Det er endnu engang den tid på året. Awards season. Tiden, hvor de store filmpriser uddeles – Golden Globe-uddelingen fandt sted i sidste måned, BAFTA’en bliver uddelt om få dage, og i begyndelsen af marts finder Oscar-showet sted.
Herhjemme uddeltes Robert-prisen tidligere på måneden, mens Bodil-priserne uddeles i midten af marts.
Der er mange filmfans, der godt kan lide at pryde sig af, at de er helt ligeglade med prisuddelingerne, og det er de måske også. Det ændrer bare ikke på, at de store priser – i hvert fald indenfor industrien – har en betydning.
Priserne kan skabe karrierer, genoplive skrantende karrierer, give mindre kendte film medvind ved billetlugerne – og give allerede kendte film endnu mere medvind og mere tid på biograflærrederne.
Og for vinderne – personligt – betyder det selvfølgelig også noget. Hvem vil ikke gerne anerkendes for noget, de har gjort?
Lige præcis sidstnævnte er måske – måske – det eneste, der for alvor rykker ved den prisuddeling, jeg selv har en finger med i spillet i uddelingen af, nemlig uddelingen af årets IFMCA Awards.
IFMCA står for International Film Music Critics Association og er, som navnet antyder, en international sammenslutning af filmmusikkritikere; den eneste af sin slags.
Organisationen består af omkring 70 medlemmer og tæller både professionelle journalister og glade amatører som mig selv. Alle har dog det til fælles, at de på forskellig vis bedriver kritik eller formidling af filmmusik og gerne vil fremme forståelsen og værdsættelsen af den kunstart, som filmmusik vitterligt er.
Årligt uddeler IFMCA altså også en række priser til årets bedste film-, TV- og computerspilsmusik, filmmusikken yderligere opsplittet i en række undergenrer. Der er endvidere priser til årets komponist, årets gennembrud, årets bedste enkeltstående komposition og meget andet.
IMFCA-priserne er næppe nogle, der rykker det helt store i filmindustrien nogen steder i verden, men vi ved, at priserne er enormt betydningsfulde for komponisterne – både de, der “kun” bliver nomineret og de, der faktisk vinder.
Filmmusik er og bliver en nicheinteresse, og det er sjældent, komponisterne og deres kunst for alvor bliver hørt og omtalt som andet end en perifer del af filmen. Enkelte filmkritikere er gode til at fremhæve en films score, hvis de synes, musikken er velfungerende, men alt for mange omtaler kun musikken, når de opfatter den som dårlig.
Kritikere i sidstnævnte kategori synes desuden oftest at høre til den gruppe, der mener, at filmmusik er bedst, når den slet ikke høres, men bare ligger som en anonym grød. Men det er en anden snak.
Helt generelt er komponisterne bare ikke vant til, at deres musik bliver taget alvorligt som kunstart, og det er blandt andet én af de ting, IMFCA har som målsætning.
Derfor har IMFCA-priserne betydning for komponisterne, og det er selvfølgelig også derfor, at en så nichepræget prisuddeling fra en så lille organisation faktisk har sin berettigelse. Og derfor, jeg er stolt over at være det hidtil eneste danske medlem.
I år er jeg tilmed blevet medlem af IMFCA’s Awards-komité – en fancy måde at sige, at jeg har været med til at tælle stemmerne op ved nomineringsprocessen, der netop er overstået, og også skal være med til at tælle stemmerne op til den regulære stemmeproces, som snart går i gang.
De nominerende til årets IFMCA-priser er netop blevet offentliggjort i dag, og jeg synes, I skal gå ind og se listen her! Hvem ved – måske bliver I inspireret til at høre noget filmmusik, I ikke har hørt før. Eller måske endda at høre noget filmmusik for første gang.
Vinderne af IMFCA-priserne offentliggøres den 27. februar.
Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.
Film:
Carry-On (Jaume Collet-Serra, 2024)
Artikler:
I actionheltenes fodspor