Man kan tale om zombiefilm, zombietegneserier, zombiebøger, zombierollespil, zombiebrætspil og zombiecomputerspil, men man kan ikke tale om en egentlig zombiegenre. Det eneste man kan sige generelt om zombierne er, at de bliver ved med at dukke op i alle mulige sammenhænge.
Ofte bliver zombier benyttet i produktioner lavet af entusiastiske amatører, da zombiefilm giver rig mulighed for at eksperimentere med sminke og effekter, sådan som det blev set i den århusianskproduceret film Codename Yin/Yang sidste år.
Zombier har også den fordel, at de kan puttes ind i forskellige kontekster, som vi bl.a. så med Marvel Zombies og i et par Halloween-afsnit af The Simpsons. Zombier har tidligere optrådt i westerns, bl.a. i Jonah Hex-miniserien Two Gun Mojo (1993), og nu er de blevet det igen, denne gang i den danske hånddukkefilm It Came From The West.
Historien er nogenlunde følgende. Indianerne er presset, da den brutale cowboy Stammeflækkeren har massakreret næsten hele deres stamme. Faktisk er indianerne så pressede, at de i et desperat forsøg på at bekæmpe invasionen af cowboys vælger at ty til ældgamle og forbudte ritualer; ritualer der vil forøge deres antal af krigere. I den lokale cowboyby (bestående af en saloon) bliver drengen Virgil mobbet af såvel sin far som af de andre cowboys, der alle mener, at Virgil ikke har, hvad der skal til for at blive et rigtigt mandfolk.
Som oftest i westerns, så sker der først for alvor noget, da “den fremmede” ankommer til byen, hvilket også må siges at være tilfældet i denne film. Den fremmede er tavs, usoigneret og tørstig, men ikke efter den whisky der er stillet frem i baren. Han viser sig nemlig hurtigt fra sin blodtørstige og kødædende zombieside.
Den fremmede er imidlertid ikke alene: Snart er hele indianernes zombiehær fremme i byen, og så er der lagt op til slagsmål. Virgil bliver smidt til side, da han ikke skal være i vejen for “en god gang ramasjang i gaden”. Han finder dog Stammeflækkerens dampdrevene motorsav, og vil nu vise sit værd. Dette bliver gjort ved at demonstrere hvor meget blod, der egentligt er i en hånddukke.
Produktionsselskabet Happy Flyfish står bag den 17 minutter lange kortfilm, som smykker sig med at være verdens første dukkeanimerede zombiewestern. Filmen har taget to år at producere og omkring 100 mennesker har medvirket i processen. Det der er kommet ud af arbejdet er en både vellavet og morsom lille film, og det er selvfølgelig altid et plus, når folk ikke har noget imod at sprænge de dukker og kulisser i luften, som de helt sikkert har brugt rigtigt meget tid på at lave.
For hærget bliver der med en humor, som taget ud af Braindead (1992) eller Evil Dead-serien. Der findes små referencer gemt i It Came From The West til såvel westerns som til zombieklassikere, bl.a. er der den klassiske nøgne kvindezombie, som er en sjov lille henvisning til Night of the Living Dead (1968). Desværre er stemmerne noget uhjælpelige, specielt den ret underlige accent, som indianerne taler med. Det er en skam, når der nu er lagt så meget arbejde i projektet. Lydsporet reddes imidlertid af fed musik fra Tremolo Beer Gut og El Ray.
It Came From The West kan kun anbefales, specielt hvis man er til en god gang splat og “ramasjang i gaden”.
It Came From The West er venligst stillet til rådighed af Happy Flyfish.
Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007
Kunstig intelligens udvikler sig med lynets hast her for tiden, og det er efterhånden begyndt…
Tegneseriekunstneren Alex Ross sætter sit grafiske præg på den legendariske superheltegruppe The Fantastic Four. Han…
Verden er fyldt med dumme mennesker. Det er ikke noget nyt, men internettet gør, at…
Odysseus' rejse er en mesterlig rejse ind i myternes landskab. Filmen er ikke uden problemer,…