Das Cabinet des Dr. Caligari

Tysk ekspressionisme er en særlig filmstil, der opstod under Første Verdenskrig under inspiration af den tids litteratur, teater og billedkunst og den var ligeledes påvirket af den krisebevidsthed, der opstod efter krigen.

De visuelle kendetegn, man forbinder med tysk ekspressionisme, er brugen af skæve vinkler og markante kontraster mellem lys og skygge. Efterfølgende fik stilen stor indflydelse på de amerikanske horrorfilm og film noir-thrillere fra både 1930’erne og 1940’erne.

Robert Wienes klassiker Das Cabinet des Dr. Caligari (på dansk Dr. Caligaris kabinet) fra 1920 regnes for at være blandt de bedste film fra den tyske ekspressionisme sammen med bl.a. Murnaus Nosferatu (1922) og Langs Metropolis (1927), og filmen betragtes i dag som en af de bedste gyserfilm overhovedet.

Historien om en gal doktor

Das Cabinet des Dr. Caligari starter med den unge mand Francis (Friedrich Fehér), der begynder at fortælle en historie (en lang flashback-scene), der handler en sær doktor, der går under navnet Dr. Caligari (Werner Krauss).

Historien begynder med Francis og hans ven Alan (Hans Heinrich von Twardowski), der begge er forelsket i kvinden Jane (Lil Dagover). Alle tre bor i landsbyen Holstenwall, og på en almindelig dag i et tivoli møder de Dr. Caligari. Han optræder sammen med en mystisk person – søvngængeren Cesare (Conrad Veidt), som sover i en kiste. Cesare besidder evnen til at se ind i fremtiden, og han forudser, at Alan snart skal dø. Den næste dag bliver Alan fundet død, og han er blevet myrdet af en mørk skikkelse.

Hvad der ellers sker i Das Cabinet des Dr. Caligari vil jeg ikke afsløre her, hvis man ikke har set filmen før. Dog vil jeg nævne, at filmen var den første film i filmhistorien, der havde en twist-slutning og så tilmed en, der får M. Night Shayamalans twist-slutninger til at blegne.

Skræmmende på den psykologiske måde

En stor del af nutidens blodhungrende horrorfilmspublikum vil sikkert finde Das Cabinet des Dr. Caligari meget kedelig, men hvem siger, at en gyser kun kan skræmme folk med udpenslet vold? Styrken ved en film som Das Cabinet des Dr. Caligari og lignende gysere er brugen af dunkel atmosfære og psykologisk uhygge.

Det visuelle look af karaktererne og deres mareridtsagtige omgivelser har inspireret mange senere filmskabere – især Tim Burton med film som Edward Scissorhands (1990) og Batman Returns (1992). Således har karakterer som Cesare og Dr. Caligari tydeligvis været forgængerne for Edward og Pingvinen i de to Burton-film.

Men mange andre film har enten lånt eller være direkte inspireret af Das Cabinet des Dr. Caligari – senest er der lavet en decideret remake i 2005, instrureret af David Lee Fisher med Doug Jones som Cesare. Men jeg vil kraftigt anbefale jer at se originalen i stedet.

Selv i disse dage, hvor man ved hjælp af computergrafik kan skabe spændende omgivelser på film, så er der aldrig noget, der slår fysiske kulisser. Den teateragtige scenografi i Das Cabinet des Dr. Caligari er stadig virkningsfuld, og den spiller en meget vigtig rolle, som historien skrider frem. Skuespillerne er mindst ligeså virkningsfulde med deres udtryksfulde mimik, der virker tilpas teatralsk.

En filmklassiker af de store

Er man oprigtig interesseret i horrorfilmens lange historie, så er der ingen vej udenom Das Cabinet des Dr. Caligari. Den er snart hundrede år gammel, men den er en fremragende horrorfilm, der bliver ved med at fascinere og skræmme på den simple måde – også de næste hundrede år.

Anmeldt i nr. 82 | 13/08/2012