Leder og indhold – 13. februar 2012

Vi er vokset op med “gamle dages” B-film – mere specifikt 70’erne og 80’ernes gigantiske output af B-film fra både Italien og USA.

Oprindeligt dækker begrebet over low budget-film, som blev produceret som det tynde øl i en double feature i biograferne under Hollywoods storhedstid.

I dag bruger man betegnelsen på en noget anden måde i forbindelse med en bestemt type film. I stil med “den film er en ægte B-film” eller “B-film på den gode måde.” Men det er dog stadig film, som i udgangspunktet er produceret på meget stramme budgetter, hvor man ikke som udgangspunkt tænker på at lave en “god” film.

Hyldester

Der er dog opstået en tendens til at producere film, som bevidst tilnærmer sig old school B-films-formen. Tænkt blot på Machete (2010) eller Hobo with a Shotgun (2011) – begge hyldester til exploitationfilmen, som i sin natur også er en genre af B-film. I “gamle” dage var B-film også knyttet til genrer som westerns, science fiction og horror, og i 80’erne slog actionfilmen en tyk streg under sit potentiale – nogle vil sige sin status – som B-film.

Typisk falder B-film i tre overordnede kategorier: Dem der vedkender sig at de “bare” er en skodfilm og underholder derefter. Denne afstamning af B-filmsfamilien kan sagtens tage sig selv seriøst, men den glemmer aldrig sit ophav. Når denne type film er bedst, er den leveret med en enorm fortælleglæde og opfindsomhed i både effekter og afvikling af historien. Peter Jacksons første film som Bad Taste (1987) og Meet the Feebles (1989) tilhører denne kategori.

So bad it’s good

En anden kategori er de B-film, som er så dårlige, at de rent faktisk bliver underholdende netop fordi de holder fast i troen på projektet. Her kunne man nævne stort set alle Ed Woods film eller nogle af de 50’er-turkeys, vi tidligere har anmeldt her på Planet Pulp. The Brain from Planet Arous (1957) er et godt eksempel.

Og så er der den tredje kategori, som tæller B-film, der forsøger at være mere, end de er, og som dermed ofte fremstår som dårlige film på den rigtigt dårlige måde. Til den kategori hører Sand Serpents, som vi anmelder i denne måned, og vi har tidligere haft adskillige andre af samme type film under luppen.

Mere Bond og andet fra godteposen

Derudover træder vi i denne måned videre i Bonds fodspor. Vi anmelder Ian Flemings første James Bond-roman, Casino Royale (1953) samt endnu to film i serien, de fremragende Goldfinger (1964) og Thunderball (1965) plus filmmusikken fra samme.

Derudover har vi to andre film på programmet, der vist begge også kan siges at tilhøre B-films-kategorien – Maskerade og Primal.

Vi ses igen i næste måned! De bedste B-films hilsner fra Planet Pulp-redaxen.

Film:
Goldfinger (Guy Hamilton, 1964)
Maskerade (Mask Maker) (Griff Furst, 2010)
Primal (Josh Reed, 2010)
Sand Serpents (Jeff Renfroe, 2009)
Thunderball (Agent 007 i ilden) (Terence Young, 1965)

Filmmusik:
Goldfinger (John Barry, 1964)
Thunderball (John Barry, 1965)

Bøger:
Casino Royale (Ian Fleming, 1953)