I denne måneds leder vil jeg både tage jer et smut bag min egen samlerkulisse – og hvem ved, måske kan nogle af de tilhørende billede være inspiration til julegaver til jer selv fra jer selv?
Det hele startede for lang, lang tid siden. Jeg har altid været samler. På et tidspunkt var jeg ude på et sidespor, da jeg begyndte at samle på plasticposer. Det er overstået nu. Heldigvis. Men det var sjovt. Nogle af de fedeste poser var fra London-butikkerne Orc’s Nest og Forbidden Planet. Men det er som sagt slut.
Jeg har samlet på fodboldkort, action force-figurer, Warhammer-figurer, filmplakater og meget andet. I dag er jeg primært samler af film, tegneserier og bøger.
Så nu gør jeg et sidste forsøg på at skabe en samling som man (altså måske mine venner og børn) vil tale om i eftertiden.
For jeg tror ikke på, at der kommer et nyt fysisk medie, som jeg kommer til at samle på. Jeg har været med siden VHS, over laserdisc og DVD. Så nu skal filmsamlingen opgraderes, der skal lukkes huller, der skal efterfølgende luges ud.
Mange af titlerne I ser på det store oversigtsbillede (som er mine indkøb i 2019!!!!) har jeg købt i forbindelse med den kommende fagbog, jeg skriver om den amerikanske actionfilm fra 1982-1993.
Andre af filmene er gaver. Og nogle er bare film, jeg manglede. Der er også flere skodfilm i blandt. Film der får lov til at snuse til samlingen, før de sendes på pension.
Jeg kan også mærke, at jeg netop elsker ideen om at lave en ”rigtig” samling. En samling, der ikke er fyldt med en masse film, som jeg alligevel ikke rigtig bryder mig om.
Så i år er jeg som sagt gået all in på actionfilmen, primært de amerikanskproducerede fra 1982-1993, men også andre typer af actionfilm. Film som Dirty Harry, Thief og Bullitt, der peger frem mod den guldalder, som kommer i perioden fra 1982-1993. I den sammenhæng er nettet ikke til at komme udenom.
Der er tre brugte film for en hund (og jeg har fundet meget guld i den sammenhæng) og nye film fra 50 kroner og opefter.
Det er fantastisk stadig at kunne græsse i en fysisk butik. Jeg havde den samme oplevelse, da jeg i sommers besøgte Normandiet og Tyskland, hvor der stadig er fysiske butikker med et ordentligt udbud. Det er jo skræmmende, at det bedste filmvandhul i Danmark, altså i forhold til nye film, jo efterhånden er Bilka. Tragisk.
Heldigvis holder Læsehesten fanen højt. Sidst jeg var deroppe gav ejeren mig lov til at kigge de kasser igennem med blu-rays, der lige var kommet ind. Det var stort. Som at opleve den helt nye uberørte sne en vintermorgen.
Jeg tror, at når vi rammer december 2020, så er min actionsamling ved at være komplet. Næste skridt bliver så de klassikere, der mangler. Og måske en subgenre, jeg slet ikke ved, at jeg mangler at gøre komplet.
Ja, I kan nok godt høre det, The Last Stand eller ej, så kommer jeg nok til at fortsætte. Det bliver nok umuligt at lade være. Og tak for det. Det giver mig trods alt en indre ro: Et Last Stand med åbninger til nye græsmarker.
Her fra Pulpen ønsker vi jer alle en glædelig jul og et godt nytår. Vi ses i 2020.
Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.
Film:
47 Meters Down: Uncaged (Johannes Roberts, 2019)
eXistenZ (David Cronenberg, 1999)
The Ritual (David Bruckner, 2017)
Thief (Voldens gade) (Michael Mann, 1981)
Artikler:
Året der gik – og her overhalede virkeligheden fiktionens verden
Så har vi langt om længe indhentet sommerferien, og det er på tide at gå…
Kulørt, underholdende og elskelig fantasy/science fiction/komedie/legetøjsfilmatisering, der desværre er alt for lang.
Vi kigger tilbage til 1948 og frem til 2026 for at finde ud af, at…
Et actionmesterværk fra 1989 der stadigvæk fremstår frisk, vild, voldsom, blodig og frejdig her i…
Fortsættelsen til den succesfulde Ternet Ninja er måske bare mere af det samme, men med…
Året er 1986. AGF har vundet det danske mesterskab for femte gang. Top Gun har…