Texas Longhorn nr. 4

5 minutters læsetid

Det første, som faldt mig i øjnene ved det selvproklamerede horror- og sci-fi-nummer af Texas Longhorn, var en lang navneliste over bidragyderne – der med et par få undtagelser intet havde at gøre med hverken horror eller sci-fi.

Der var Gyldendal- eller Gladiatorforfattere som Ida Marie Hede, Lea Marie Løppenthin og Hans Otto Jørgensen. Så var der en del, jeg ikke anede hvem var. Et par navne på dygtige illustratorer som John Kenn Mortensen. Og endelig et par levende eller døde veteraner som Turell, Neutzsky-Wullf m.fl.

Det himmelråbende var selvfølgelig manglen på de forfattere, der herhjemme konstituerer miljøet for horror- og science fiction.

En selvfed pølle

Her bruger vi ikke kommaer.
Her bruger vi ikke kommaer.

Så kunne man tro, at det skyldes, at ingen af dem har sendt ind til magasinet, men det ved jeg, at de har. Jeg undlod selv at gøre det, fordi jeg, indrømmet, er forhåndsnegativ over for alt, der kommer fra Gladiator.

Jeg betragter Texas Longhorn som en ironisk, selvfed pølle, og i min verden egner det sig kun som toiletpapir eller brændsel. Men – for at blive på sporet – jeg har hørt, at en del af mine kollegaer inden for det fantastiske har indsendt bidrag, og de er øjensynligt alle blevet afvist. Visse fik ikke engang afslag, én fik et afslag med begrundelsen, at bidraget var for urealistisk.

En kredsen om navlerne

Vi bruger stadig ikke kommaer, og nu snakker vi også i hippie-tåger.
Vi bruger stadig ikke kommaer, og nu snakker vi også i hippie-tåger.

Og her er vi fremme ved noget af det vigtigste for at forstå, hvordan det kunne gå så skide galt med den her udgivelse, og også hvorfor min forhåndsnegativitet var endnu større i forhold til netop en horror- og sci-fi-udgivelse fra Gladiator.

Fiktionen fra den lejr kredser utroligt meget om navle, og det fungerer sjældent godt i horror og sci-fi. Ophøjelsen af individet – det juvenilt selvoptagede – kolliderer med en ægte udførelse af horror, som serveres bedst kold, nihilistisk, kosmisk, som vi ser det mesterligt udført i værker af Machen, Lovecraft, Blackwood, Lefanu, Barker, Ligotti etc. etc.

Der er måske (et temmelig stort måske) en bro til den selvoptagede, unge kunstler (bevidst tastefejl!) i Poe eller Grabinski, der dyrker neuroser og indre monstre, men nej, egentlig ikke – for de bliver også uhyggeligt konkrete, når de først går til biddet.

Og den konkrete rædsel savner man virkelig i Texas Longhorns fjerde magasin. Den metaforiske rædsel kan på den uindviede måske virke mere ’litterær’, men det er den sjældent; i førnævnte mastodonters største landevindinger er bøhmanden uhyggelig konkret, og det gavner.

En dårlig undskyldning

Say what??
Say what??

I det nyeste nummer af Texas Longhorns leder – som ikke er underskrevet – fastslås det da også, at der ønskes at brydes med de faste genrerammer. Det er en helgardering, kan man sige – en carte blanche til at blive i comfort-zonen og skrive autofiktion med kun en meget svag forbindelse til det fantastiske.

Efter indledningen om ikke at lade sig begrænse af snærende genrerammer, følges ironisk nok op med noget klichéfyldt ordflom om, at horror er som at svømme på dybt vand og ikke kunne se bunden – jeg ville nok heller ikke have underskrevet den leder, hvis jeg havde begået den! Men ”Endnu engang: Kære ven! Velkommen”, som der skrives.

Min anmeldelse af/rant om magasinet går ikke ud på at hænge forfatterne ud, for forbrydelsen ligger i sammenstykningen og den totalt forfejlede overordnede vision, men jeg bliver nødt til at gå lidt i detaljer.

Første bidrag er Solaris, hvor en kræftsyg (”kræften ulmer i din venstre lunge”, hvis læseren skulle være i tvivl) kigger på nogle sci-fi-dvd’er og -bøger, der ligger på gulvet (her den eneste kobling til det fantastiske!), og drømmer sig væk til fjerne galakser.

I Panser (uddrag af noget længere) præsenteres vi for en masse familiefnidder og noget med en dum kæreste og så et mord – mordet skal vist gøre det ud for horror, tror jeg, men det er for lidt.

Træerne er en form eksistentialisme i den mere lommefilosofiske afdeling og ikke særligt sigende, hvis man har forladt efterskolen.

Hans Otto Jørgensen bidrager med et postapokalyptisk digt, der åbenbart var ham magtpåliggende at få med, med trættende hippiestatements som ”Indianeren, den måske mest fuldendte skabning jorden har set”.

Stort set intet horror eller sci-fi

Men når enden er god...
Men når enden er god…

Spole, spole. Vi trakteres med familietragedier og psykisk sygdom i Det er David der er død. Endnu ingen horror at spore. Heller ikke sci-fi. Bare sædvanligt Gladiator-pensum. Et tilfældigt møde, der ender med ingenting i Roy.

Det ville være galt at kalde magasinets sidste bidrag Bad Mexican Dog studentikos, for den er velskrevet, men har heller ikke noget med horror eller sci-fi at gøre – med mindre vi er derude, hvor livets hårde odds defineres som horror.

Nå ja, og så er der jo Ernesto Dalgas og et kapitel fra Dan Turells udmærkede vampyrbog, men det er jo snyd. Tegningerne er dog flotte, må man sige. Halfdan Pisket. John Kenn Mortensen. Adam O. Det eneste store spørgsmål er bare, hvad de laver i det magasin?

Mange af tekstbidragene er i bedste fald studentikose – nærmere folkeskolestile – og/eller fyldt med prætentiøst fis for folket som umotiverede plamager af engelsk eller udbrud som ”Let’s go Nietzsche, råber hundeejeren til sin hund”!

Summa summarum byder Texas Longhorn her på mere sært, indforstået fis, og redaktionen er gået i en bue udenom de forfattere herhjemme, der bidrager stærkt til de fantastiske genrer.

Man fornemmer atter med Gladiator, at en gusten magtelite ynder at pumpe unge skribenter op til noget, de ikke er (endnu), forme dem og sole sig i hæderen. Hvorfor det skulle gå ud over horror og sci-fi denne gang, vides ikke.

Mangelfuld redigering, jammerligt magasin

Redigering og opsætning er heller ikke just imponerende. Der er for mange taste- og grammatikfejl, der skulle være fanget, og sidetallene flyver rundt, så de i dele af bladet er halvt forsvundet i den øvrige beskæring eller næsten kolliderer med bidragenes overskrifter.

Man kunne næsten ønske sig, at den nok så konkrete Mr. Hyde ville gå løs på oplaget af dette ugudelige nummer fire. Måske endda tampe livet ud af trykpressen, så vi undgår en femmer, der kaster sig over fantasy, noir eller dekadent litteratur!

1 stjerne

Titel: Texas Longhorn nr. 4
Bidragsydere: Luca Engberg Talamona, Jacob Kjær Bødker, Masar Sohail, Nikolai Lutohin, Ida Marie Hede, Nicolai Howalt, William Lippert, Simon Stålenhag, Kamilla Rohr, Cecilie Enevold Nielsen, Lærke Jessen, Anna Ida Pezzot, Palle Nielsen, Jonas Eika Rasmussen, John Kenn Mortensen, Lea Marie Løppenthin, Adam O, Ernesto Dalgas, Halfdan Pisket, Hans Otto Jørgensen, Antonio Sant’elia, Erwin Neutzsky-Wulff, Dan Turèll, Johannes Heldén, Matilde Westawik Gaustad, Kirsten Thorup
Forlag: Gladiator
Udgivelsesår: 2016
Sideantal: 96 sider

Anmeldt i nr. 129 | 13/07/2016

Jonas Wilmann (f. 1979) forfatter, primært indenfor genrerne horror og fantasy. Står bl.a. bag bøgerne Frygt-filerne, Udkantshistorier og By: Et levende mareridt. Tidligere skribent på Horrorsiden. Blogger af og til om bogbranchen på Litteratursiden

2 Comments

  1. til Jonas

    Jeg er ved at skimme bladet igennem. Jeg er ikke horror forfatter eller har noget med Gladiator at gøre, så jeg er nogenlunde neutral.
    Historien om “Roy” handler om en kvinde som møder en vampyr, Roy. (Novellen kommer lige efter artiklen om Bram Stoker) Der er en tydelig reference til social realismen i “Lad den rette komme ind”.

    “Attentat på menneskeheden” handler om to politi folk som finder liget af en kat. Det er bare ikke en kat, jorden er invaderet af rumvæsner som tager skikkelse af almindelige dyr. citat- “Min mormor blev dræbt af en hættemåge”.

    Nu har jeg kun skimmet bladet, men teksterne indeholder masser af sci-fi, masser af horror så vidt jeg kan se. Det er bare altsammen underspillet på den typiske danske “Lad os nu ikke komme for godt i gang” måde.

    Hvilket selvfølgelig er en skam. I andre lande kan man godt skrive “Jens er en fucking dæmon”.
    I Danmark skal man skrive “Jens er socialrådgiver. Nogen gange ser man et dæmonisk glimt i hans øjne”. Det skal være “køkkenvask”- realisme, ligemeget hvad.

    Men jeg vil anbefale folk at samle bladet op og se om de får noget ud af det. Det er utroligt sølle at bladet ikke har taget imod bidrag fra etablerede genre forfattere.

    vh Simon

    vh Simon

  2. Hej Simon. Tak for din kommentar. Jeg genlæste lige “Roy” og kan stadig ikke se, at han skulle være en vampyr. Der er ikke rigtig noget i teksten, der signalerer det. I så fald har teksten et formidlingsproblem, og det berører selvfølgelig også det, du – og jeg – er inde på; at der er en angst for at gå all-in på det fantastiske. Og selvom man så kan læse et eller andet ind i en historie som “Roy”, kunne man lige så godt læse den som socialrealisme. “Attentat på menneskeheden” forstod jeg heller ikke på samme måde, som du gør. At dyr har vendt sig mod mennesker og efterfølgende er blevet udryddet, er i mine øjne ikke lig med ruminvasion – så har vi igen et problem med formidlingen, hvis du er sikker på, at det var forfatterens hensigt. Det slog mig mere som et klassisk opgør mellem natur og kultur, som også er et eviggyldigt tema i gotikken, men som meget gerne må forløses med noget mere krop – som historien står nu, er den i mine øjne bare et lille, pusseløjerligt ræb. Og angående dine to sidste spalter af kommentaren, jo, der er vi helt, helt enige. Mvh Jonas

Skriv et svar

Your email address will not be published.