Selvom filmen er udgivet i 1966, så handler den nemlig om året 1990. Her opsnapper vi her på Jorden en besked, som vi er ret sikre på kommer fra nogle intelligente væsner. Og hvad er mere naturligt end at sende et rumskib ud for at mødes med dem?
Besætningen hedder Paul, Anders og Laura. Her det værd at bemærke, at Paul spilles af en ung Dennis Hopper, som senere gør det ret flot i eksempelvis Easy Rider (1969) og The Texas Chainsaw Massacre 2 (1986). Laura spilles af Judi Meredith og Anders af Robert Boon.
De rejser mod Mars, som er den planet, hvor signalet kommer fra. De styres med ferm hånd fra Jorden af lederen af ruminstituttet Dr. Farraday – der spilles af en ældre Basil Rathbone (det var en af hans sidste film – han døde af et hjerteslag året efter).
Desværre bliver deres rumskib beskadiget under landingen, men de lander sikkert. På Mars finder de det fremmede rumskib, men om bord er kun en død alien. På Jorden sendes et nyt rumskib afsted for at hjælpe med eftersøgningen efter andre aliens.
Ombord er Lauras kæreste Allan (spillet af John Saxon, der også er kendt for at slå på tæven i film som Enter the Dragon (1973) og A Nightmare on Elm Street (1984)) og Tony (spillet af Don Eitner).
De lander på en af Mars’ små måner. Her finder de endnu et rumskib – og her er der en overlevende, en kvinde (spillet af Florence Marly i grøn makeup). Hun er meget menneskelignende, men hun er svag og omtumlet.
Desværre kan Allan og Tonys rumskib ikke rumme en ekstra person, men da hele missionen handlede om at finde liv fra det ydre rum, beslutter de at en af dem skal blive på månen og vente på at blive reddet senere.
Allan rejser nu ned til de andre på Mars og genforenes med sin kæreste. Men hvad de ikke ved er, at den smukke alien ikke er helt normal. Eller i hvert fald er hendes spisevaner anderledes, end vi kender det fra Jorden. Hun lever nemlig af blod, og det går ud over de mandlige besætningsmedlemmer. Men Allan og Laura får hende stoppet – tror de. Heldigvis for dem er aliens åbenbart ret skrøbelige, og faren driver over, men ikke før hun har lagt æg… alien æg.
De rejser tilbage til Jorden, men her mødes de af videnskabsmænd, der absolut ikke mener, at de der æg kan være farlige – dem skal de nok passe på. Og med den besked forlader vi besætningen og kan kun bævre ved tanken om, hvad der nu skal ske med Jorden.
Alien-æg? Nødopkald? Sjove spisevaner? Virker det ikke bekendt? Hvis vi nu spoler 13 år ud i fremtiden, så dukker der en lille rumfilm op med det enkle navn Alien. Og dens plot minder vist en del om denne film – eller er det bare mig?
Filmens executive producer er ingen ringere end Mr. B-film himself, Roger Corman. Det kan ses.
Filmen er lavet samtidig med filmen Voyage to the Prehistoric Planet, som også havde Basil Rathbone i en hovedrolle, og de to film bruger desuden special effects fra to russiske film, nemlig Mechte Navstrechu (A Dream Come True), som også er brugt som baggrund for manuskriptet, og Nebo Zovyot (Battle Beyond the Sun).
Filmen har fået en slags efterfølger i 1973, hvor Florance Marly igen spiller med (og hun skrev sørme også manus) – en kortfilm skudt på 16mm, som hed Space Boy! Night, Neal and Ness.
Det er ikke den mest sindsoprivende sci-fi jeg har set. Der er ikke mange spændende øjeblikke, og effekterne er ikke noget at råbe hurra for – selv ikke i 1966. Men der er fine øjeblikke med både Dennis Hopper og John Saxon, mens de to kvindelige skuespillere ikke gør meget væsen af sig.
Anmeldt i nr. 164 | 13/06/2019
Så har vi langt om længe indhentet sommerferien, og det er på tide at gå…
Kulørt, underholdende og elskelig fantasy/science fiction/komedie/legetøjsfilmatisering, der desværre er alt for lang.
Vi kigger tilbage til 1948 og frem til 2026 for at finde ud af, at…
Et actionmesterværk fra 1989 der stadigvæk fremstår frisk, vild, voldsom, blodig og frejdig her i…
Fortsættelsen til den succesfulde Ternet Ninja er måske bare mere af det samme, men med…
Året er 1986. AGF har vundet det danske mesterskab for femte gang. Top Gun har…