge ud og har en glubsk appetit på kød – dødt eller levende. De fremstår som en fin metafor for den type af grådig korruption, der aldrig dør uanset hvad. Det er friskt fundet på at vise vampyrer på denne måde, men det er en skam, at de ikke er mere uhyggelige.

Alle skuespillere er fra Rumænien, men de taler engelsk med tyk rumænsk accent. De kunne ligeså godt tale deres eget sprog, for deres engelske tale er ikke altid lige god. Ironisk nok virker skuespillerne noget døde i deres skuespil (selv de, der lever!) og udtrykker ikke ret mange følelser. Hovedpersonen Vlad er for det meste lige lovligt deadpan overfor den besynderlige situation, han er havnet i.

God idé, men for lang

Vlad undersøger et lig.

Filmens idé er ret god, men i dens færdige stadie er filmen for lang og ender med at blive noget kedelig. Især er det sløve tempo et stort problem, og i forvejen sker der ikke pokkers meget i historien. Der er således meget langt mellem det uhyggelige og alt for mange scener, der virker ligegyldige, da de ikke giver historien meget mening. Var filmen blevet klippet noget mere til, så havde det nok hjulpet.

Stemningen i den søvnige lille by i Strigoi sidder til gengæld lige i skabet. Der er som bekendt en ganske særlig stemning i Østeuropa på film, og det benytter Jackson sig godt af med de flotte billeder. Filmens musik lyder som noget fra en Emir Kusturica-film og giver Strigoi en charmende skævhed, der gør, at filmen føles som en anderledes gyserfilm, der ind imellem er ret sjov, når man mindst venter det.

Desværre langt fra perfekt

Jeg vil give Faye Jackson ros for at have udtænkt en anderledes vampyrfilm, der føles original blandt tidens mange vampyrfilm, der føles ensformige. Men nogle dumme fejl gør desværre Strigoi langt fra perfekt. Dertil er den for sløv, og der sker ikke fandens meget i den.

Men når det er sagt, så ser jeg alligevel frem til at se mere fra Jackson fremover, for hun er bestemt ikke uden evner.

Strigoi er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Titel: Strigoi
Dansk titel: Strigoi – The Undead
Instruktør: Faye Jackson
Manuskript: Faye Jackson
Cast: Catalin Paraschiv (Vlad), Constantin Barbulescu (Constantin Tirescu)
Producere: Rey Muraru (producer)
Foto: Kathinka Minthe
Klip: Faye Jackson
Spilletid: 105 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk og finsk
Produktionsland, år: England, 2009
Produktionsselskaber: St. Moritz Productions
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 67 | 13/05/2011

Stikord: Vampyrer

Michael Lillegaard Larsen

Michael Larsen. Michael er 27 år gammel, bor i Ørbæk på Fyn og har en baggrund som webintegrator. Han har tidligere skrevet for onlinemagasinerne Connery.dk og OnFilm.dk. Michael er tosset med film, filmmusik, tegneserier og bøger, og han elsker at skrive om det for andre nørder som sig selv.

Share
Published by
Michael Lillegaard Larsen

Recent Posts

Leder og indhold – 13. september 2026

Kunstig intelligens udvikler sig med lynets hast her for tiden, og det er efterhånden begyndt…

6 dage ago

Evolution

There's ALWAYS time for lubricant! Ja, velkommen til Ivan Reitmans ujævne men også ganske skønne…

6 dage ago

Sinners

Sinners, der foregår blandt afro-amerikanere i det amerikanske syden i 1932, formår på én og…

6 dage ago

Fantastic Four: Full Circle

Tegneseriekunstneren Alex Ross sætter sit grafiske præg på den legendariske superheltegruppe The Fantastic Four. Han…

6 dage ago

Leder og indhold – 13. august 2026

Verden er fyldt med dumme mennesker. Det er ikke noget nyt, men internettet gør, at…

1 måned ago

The Odyssey

Odysseus' rejse er en mesterlig rejse ind i myternes landskab. Filmen er ikke uden problemer,…

1 måned ago