Når man tænker på store forfattere, eller andre store personligheder, kan man per refleks have en tendens til at tænke, at deres liv må have helt ekstraordinære. De er jo ikke som os andre. Hvordan kunne Tolkien ellers få inspiration til så store værker som The Hobbit, The Lord of the Rings og The Silmarillion?
Han må da ha’ rejst Jorden tyndt for at ”opfinde” de fantastiske ting, vi læser om i hans værker? Det simple svar er nej. Tolkien rejste ikke meget. Faktisk havde han det – som et par hobbitter, vi kender – bedst hjemme. I ro og mag enten i haven, i sit studerekammer, på pubben eller på universitet. Men hvor fik han så inspirationen fra?
Den største inspiration fandt Tolkien i sit hjemland og i litteraturen. Han elskede naturen, og han elskede at læse. Jeg har dog fundet tre eksempler fra det store udland på konkrete hændelser, der fik en direkte indvirkning på Tolkiens fiktion. Det er naturligvis kun toppen af et meget stort isbjerg, men er et eksempel på, hvordan virkeligheden påvirker en forfatter.
Tag nu for eksempel edderkopper. De spiller en central rolle i flere af Tolkiens værker. Hvorfor? Var han bange for edderkopper eller er det noget med en universel frygt for det fremmedartede? Da Tolkien som helt lille boede i Sydafrika, stødte han på flere farlige dyr. Slanger først og fremmest. Men også edderkopper. Og mon ikke denne episode har gjort et stort indtryk på lille legende Tolkien og var noget, han huskede, da han blev store skrivende Tolkien?
”… when Ronald was beginning to walk, he stumbled on a tarantula. It bit him, and he ran in terror across the garden until the nurse snatched him and sucked out the poison.”
I det her tilfælde var lille Tolkien faktisk meget langt væk fra trygge England. Og når jeg hører den historie, kommer jeg til at tænke på edderkopperne i Dunkelskov (The Hobbit) og den frygtelige Shelob (The Lord of the Rings) – for ikke at nævne den mareridtagtige urskabning Ungoliant (The Silmarillion). Så vi kan sende vores varmeste hilsner til den tarantel, der bed Tolkien tilbage i det nittende århundrede i Sydafrika.
Tolkien var i sommeren 1911 på en rejse sammen med en større gruppe, blandt andet sin bror Hilary, til Schweiz. Turen bød på varme og flotte vandreture. Kort før hjemturen købte Tolkien en bunke postkort. Deriblandt var en reproduktion af et maleri af J. Madlener. Maleriet hed Der Berggeist – bjergånden. På maleriet ser man en ældre mand med en kappe, en stor hat og hvidt skæg:
”Tolkien preserved this postcard carefully, and long afterwards he wrote on the paper cover in which he kept it: Origin of Gandalf.”
Sam Gamgee. For Tolkien var han indbegrebet af den britiske sjæl: Stort mandsmod! Tolkien selv oplevede dette mod, da han ankom til Somme i 1916. Skyttegravshelvedet. Soldaternes mod gjorde et stort indtryk på ham, og inspirerede ham til karakteren Sam: Frodos ven der aldrig giver op. En krølle på Sam-historien opstod i 1958, da det viste sig, at der fandtes en rigtig Sam Gamgee. Virkelighedens Sam, der aldrig havde læst The Lord of the Rings, skrev et brev til Tolkien. Tolkien fandt dette morsomt og sendte en kopi af romanen til Sam. Senere konstaterede Tolkien tørt:
”For some time i lived in fear of receiving a letter signed S. Gollum. That would have been more difficult to deal with.”
Udgivet i nr. 62 | 13/12/2010
Stikord: J.R.R. Tolkien
Kunstig intelligens udvikler sig med lynets hast her for tiden, og det er efterhånden begyndt…
Tegneseriekunstneren Alex Ross sætter sit grafiske præg på den legendariske superheltegruppe The Fantastic Four. Han…
Verden er fyldt med dumme mennesker. Det er ikke noget nyt, men internettet gør, at…
Odysseus' rejse er en mesterlig rejse ind i myternes landskab. Filmen er ikke uden problemer,…
