Og Mulgoe (med den international titel Monstrum) er ikke en undtagelse. Jong-ho Huh er et forholdsvist ubeskrevet blad i filmhistorien – kun tre spillefilm er det indtil videre blevet til, siden hans debut i 2011 med filmen Ka-woon-teu-da-woon (Countdown).
Hans anden film var Seong-nan Byeon-ho-sa med den engelske titel The Advocate: A Missing Body. Så det er ikke den store erfaring, der sad i instruktørsædet på denne film fra 2018. Det ses nu ikke.
Filmen virker ganske kompetent skruet sammen, med et fint tempo, og selvom jeg ikke har set hans to andre film, er han en instruktør, jeg godt kunne tænke mig at se mere fra.
Plottet i Mulgoe er ikke specielt originalt, og har du set den franske film Le pacte des loups fra 2001, med den danske titel Pagten, så har du en god fornemmelse af, hvor filmen vil hen.
Dog er twistet i denne film ikke helt magen til – rent faktisk handler det mere om, at man tror, der er et twist, og så er filmen meget mere ligetil end forventet.
Filmen udspiller sig i Korea i 1500-tallet. En tid præget af stor uro, og hvor den siddende konge er presset fra alle sider. Både på grund af fattigdom blandt sine undersåtter, en pest der truer landet og politiske modstandere, der stræber efter både magt og penge.
Og som om det ikke er nok, så går der rygter om et monster, der dræber befolkningen. Nogen siger, det er gudernes straf, andre at det blot er rygter, som er etableret for at vælte kongen.
Yoon Gyeom (Myung-Min Kim) bor på en lille gård sammen med sin datter Myung (Hyeri Lee) og sin bedste ven og “bror” Sung Han (In-kwon Kim). Han lever et enkelt liv og passer sig selv, men har som alle svært ved at finde føde nok til at forsørge sin lille familie.
En dag dukker en udsending fra kongen op og til datterens store forbløffelse er Yoon ikke bare en lidt klodset bonde, men derimod en højt dekoreret soldat og helt.
Yoon bliver bedt om at hjælpe kongen endnu en gang, og nu er det op til Yoon og hans familie at få sat orden på al den ballade, der er i landet.
Det er dog ikke så lige til, for den politiske intrige omkring kongen, og Yoons forhistorie, vanskeliggør opgaven. Ikke mindst da det går op for dem alle, at monsteret er ægte nok. En erkendelse som kommer som et chok for den lumske premierminister, der har brugt monsteret som en slags skræmmekampagne for at få væltet kongen af pinden.
Monsterets forhistorie er både interessant og godt tænkt, mens resten af filmen følger et meget velkendt forløb med forræderi, intriger og ulogiske plothuller.
Filmen er smukt filmet, og de mange kampe – både menneske mod menneske og menneske mod monster – er godt koreograferet, som de plejer i Sydkoreanske film.
Selv CGI-delen er nærmest tilforladelig – det meste af tiden. Monsteret er o.k. lavet – selvom man nogle gange kommer til at tænke på en muteret pekingeser. Dog heldigvis ikke på niveau med de forfærdelige muterede pudler i Ang Lees Hulk fra 2003.
Alt i alt en omgang fin og hyggelig underholdning, som man godt kan tage de lidt yngre børn med hen i sofaen for at se – bare husk at der nogle scener, der kan virke voldsomme, hvis man er under de 12.
Filmen udkom i de sydkoreanske biografer i 2018, mens den i den vestlige verden røg på den amerikanske streamingtjeneste Shudder. Heldigvis er filmen også udgivet på både DVD og Blu-ray i resten af verden.
Filmen vandt desuden publikumsprisen ved den spanske filmfestival Festival Internacional de Cinema Fantàstic de Catalunya i 2018.
Anmeldt i nr. 195 | 13/01/2022
Så har vi langt om længe indhentet sommerferien, og det er på tide at gå…
Kulørt, underholdende og elskelig fantasy/science fiction/komedie/legetøjsfilmatisering, der desværre er alt for lang.
Vi kigger tilbage til 1948 og frem til 2026 for at finde ud af, at…
Et actionmesterværk fra 1989 der stadigvæk fremstår frisk, vild, voldsom, blodig og frejdig her i…
Fortsættelsen til den succesfulde Ternet Ninja er måske bare mere af det samme, men med…
Året er 1986. AGF har vundet det danske mesterskab for femte gang. Top Gun har…