Forfatteren L.G. Jensen (han hedder Lars, men L.G. tog han til sig for at skille sig ud blandt de mange Lars Jensener) er en alsidig herre. Han er uddannet skolelærer – med sin daglige gang i og omkring Århus. Det er der som sådan ikke noget videre spændende i. Men det er kun toppen af isbjerget: L.G. Jensen har blandt andet en fortid som tatovør, rockmusiker, gøgler, fotograf, udsmider, radiovært og ikke mindst slagterdreng. Og det med slagterdrengen vender vi tilbage til senere.
MilkyWay Meat: Sanddæmonen starter lige på og hårdt: Vi følger en intens jagt på en fremmed planet. Og jagten er på kød. MilkyWay Meat er et firma, der sælger kød på det galaktiske marked. Scenen skifter, og vi er på Jorden. Her møder vi William. En ung mand med problemer. William laver rav i den, og det bliver besluttet, at han som straf skal være slagterlærling hos MilkyWay Meat.
Så langt så godt. Der er lagt i ovnen til den klassiske coming of age-fortælling – denne gang hensat til en sci-fi-setting mange år ude i fremtiden. Det er set før. Mange gange før. L.G. Jensen har et fint sprog, men kunne han ikke finde på noget mere originalt? Men før romanen udvikler sig i en triviel retning, trykker LG Jensen på ubehag-/action-speederen, og han slipper ikke foden før romanen er slut.
Da MilkyWay-teamet ankommer til planeten Andrimar i jagten på Sanddæmonen, som er et dyr, hvis kød bliver solgt til en meget høj kilopris, bliver det hurtigt tydeligt, at alt ikke er, som det skal være. Sporene leder slagterdrengene til Arken – et samfund stiftet af Fader Haven. Og så står den ellers på indavl, vold og andre ubehagelige herligheder.
Og så er vi tilbage ved slagterdrengen L.G. Jensen. For det første har hele slagterdelen af romanen en stor troværdighed. Man sluger råt det, der skrives. Også selvom det foregår ude i fremtiden og på trods af at de dyr, der nævnes, ikke er nogle, man kender. Troværdigheden inden for fiktionens rammer er essentielt, når man taler om sci-fi. Og det lykkes til fulde for L.G. Jensen: Man tror på hans univers og hans personer.
Men slagtergenet fornægter sig heller ikke i de blodige passager. At L.G. Jensen har set mange film og læst mange romaner, træder meget tydeligt frem. Men klichéerne fungerer ganske fremragende, når de hos LG Jensen leveres med korte, stærke sætninger, der skaber tydelige billeder på læserens nethinde.
Hør blot denne herlige passage fra inbreed-land: ”Da William rejste sig, betragtede Kam ham med en vis respekt. Drengen var som en grævling. Hårdfør og aggressiv. Det ville blive en fornøjelse at mærke kniven gå igennem hans maveskind, når han var blevet klynget op. Kam lo, så savlet løb fra den blottede tandrække i underkæben.”
Coveret på romanen og den første halvdel kan godt snyde sit publikum. Det ligner en sci-fi-roman for et yngre publikum. Men det er den bestemt ikke. Det er hård kost, som vil få mundvandet til at løbe hos alle raske slagterdrenge rundt i Danmark. Og det er ment som en anbefaling!
L.G. Jensen formår både at lave levende dialog, veludviklede karakterer, skarpe beskrivelser og modbydelige optrin. Hvis romanen var kortet lidt ned, specielt i første halvdel, havde vi stået tilbage med en mesterlig og pulpet dansk genreroman af den fineste skuffe. I sin nuværende form er MilkyWay Meat: Sanddæmonen ”kun” glimrende.
Nu har jeg i år læst en del danske genreromaner. Og jeg må sige, at det ser godt. Jonas Wilmann ramte plet med Mutagen (2011), Christian Reslow havde gode tiltag med Micki 19:50 (2010) og L.G. Jensen har internationalt format med MilkyWay Meat: Sanddæmonen. Det er godt gået i vores lille andedam.
MilkyWay Meat: Sanddæmonen er venligst stillet til rådighed af Gyldendal.
Anmeldt i nr. 67 | 13/05/2011
Stikord: Rednecks
Så har vi langt om længe indhentet sommerferien, og det er på tide at gå…
Kulørt, underholdende og elskelig fantasy/science fiction/komedie/legetøjsfilmatisering, der desværre er alt for lang.
Vi kigger tilbage til 1948 og frem til 2026 for at finde ud af, at…
Et actionmesterværk fra 1989 der stadigvæk fremstår frisk, vild, voldsom, blodig og frejdig her i…
Fortsættelsen til den succesfulde Ternet Ninja er måske bare mere af det samme, men med…
Året er 1986. AGF har vundet det danske mesterskab for femte gang. Top Gun har…