Planet Pulp

Filmen Impostor er baseret på Philip K. Dicks novelle af samme navn – anmeldt her på siden under novellens danske titel Stedfortræder.

Filmatiseringen er på mange måder tro over for sit forlæg og er et stykke hen af vejen en habil sci-fi-thriller. Filmens problemer opstår der, hvor manuskriptforfatteren “digter” videre på Dicks novelle for at putte mere kød på historien.

Hvor novellen er kort, kontant og blottet for unødvendige følelser, så kommer filmatiseringen desværre til at svælge i good old amerikansk patos samtidig med, at settingen udvides i en negativ retning, og det hele bliver i sidste ende bare til en ligegyldig omgang katten efter musen.

Patetisk

Som i novellen er Spencer Olham en meget dygtig forsker, som arbejder på at udvikle våben i krigen mod horderne fra Alpha Centauri. Men hvor novellen ikke bruger lang tid på at præcisere dens setting, så gør filmen det til gengæld.

En fortællerstemme – som tilhører Olham – introducerer os til tingenes tilstand: I år 2079 hvor filmen foregår, har krigen stået på i mere end 30 år. Jorden er blevet til et forsvarsværk, hvor den blå himmel er blevet erstattet af elektromagnetiske kupler, der fungerer som luftværn. Demokratiet er blevet erstattet af et globalt styre; noget der minder om et godt gammeldags totalitært samfund. Det eneste der betyder noget er krigen. Olhams far var en pilot, der døde i fangenskab hos de fremmede væsener. Derfor besluttede den unge Olham sig for at lave det eneste fornuftige: våben.

Derefter følger en meget patetisk sekvens, hvor vi ser Olham og hans kone gå igennem en skov – og det patetiske understøttes af, at det vises i slowmotion mens Olham siger: “And I know my salvation, her name is Maya”. Allerede her, i filmens indledning, får man en idé om, hvor patetisk filmen går hen og bliver.

En midterdel vi kunne have været foruden

Og så går filmen rigtig i gang. Spencer møder op på sit arbejde, hvor han hurtigt aner uråd. Folk kigger underligt på ham, og snart efter anholdes han da også. Han beskyldes for at være en spion, sendt af de fremmede for at blive brugt som en selvmordsbomber, der skal gøre det af med en højtstående kansler.

Spencer sættes fast i en stol, hvor han skal opsprættes og hvor bomben skal fjernes. Spencer fatter naturligvis ingenting, da han ser sig selv som den “rigtige” Spencer Olham og ikke en genetisk kopi af sig selv.

Men naturligvis lykkes det for Spencer at flygte, og nu forsøger han at rense sig selv og finde frem til sandheden. Så langt, så godt og helt i novellens ånd. Men så er det, at filmen løber af sporet og der følger en lang midtersekvens, som vi godt kunne have været foruden. Spencer flygter uden for byen, og kommer til et område, hvor de udstødte bor – dem som samfundet ikke vil kendes ved. På mange måde er der tale om en klodset allegori over den tredje verden. Naturligvis finder han her en allieret i form af den hårdkogte neger Cale.

Efter en pinlig omgang “flygten” rundt, krydret med en masse klodset action, patetiske flashback-sekvenser og middelmådige effekter, kommer filmen tilbage på sporet. Og slutningen er mindst lige så effektfuld som i novellen, uden at der skal afsløres mere her.

Gode spildte kræfter

En masse gode kræfter er gået spildt i denne film. Den altid fremragende Gary Sinise er troværdig som Olham, og han får godt modspil af Vincent D’Onofrio som Major Hathaway – manden der dedikeret jagter Spencer. Desuden er Madeleine Stowe tilpas dejlig til at udfylde rollen som den smukke Maya Olham, og man forstår, hvorfor Spence er så vild med hende.

Effekterne er sådan set o.k., selvom de på mange måder ligner en billig udgave af det, man ser i eksempelvis Minority Report, som sjovt nok også er en Dick-filmatisering og begge film er sjovt nok også fra 2002.

Instruktøren Gary Fleder er rent faktisk en ganske habil spændingsinstruktør. Han har bl.a. lavet mainstream-succeser som Kiss the Girls (1997), Don’t Say a Word (2001) og Runaway Jury (2003) – og flere steder er Impostor da også decideret spændende.

Adaptionen er hovedproblemet

Så det store problem med er filmen er og bliver adaptationen af Dicks novelle, som Scott Rosenberg står bag, samt det færdige manuskript af Caroline Case, Ehren Kruger og David Twohy. Når man ved, at Rosenberg bl.a. har været med til at skrive Gone in Sixty Seconds (2000) og Kangaroo Jack (2003), begynder man at forstå, at problemet med adaptationen nok ikke skyldes tilfældigheder.

Essensen af novellen er på plads, men det kunne en abe med bind for øjnene også have fundet frem til, fordi novellen er så filmisk i sit udtryk. Der hvor Rosenberg fejler er i sit forsøg på at spænde den spinkle handling ud over en hel spillefilms længde. De højeste alarmklokker går dog først i gang, når man ser, at David Twohy har været med til at skrive manuskriptet.

Twohy har nemlig skrevet manuskriptet til en af mine all time hade-film, nemlig den frygtelige The Chronicles of Riddick (2004), som er en film, der er helt blottet for formildende elementer. Så slemt bliver det dog aldrig med Impostor, langt fra. Men det må understreges, at der vitterligt er store problemer både i adaptationen og manuskriptet.

Impostor bliver tilsat alt for meget patos og alt for meget løben rundt i ligegyldige kulisser. Og det er netop den faldgruppe, som novellen undgik. Disse elementer drukner en film, som ellers kunne være blevet rigtig, rigtig fed. Oprindeligt var filmen da også tænkt som en kortfilm, men der var åbenbart nogle kloge hoveder, som ville det anderledes.

Så alt i alt er Impostor en lille bastard af en sci-fi film. Starten og slutningen indfanger på fornemste vis novellens ånd – både visuelt og narrativt – mens det lange midterstykke, som fylder hovedparten af filmen, er en kluntet omgang ligegyldig action. Resultatet er, at filmen kun bliver mildt underholdende. Ærgerligt, faktisk rigtig ærgerligt, hvis man tænker på, hvad et andet manuskript kunne have medført.

Anmeldt i nr. 17 | 13/03/2007

Stikord: Filmatisering, Fremtiden