Nr. 234 – 13. maj 2025

Mogens har haft nogle mere eller mindre sammenhængende tanker om AI…

Gennem det sidste stykke tid har jeg gået og funderet en del over AI. Mine tanker har dels været foranlediget af, at jeg gennem et stykke tid har leget med forskellige aspekter af generativ AI, dels af forskellige kommentarer om AI på sociale medier – sidstnævnte kommentarer primært af negativ karakter.

AI deler i den grad vandene, og det kan jeg sagtens forstå. For nogle er generativ AI noget, Fanden har skabt; for andre er det et værktøj, der giver dem muligheder, som de ellers ikke ville have.

Sidstnævnte er måske især tilfældet blandt dem, der ville ønske, de kunne tegne eller male, men som ikke har evnerne; her har AI-værktøjer som f.eks. Midjourney eller ChatGPT’s DALL-E åbnet hidtil lukkede døre.

Ikke overraskende er præcis denne type billedgenererende AI’er ekstremt udskældte af kunstnere og grafikere, for dels er AI’erne trænet på materiale, der for en stor dels vedkommende er tyvstjålet, dels truer den slags AI’er kunstnerne og grafikerne på deres levebrød.

Også andre typer AI’er er allerede på banen og vil kun blive mere raffinerede indenfor de kommende år – f.eks. musikskabende AI’er, trænet på stjålet musik, og med potentiale til at true musikere og komponister på deres levebrød.

De rent tekstbaserede AI’er er også blevet skældt ud, fordi også de er trænet på ulovligt tilgået materiale, men vi har vist endnu til gode at se forfattere eller journalister føle sig decideret truet på deres levebrød – så gode er AI’erne heldigvis ikke endnu.

Endnu.

For det skal nok komme. Der er en grund til, at der var specifikke klausuler om AI i den aftale, der blev indgået mellem WGA (Writers Guild of America) og produktionsselskaberne i Hollywood i forbindelse med den langvarige forfatterstrejke i 2023.

På et eller andet tidspunkt bliver det nok også nødvendigt for komponisterne at gøre det samme. Indenfor special effekt-branchen er AI også anledning til stor bekymring.

Ovenstående handlede om filmbranchen i Hollywood. Men også for “almindelige” mennesker, og også her i Danmark, kommer AI-værktøjerne til at betyde forandringer, og jeg er helt overbevist om, at det også bliver på måder, som vi ikke engang kan forestille os endnu.

Hele situationen omkring AI er på én og samme tid vildt fascinerende, skræmmende, frustrerende og spændende. Og det går hurtigt lige nu.

Den vrede, der føles fra kunstneres, musikeres og tekstforfatteres side er forståelig, og det samme er bekymringen over AI-servernes ressourceforbrug.

På den anden side er den begejstring, der føles af mennesker, der f.eks. ikke kan finde ud af at tegne, også forståelig, for AI’erne giver dem nogle udfoldelsesmuligheder, de ikke har haft før.

Uanset hvilken side af diskussionen, man befinder sig på, er der kun én ting, jeg er helt sikker på, og det er, at AI er kommet for at blive.

Nogle vil af rent idealistiske årsager nægte at bruge AI, og det kan nok også lade sig gøre et stykke tid endnu, men relativt snart vil forskellige AI-elementer være så dybt integrerede i al software, at det reelt vil være næsten umuligt at undgå.

Og på et eller andet tidspunkt kommer det også til at have en betydning for os her på Planet Pulp. Indtil videre har der kun været to eksempler på AI her på siden – et par billeder, jeg har lavet og brugt til et par ledere, og forhåbentlig bliver det ikke meget mere end det.

Men AI kommer til at snige sig ind i de ting, vi beskæftiger os med her på stedet – til at begynde med nok især, når det handler om film, TV og musik, men med tiden formentlig også bøger.

Indtil videre er AI ikke god nok til at narre nogen – tænk bare på den pinlige sag med illustrationerne til Sebastian Kleins bog Danmarks 100 skøreste historier om dyr i zoo. Og de fleste kan godt stadig gennemskue en tekst, der er rent AI-genereret.

Men med tiden vil det blive sværere og sværere, og hvordan stiller det så os som anmeldere og entusiaster?

Det er der indtil videre ingen der ved. Men heldigvis vil der altid være masser af gammelt guf, man kan kaste sig over, hvis fremtiden bliver en lind grød af ferskt, AI-skabt indhold.

For én ting er sikker: AI kan være et godt værktøj; det kan jeg selv skrive under på. Men kreativ som et menneske, det kan ingen AI være. Og Gud forbyde at det nogensinde sker, for så er vi først for alvor på røven.

Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.

Film:
Damsel (Juan Carlos Fresnadillo, 2024)
Die Hard 2 (Renny Harlin, 1990)

Filmmusik:
My Life (John Barry, 1993)