Sharksploitation

“This was no boat accident.”

Ja. De fleste kender hajfilmen som subgenre. Eller alle kender i hvert fald den største hajfilm af dem alle, nemlig Steven Spielbergs mesterlige Jaws (Dødens gab) fra 1975.

Hajfilmsdiskussion på bodegaen

Men der er lavet mange flere hajfilm end mesterværket fra 1975. Bare ikke så mange gode af slagsen.

Ja, hvis man skal være fræk/realistisk er der vel ikke meget mere end en håndfuld deciderede fremragende hajfilm? Den diskussion kan du tage med dine venner på en bodega en lørdag aften.

Men det ikke rykker ikke ved, at hajfilmen fortjener sin egen lille, fine plads i filmhistorien. I vores egen lille andedam har vi faktisk en decideret hajfilmsekspert, Christian Bogh.

I 2021 udkom Christians bog Fra gud til filmskurk, og Christian optræder også i denne dokumentarfilm. Christian er også skribent her på Planet Pulp, men det har ikke nogen indflydelse på min vurdering af filmen, så skulle det være på plads.

Hvis man læser Christians bog og husker tiden omkring, da Sharknado (2013) landede, så ved man, at der både er en stor interesse for hajfilmen, OG at der er produceret mange, mange hajfilm.

De fleste af dem er decideret rædsomme, de fleste af dem er hurtigt producerede exploitation-film med fokus på bar hud, blod og død og jammerlige effekter.

Så i det ene ringhjørne har vi mesterværket Jaws, og i det andet ringhjørne har vi film som Mega Shark vs. Giant Octopus (2009) og de andre rødder.

Det er dette blodige farvand, instruktøren Stephen Scarlata er hoppet i med begge ben i hans forsøg på at skildre hajfilmen som genre. Det er modigt gjort og er på mange måde også et ganske vellykket favntag med en meget spraglet genre.

Strukturen

Dokumentarfilmen er, ganske klassisk, bygget op omkring en række af interviews tilsat arkivbilleder og filmklip.

Der er både marinbiologer, filmproducenter, forfattere, manuskriptforfattere, skuespillere, filminstruktører, eksperter, effektfolk, filmhistorikere og andre.

I filmens indledning præsenteres de medvirkende personer (med lidt taletid og deres titel) og genren generelt.

Derfra svømmer vi videre til uddybningen, hvor hajen, og havet, præsenteres som mytologiske og biologiske størrelser.

Så følger der eksempler på tidligere hajfilm (hvor hajen “bare” er en del af filmen, uden at den har den fremtrædende rolle som den senere får); film som Tiger Shark fra 1932.

Så kommer turen til Bond-filmen, som har en særlig placering i hajfilmshistorien. Her bliver hajen brugt som skurkens forlængede dræberarm. Generelt er der mange fine anekdoter fra de medvirkende i denne del af filmen, ikke mindst om Bond-skurken Jaws.

Og lidt efter om gummihajen i Batman fra 1966.

Dødens gab

“Your husband’s all right, Mrs. Brody. He’s fishing. He’s just caught a couple of stripers. We’ll bring ’em in for dinner. We won’t be long, we haven’t seen anything yet. Over and out.”

Så er vi fremme ved 1975. Her ser vi først arkivmateriale med Peter Benchley, forfatteren der skrev bogen Jaws fra 1974, og vi hører teorier om, hvordan hajer opfører sig og hvad der er troværdigt OG hvad der ikke er troværdigt ved Jaws. Og så kommer der en masse om selve Jaws.

Der bliver også brugt krudt på den store indflydelse, Jaws fik på populærkulturen, og at den banede vejen for film som Orca fra 1977 og Piranha fra 1978, ikke deciderede hajfilm, men film, der følger Jaws-formlen.

Her dukker Joe Dante også op og fortæller om tilblivelsen af Piranha. Skønt.

Vi hører også om alle de andre kopier og efterfølgere til Jaws. Og om en ny, skøn hajfilm, der udkommer i 1999, nemlig Deep Blue Sea, som også er en af mine personlige favoritter.

Skraldespanden

Og så sker det. Lidt over halvvejs i dokumentarfilmen rammer vi hajfilmsskraldespanden; de film, der ofte er så dårlige, at de er morsomme. Men ofte er de bare storslemme – bare spørg Christian!

Her får vi et spændende indblik i kopifilmsindustrien og C og D-filmene, og her dukker der folk fra Asylum-firmaet op og fortæller om deres tilgang til filmmediet. At man eksempelvis ofte først finder på titel OG laver plakaten, før filmen skrives og produceres.

Vi møder også David Worth, som er instruktøren på “perler” som Shark Attack 2 (2000) og Shark Attack 3: Megalodon (2002). Velbekomme.

Det er herligt kulørt og spækket med skønne filmklip og sjove anekdoter fra de medvirkende.

Heldigvis kommer der også en bølge af nye seriøse hajfilm, eksempelvis Open Water (2003), Reef (2010) og The Shallows (2016).

Fra miljøet til zombiens møde med hajen

Derefter skifter filmen karakter. Nu kommer det til at handle om havet, om biodiversitet, om at man ikke må overfiske. Det er ganske sympatisk og vellavet, men det havde passet bedre i en anden film.

Filmen slutter, heldigvis, med flere klip, eksempelvis fra zombiefilmen Zombi 2 fra 1979, hvor der er en kamp mellem en zombie og en haj, og filmen afsluttes med nogle fine tanker om, hvad der kommer til at ske med hajfilmen som genre.

Udover de allerede nævnte optræder folk som Roger Corman, Mario Van Peeples, Joe Alves og Rob Schrab.

Fin dokumentarfilm – men for kort

Alt i alt er Sharksploitation en fin og vellavet dokumentarfilm, hvor instruktørens kærlighed til emner skinner igennem.

Filmen er fornemt researchet og billedmaterialet er i top, både interviews og arkivbilleder. Strukturen er fin, og man får et godt indblik i en skøn subgenre.

Filmens største problem er, at den vil for meget. Der er simpelthen FOR mange eksperter med, for mange vinkler, og den kunne sagtens have klaret en meget længere spilletid end de 106 minutter, den varer.

Og så er der brugen af den ellers sympatiske del med miljøet, som burde være skåret væk og brugt i en anden film.

Men det er en dokumentarfilm, jeg vil anbefale på det varmeste – både til dem med interesse i filmhistorien og mere specifikt til dem, der elsker hajfilm.

Anmeldt i nr. 215 | 13/10/2023

Stikord: Dokumentar, Hajer