Jean Rollin er en instruktør, der deler vandene. Nogle elsker hans symbolladede billedæstetik, mens andre vånder sig ved den næsten konsekvente mangel på narrativ sammenhæng i mandens film. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg tilhører sidstnævnte gruppe, selv om jeg ikke er blind for, at Rollin fra tid til anden formår at fremmane en fin, gotisk stemning.
Desværre er der for langt mellem snapsene i Rollins film. Rollin laver typisk film af den type, der er gudsjammerligt kedelige, skiftevis fyldt med endeløse prætentiøse monologer og en total mangel på dialog, uendelige indstillinger af kirkegårde, øde strande og påtaget mærkelige indslag som klovne, der dukker op af det blå og forsvinder lige så pludseligt.
Med andre ord: Film der sagtens kunne forveksles med art film, men som i virkeligheden bare er noget jammerligt makværk.
La rose de fer – på engelsk Iron Rose – er Jean Rollin, når han er værst. Filmens “handling” – i mangel af et bedre ord – centrerer sig om to unge, der mødes til et bryllup og beslutter sig for at tage på en date dagen efter. De går ind på en kirkegård, hvor de render rundt på gravene, dyrker sex i en krypt og endelig farer vild.
Al normal opførsel er dømt ude. Det ene øjeblik er fyren kærlig og øm, det næste uddeler han kindheste for et godt ord. Pigen starter med at være utryg og bange på kirkegården, men pludselig bliver hun dødsfascineret og bare generelt mærkelig. Der er en masse renden rundt på kirkegården, hvor der ikke sker noget som helst. Senere er der flere ømme omfavnelser i en åben grav (komplet med skeletrester), inden det hele ender med, at pigen låser fyren inde i en krypt og danser rundt på kirkegården i en uendelig sekvens.
Nej. “Handlingen” er ikke noget videre at skrive hjem om. Det eneste tilnærmelsesvist positive der er at sige om La rose de fer er kirkegården, der fremstår flot og atmosfærisk – en klassisk Rollin-location. Én flot location er bare ikke nok. Desværre for Rollin, men i allerhøjeste grad desværre for seeren, der må slæbe sig igennem filmens 77 minutter, der føles to-tre gange længere.
Det er tydeligt, at de stakkels skuespillere intet har kunnet gøre, og man må undre sig over, om der i det hele taget har eksisteret et manuskript, eller om Rollin bare har udstukket nogle generelle retningslinjer og ladet de to hovedrolleindehavere improvisere. Det er en teknik, der ikke kan anbefales instruktører af Rollins begrænsede kaliber.
Med La rose de fer har jeg nået min grænse med Jean Rollin, der i mine øjne nu én gang for alle har cementeret sig som en instruktør, der gemmer sit manglende talent bag en prætentiøs art film-facade.
La rose de fer er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
Anmeldt i nr. 60 | 13/10/2010
Stikord: Art film, Kirkegårde
Året er 1986. AGF har vundet det danske mesterskab for femte gang. Top Gun har…
En skøn, vild og anderledes amerikansk genrehybrid, der viser, hvor gode Joe Dante og Tom…
Den første af de tre Ternet Ninja-film er en grovkornet animeret komedie med hjertet på…
Artemis II fløj omkring Månen og vendte sikkert tilbage! Det må have været fantastisk –…
