The Specialist

Actionthrilleren The Specialist fra 1994 er én af de film, man kan undre sig over, at John Barry sagde ja til at komponere musikken til.

På papiret er det i hvert fald ikke lige den type af film, som Barry foretrak i denne sene del af sin karriere: en actionfilm-skråstreg-thriller med Sly Stallone i hovedrollen som en bombeekspert, der kommer op mod sin tidligere partner, spillet af den altid skurkagtige James Woods, og med Sharon Stone smidt i mikset som Stallones love interest.

Man kan også undre sig over, hvorfor producenterne i det hele taget valgte Barry til at score en film af denne type.

Rygterne vil vide, at Barry blev bragt ombord for at fremhæve filmens romantiske elementer og for at give kærlighedsscenerne en erotisk kant – eller sagt med andre ord: For at få forholdet mellem Stallones og Stones karakterer til at fungere.

Hvorom alting er: Barry blev spurgt, Barry sagde ja, og Barry kvitterede med et score, der læner sig mere op ad Body Heat (1981) end op ad Bond.

Når det er sagt, har scoret faktisk nogle forrygende eksempler på sen Barry-action, og det er givetvis disse – om end forholdsvis få – cues, der har fået nogle til at spekulere i, om det mon havde været noget hen ad The Specialist, vi havde fået, hvis Barry havde sagt ja til at komponere musikken til GoldenEye året efter.

Det er slet ikke umuligt, og spørger I mig, havde jeg klart foretrukket det frem for Eric Serras godawful score til dén film. Men sket er sket, og Barrys sidste Bond-score var for længst bag ham på dette tidspunkt.

Jazzet, sensuel spænding

Og lad os så komme til det virkelig positive, nemlig musikken. The Specialist kan nok næppe regnes som et filmisk mesterværk, og det er scoret da heller ikke, men det er dæleme godt alligevel!

Som antydet ovenfor, skal man ikke sætte scoret til The Specialist på og forvente et rendyrket Barry-actionscore.

Godt nok bar også mesterværket The Living Daylights (1987) præg af Barrys forkærlighed for langsommelige strygerflader og repeterende motiver, men der var ikke desto mindre en del mere tempofyldt action i Barrys sidste Bond-score end der er i The Specialist.

The Specialist kan overordnet karakteriseres som et jazzet, sensuelt spændingsscore med enkelte udbrud af action; sidstnævnte vel at mærke – og selvfølgelig! – i den sene Barrys stil, så forvent ikke vild action som i hans tidligere Bond-scores.

Der er ekkoer af Bond hist og her i The Specialist – selvfølgelig er der det – men det er primært ekkoer af den stil, Barry lagde for dagen i ovennævnte The Living Daylights og, et enkelt sted, i Moonraker (1979).

En udbredt misforståelse

Det er en udbredt misforståelse, at Barry generelt var en monotematisk komponist, der i store dele af sin karriere byggede sine scores op omkring ét enkelt tema med variationer.

Det er til gengæld nemt at se, hvor misforståelsen opstår, for hyppigt forsynede Barry sine scores med ét enkelt, ekstremt stærkt primært tema, som han genbrugte og varierede i større eller mindre grad gennem et score.

Så stærkt fremstår disse hovedtemaer ofte, at man ved en overfladisk gennemlytning står tilbage med indtrykket af, at sådan et Barry-score i store træk er monotematisk, men går man ned i materien, står det hurtigt ret klart, at det meget sjældent er tilfældet.

Således også her i The Specialist, hvor der dog er to meget stærke temaer, hvilket gør, at scoret ret hurtigt åbenbarer sig som multi-tematisk. Et tredje tema dukker primært op i actionmaterialet, og så supplerer Barry de fuldt udviklede temaer med mindst 12 (!) mindre udviklede motiver, hvoraf dog kun en håndfuld høres i mere end et enkelt cue.

Scorets rygrad

Rygraden i The Specialist er uden tvivl det tema, der første gang introduceres ved ca. 1:24 i “Bogota 1984” (nr. 2). Det er et vidunderligt langlinjet tema, bestående af to fraser på hver 13 toner.

Ved sin første optræden høres temaet i strygerne, men siden hører vi det også fremført af bl.a. saxofon (f.eks. i “The Specialist in Miami”, nr. 3, ved ca. 0:06) og trompet (“May and Ray at the Cemetery”, nr. 4, ved ca. 0:18).

I den udgave, man hører i “The Specialist in Miami”, hvor temaet altså fremføres af saxofonen over et afdæmpet strygerakkompagnement, er det meget svært ikke at få associationer til Jerry Goldsmiths score til The Russia House (1990), og helt generelt er der flere steder i The Specialist, hvor man føler slægtskabet med Goldsmiths jazzede spændingsscore.

Dette langlinjede og vidunderligt formbare tema – det kan fremstå som alt fra lettere traurigt, over sensuelt til actionpræget, afhængigt af orkestrering og tempo – er uden tvivl scorets hovedtema, og det er da også det, der optræder allerflest gange: Det høres i 12 af albummets 22 tracks.

Skarp konkurrence

Hovedtemaet har dog skarp konkurrence af det, der må betragtes som kærlighedstemaet. Og selvom hovedtemaet også høres i sensuelt jazzede variationer, er det kærlighedstemaet, der for alvor giver The Specialist et nært slægtskab til et score som Body Heat.

Kærlighedstemaet dukker første gang op i “May Dances With Thomas” (første del af nr. 5), her indledningsvist fremført af soloflygel, inden saxofon, trommer (spillet med whiskers) og elbas slutter sig til ved 0:46.

Under min gennemlytning af scoret skrev jeg i mine noter, at temaet her fremstod som “dusty private eye-flygeljazz”, og ja, man er bestemt lovligt undskyldt, hvis man for sit indre øje ser billeder af et støvet privatdetektivkontor, gerne med en sexet femme fatale på skrivebordet.

Kærlighedstemaet optræder dog ikke kun i denne sensuelle jazzudgave; det høres også orkestreret for strygerne, hvor det både kan fremstå klassisk romantisk (f.eks. i “May’s Room”, nr. 13 ved ca. 0:18) og mere nervøst (f.eks. i “After Tomas”, nr. 7, ved ca. 1:50).

Og alt det andet

Til sammen udgør hovedtemaet og kærlighedstemaet scorets rygrad – eller måske skulle man måske nærmere, rent billedligt, se dem som en dobbeltspiral, som et stykke DNA.

Hertil kommer “alt det andet”, som ikke må misforstås som en nedgørelse af resten af scoret; blot som en konstatering af, at “alt det andet” spiller en væsentligt mindre rolle i scorets samlede udtryk.

Væsentligst af det resterende materiale er det actiontema, der indleder scoret i “Main Title” (nr. 1), og som repræsenterer scorets mest tempofyldte materiale.

Det er en klassisk Barry-konstruktion, der – bortset fra fraværet af Bond-temaet, naturligvis – fint kunne have indgået i Barrys score til f.eks. The Living Daylights, og det er formentlig dette materiale, der har fået nogle til at spekulere på, hvordan et Barry-score til GoldenEye ville have lydt.

Foruden i det første cue, høres actiontemaet yderligere en håndfuld gange, nogle gange også blot repræsenteret ved den indledende frase – en fanfare på fire toner.

Blandt andet er der er en fin, lidt langsommere, spændingsvariant af temaet i “Bomb for Tomas” (anden del af nr. 11 ved ca. 1:44) og en fornem, dramatisk variation indleder “You Go In And Get Him” (nr. 19).

Mange mindre motiver

De mange mindre motiver, der ikke helt er temaer, men som alligevel er klart identificérbare idéer, har ofte som rolle at fungere som bindemiddel i enkelte cues, selvom nogle af motiverne dog optræder på tværs af flere cues.

Det gælder f.eks. for det spændingsmotiv, der første gang høres i “The First Bomb” (første del af nr. 8) ved ca. 0:51 – orkestreret for flygel, strygere og vibrafon – og som dukker op igen i “The Parking Lot Bomb” (nr. 10) og “The Death of Tomas” (nr. 12).

Faktisk er alle motiverne, uden undtagelse, spændingsmotiver, og det er også i motiverne, at de klareste paralleller til Barrys Bond-musik træder frem.

Det gælder f.eks. det motiv, der høres første gang i “After Tomas” (nr. 7) ved ca. 0:48 – for strygere, flygel og træblæsere – og som dukker op en enkelt gang siden. Bond-slægtskabet er også tydeligt i et motiv, der kun høres i et enkelt cue, “Closing in on Ray” (nr. 16) ved ca. 1:45, dette orkestreret for strygere og træblæsere.

Endelig kan nævnes det motiv, der høres i “Ray Meets May at Her Funeral” (nr. 14). I sin langsomme marchform er dette motiv en klar efterkommer af Barrys berømte “Capsule in Space” fra You Only Live Twice (1967), men i sin herværende form klart mere beslægtet med Moonraker (1979), hvilket særligt bliver tydeligt ca. 40 sekunder inde i cuet, hvor strygere og lav flygel får akkompagnement af et spøgelsesagtigt kor.

Effektiv actionmusik

Mens spændingsmusik altså er en ret hyppig foreteelse i scoret til The Specialist, er regulær actionmusik mere sjældent og kommer – med en enkelt undtagelse – som regel som kortere passager i cues, der derudover kan byde på alt fra spænding til hovedtema og kærlighedstema.

Der er dog en enkelt, markant undtagelse som fortjener at blive fremhævet, nemlig det ekstremt effektive actioncue “There Goes the Hotel Room” (første del af nr. 17).

For John Barry anno 1994 er musikken i dette cue både eksplosiv og tempofyldt, hvortil kommer, at cuet faktisk er virkelig dynamisk, med flere forskellige sektioner – med andre ord er det ikke bare det samme actionmotiv, Barry gentager igen og igen.

Interessant nok gør Barry i lige præcis dette (i øvrigt også meget Bond-agtige) cue ikke brug af det ellers etablerede actiontema; i stedet inkorporerer han løbende (og ret subtilt) tre-fire toner fra hovedtemaet – et rigtig fint greb.

Fornemt hovedtema gør markant indtryk

Med al denne snak om spænding og action kunne man forledes til at tro, at alle mine indledende advarsler om ikke at forvente et actionscore, var overdrevne. Det er selvfølgelig også til en vis grad sandt, for der er både spænding og action i The Specialist.

Men når man lytter til scoret fra ende til anden, er det ikke desto mindre det jazzede kærlighedstema og det langlinjede hovedtema, der udgør det primære indtryk af scoret. Ja, de to temaer er bestemt suppleret af passager med fin, fin spændingsmusik og effektiv action, men det er det noir-agtige, jazzede musikalske udtryk, der dominerer.

Er det en dårlig ting? Nej, bestemt ikke. Især ikke fordi de to primære temaer er så stærke, som de er. Som sædvanligt kan man regne med, at Barrys tematiske materiale er i en klasse for sig selv. Kærlighedstemaet er fremragende, men for mig er det især det fornemme hovedtema, der gør et markant indtryk.

Udenfor komfortzonen

The Specialist skulle ikke være sidste gang, John Barry trådte udenfor sin komfortzone (seriøse dramaer) hen mod slutningen af sin karriere. Mercury Rising fra 1998 er vel nok det sidste markante eksempel, selvom også Enigma – Barrys sidste score – fra 2001 også er en thriller.

Scoret til Mercury Rising er dog også et eksempel på, at Barry ikke altid var interesseret i at levere det, filmens bagmænd havde i tankerne, for store dele af det score blev kasseret, og Carter Burwell bragt ombord for at spiffe spændingen op. Det vender jeg tilbage til i en senere anmeldelse.

Her er det kun relevant at nævne, fordi The Specialist på samme måde som Barrys Mercury Rising-score er et rendyrket John Barry-score, hvor John Barry komponerede den musik, John Barry var interesseret i at komponere, og i mindre grad den type musik, man kunne forvente til at en film af lige præcis den type.

Om folkene bag The Specialist virkelig havde forventet den type musik, Barry leverede, og om de virkelig synes, den var god, melder historien intet om, men i det mindste blev den ikke droppet fra filmen. Men én undtagelse.

Chefen for Warner Bros.’ musikafdeling valgte at droppe Barrys end credits-musik til fordel for en sang, hvilket fik Barry til i et interview at kalde nævnte Warner Bros.-boss en “wanker”. The Specialist var sidste gang, Barry arbejdede på en Warner-produktion.

Til gengæld sluttede det med lidt af et brag. The Specialist er et ganske forrygende score, særligt hvis man er til Barrys støvede, sensuelle jazz a la Body Heat og Hammett (1982). Og det bliver naturligvis kun bedre, når man krydrer det med fin Barry-spænding og topper det hele op med et drys forrygende action.

Nummerliste:
1. Main Title (1:41)
2. Bogota 1984 (2:49)
3. The Specialist in Miami (2:34)
4. May and Ray at the Cemetery (1:52)
5. May Dances With Tomas / “Did You Call Me” (2:34)
6. Ray Covers May / “Did You Call Me” (2:37)
7. After Tomas (2:56)
8. The First Bomb / Ray’s Place (2:57)
9. Explosive Trent (1:56)
10. The Parking Lot Bomb (2:31)
11. Don’t Touch Me Ned / Bomb for Tomas (3:17)
12. The Death of Tomas (2:07)
13. May’s Room / “Did You Call Me” (1:26)
14. Ray Meets May at Her Funeral (2:34)
15. Let’s See That Beautiful Face / “Did You Call Me” (2:43)
16. Closing In On Ray (2:57)
17. There Goes the Hotel Room / The Fight (2:20)
18. May Meets Joe / I’m Not a Woman You Can Trust (2:59)
19. You Go In and Get Him / “Did You Call Me” (4:05)
20. The Whole Place is Wired / She’s Hot Ray (3:25)
21. Get To Hell Out of Here (2:15)
22. You Bastard / How Did You Feel? / Better! / “Did You Call Me” / End Title (3:09)

Total spilletid: 57:44

Anmeldt i nr. 240 | 13/11/2025