Der er delte meninger om den legendariske tegneserieskaber Frank Miller. Det har der altid været, men det er blevet mere intenst med årene, især i en tid hvor folk nemt kan blive stødt af en eller anden grund.
Særligt i dag stiller folk spørgsmålstegn ved hans relevans som tegner, når man ser hans seneste output af tegninger, hvor han tager større og større friheder med anatomien i diverse superheltefigurer. Det har ofte resulteret i sure opstød, der florerer på de sociale medier, hvor had dominerer i øjeblikket uanset emne.
Millers værker som Batman-tegneserien The Dark Knight Returns (1986), Ronin (1983-84) og 300 (1998) bliver stadig kultdyrket af alverdens tegneseriefans i dag, og det gælder især hans film noir-inspirerende tegneserie Sin City (1991-2000).
Sin City-serien består i alt indtil videre af The Hard Goodbye (min favorit), A Dame to Kill For, The Big Fat Kill, That Yellow Bastard, Family Values, Booze, Broads, & Bullets og Hell and Back.
Der findes også den fantastiske filmatisering Sin City (2005), som Robert Rodriguez lavede i samarbejde med Miller. Filmen hører stadig til en af de mest perfekte tegneseriefilm nogensinde, mens toeren Sin City: A Dame to Kill For (2014) var en skuffende film, der kraftigt stod i skyggen af forgængeren.
I forbindelse med den anden Sin City-film udgav forlaget Dark Horse Comics en kunstbog, der hyldede Millers arbejde med sin tegneserie og fik den meget oplagte titel The Art of Sin City.
Vejen til Sin City
Fra sidst i 1980’erne og hele vejen op igennem 1990’erne skete der en stor forandring med Frank Millers streg. Den startede med at være semi-realistisk, som man husker fra hans fantastiske periode på Marvel Comics’ Daredevil, der var med til at forny figurens popularitet, og Miller skabte den smukke og farlige lejemorder Elektra til serien.
Så i forbindelse med hovedværket The Dark Night Returns, begyndte Millers streg at blive mere ekspressionistisk i sit udtryk, med den gamle og mere barske Batman, der vender tilbage fra sit skjul og bekæmper sine fjender med voldelige metoder.
På mange måder blev det episke tegneserieværk startskuddet på Millers vildere tilgang til tegneserier, der førte skabelsen af Sin City.
Millers udtryksfulde streg og især sort/hvid i Sin City var ret nyt at opleve for hans fans. Brugen af negative space (dvs. brug af rummet mellem ting og figurer) skabte slående resultater, der matchede den grumme tone i de vilde historier.
Fra skitser til færdige sider
I The Art of Sin City ser man et udpluk af Millers skitser. Mange af siderne i Sin City-tegneserierne bestod af store paneler, hvor Miller brugte meget plads på at give sine tegninger et filmisk udtryk, så den tilgang krævede naturligvis noget planlægning med brug af omfattende skitser.
Der er stor brug af rød tusch på skitserne, men jeg går ud fra, at det er brugt til at markere, hvor de store skyggeflader skal være på tegningerne.
Bogen byder på flotte reproduktioner af de klassiske sider fra blandt andet det første bind, The Hard Goodbye, hvor man ser Marv i aktion; ham, der i filmene blev spillet perfekt af Mickey Rourke.
Der er også de flotte farvelagte forsider, der blev brugt til de oprindelige udgivelser af tegneserien. Farvelægningen blev lavet af Millers daværende kone Lynn Varley, der også stod for det flotte farvearbejde i The Dark Knight Returns, Ronin og 300.
Dark Horse Comics har altid udvist stor respekt for Millers grafiske arbejde med deres håndtering af det på tryk, og det går også igen her i The Art of Sin City.
Mest for fans af Sin City
Frank Millers bogstaveligt talt sort/hvide tegneserie-univers har en loyal fanbase, der nyder hans politisk ukorrekte tilgang til vold og sex, så det selvsamme publikum vil uden tvivl nyde The Art of Sin City.
Selve bogen føler jeg kunne være meget mere fyldig, med flere sider der viser Millers skitsebøger samt eventuelt nogle kommentarer fra manden selv, men der er det, der er, og det er også værd at gå efter for enhver fan af tegneserie-legendens mørke serie.
Forfatter: Frank Miller
Forlag: Dark Horse Comics
Format: Hardcover
Udgivelsesår: 2014
Sideantal: 128 sider
Anmeldt i nr. 221 | 13/04/2024