Vi møder vores hovedperson, den stoiske træmand Adam Clay. Adam er biavler, vi er i Massachusetts, USA, ude på landet.
Clays nabo er den søde og rare Eloise Parker, der er pensioneret skolelærer. Bemærk her, at Eloise bliver spillet af selveste Phylicia Rashad, der spillede Clair Huxtable, den skønne hustru i The Cosby Show (1984-1992), en serie, man ikke snakker så meget om længere, efter Bill Cosbys ugerninger. Men engang var Phylicia Rashad definitionen på en skøn amerikansk mor.
Adam og Eloise er blevet gode venner. Men så går det galt. Eloise, der tror det bedste om mennesker, bliver snydt. Noget så grusomt!
Hun sidder ved computeren. En virusbesked dukker op. og hun tager, med de bedste intentioner, kontakt til dem, der skriver, at de kan hjælpe hende.
Så lynhurtigt er hun havnet i fælden. Eloise bestyrer en konto for en velgørenhedsorganisation, og svindlerne hugger de to millioner dollars, der står på den konto. Eloise begår efterfølgende selvmord.
De dumme svin!
Det værste, man kan gøre, er at gå efter uskyldige gamle mennesker som Clays søde nabo, og til det har Clay følgende at sige:
“Stealing from an elderly person is like stealing from a child. In some ways it’s worse. When someone hurts a child, there are people who care, parents to step in. When someone hurts an older person, they are often left to face the hornets alone.”
Så nu vil Clay hævne Eloise. Han finder frem til dem, der har fusket hende, og finder ud af, at de bare er toppen af isbjerget.
Og Clay, der naturligvis er en superactionmand og tidligere medlem af den hemmelige organisation The Beekeepers, har alle de værktøjer, man skal bruge for at smadre korruption. Og han er voldsparat og sur.
“I believe you. But there are laws for that.” siger den flinke, kvindelige FBI-agent. Filmens hovedperson, selvtægtssupermanden, svarer: “There are laws for that. Until they fail. Then they’ve got me.”
For at skære det helt ud i pap, så er der i selvtægtsfantasien forskel på loven og retfærdigheden, som Clay siger: “You decide who you work for. For the law … or for justice.”
Selvtægtspornografien
De onde, korrupte og nederdrægtige typer får som fortjent. Og lidt mere til. Filmen retfærdiggør voldsspiralen og vores selvtægtshovedperson ved at lade skurkene være nogen, der går efter søde og helt almindelige mennesker.
Det er skurke, der uden skrupler og som et kobbel ulve fra Wall Street, narrer pengene fra de uskyldige.
Og for at sætte trumf på, og for at give selvtægtshelten lov til det hele, ja, så har skurkene naturligvis et tæt bånd til rige svin i toppen af samfundet. Helt oppe i den øverste top.
Så er vi tilbage ved selvtægtspornografien. For som i torture porn-subgenren er der i film som The Beekeeper en nærmest pervers skildring af selvtægten, af volden, af dyrkelsen af skurkene, der får som fortjent.
Det er både i forhold til voldskoreografien, altså når skurkenes kroppe smadres, men også i hele tilgangen til selvtægt og den kontrakt, filmen laver med sit publikum: Vi ved godt, at man ikke må udøve selvtægt, men vi ved også godt, at I nyder at se helte, der fanger de skurke, som loven ikke kan fange.
Den klassiske actionhelt
I forhold til actionhelten, så er Clay af den helt klassiske støbning. Han er den ensomme ulv med en fortid som supersoldat, han har en retfærdighedssans som en uspoleret drengespejder OG skurkene kender til ham.
Se blot denne skønne sekvens, hvor skurken Derek taler med skurken Wallace. Derek siger: “You’re scared.” Wallace svarer: “I am indeed, I’m terrified, and so should you be.” Derek fortsætter: “Wallace, just tell me what the fuck this guy is.” før Wallace sætter trumf på: “He’s probably the last pair of eyes that you’re ever gonna sneer at.”
Smukt. De ved, hvad der snart rammer dem: en actionhelt, der får den straffende Gud fra Det Gamle Testamente til at ligne en kordreng.
I min verden, i min fantasi, ser jeg for mig en børnehave. I ved, én af den slags, hvor ungerne er delt op i stuer, der har farver.
Jeg forestiller mig, at jeg går ind i børnehaven for at besøge den blodrøde stue. Når jeg kommer ind på stuen, ser jeg en masse drenge. Jeg ser Jack Bauer, Harry Callahan, Bryan Mills, Frank Castle, Batman, Paul Kersey, John Wick, Robert McCall og Chuck Norris Og som den mest råbende og aggressive ser jeg Adam Clay, drengen der senere bliver The Beekeeper.
Klichétung, beskidt og effektiv
Det er den følelse, man får efter at have set The Beekeeper. Filmskaberne har kigget på alle tidligere selvtægtshelte, og så har de tænkt, at vi gør det vildere.
For Adam Clay er én af filmhistoriens mest opkogte selvtægtshelte. Det er en klichétung fortælling for at sige det mildt, men det er samtidig også en solid actionfilm med en Jason Statham i fornem Statham-form.
Og det er skønt, hvis man indstiller det moralske kompas på “selvtægt” og “alle kneb gælder, når de onde skal straffes”, selvom det også godt kan efterlade dig med en, ha ha, bismag i munden.
En film med en moral og en opbygning som i de skønne actionfilm fra de gode gamle dage. Man jubler, griner og frydes, og man føler sig lidt beskidt, mens man gør det.
Instruktør: David Ayer
Manuskript: Kurt Wimmer
Cast: Jason Statham (Adam Clay), Phylicia Rashad (Eloise Parker), Josh Hutcherson (Derek), Jeremy Irons (Wallace)
Foto: Gabriel Beristain
Klip: Geoffrey O’Brien
Musik: David Sardy og Jared Michael Fry
Spilletid: 105 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2024
Anmeldt i nr. 220 | 13/03/2024
Stikord: Selvtægt