Nattens engel

”Shaky Gonzáles er Sergio Leones reinkarnation i Avedøre.” Ja. Hvem mon sagde det da Nattens engel fik premiere?

Shaky Gonzáles blev født i Chile i 1966. I 1974 flyttede han med familien til Danmark, og i 1997 blev han uddannet på filmskolen. Og det er faktisk ganske befriende, at en fyr som Shaky kan mænge sig med de mere kunstneriske typer, for tag ikke fejl: Shaky er en type instruktør, som 80’ernes italienske filmskraldemænd ville hylde. Det er underlødigt, meget lidt højpandet, fjollet og underholdende.

Vulgær

Nattens engel er en vulgær, tåbelig, men samtidig røvhamrende underholdende hyldest til gysergenren. Noget der træder helt tydeligt frem når man ser undertitlen: ”Tro, Håb og Horror”.

I Danmark ser vi sjældent, ja alt for sjældent, den slags film. Der er guns, vampyrer, blod og letpåklædte kvinder. Filmen går med stor selvsikkerhed efter laveste fællesnævner, og det er et plus i min bog. Al den prætentiøse fernis, som kendetegner mange danske film, er skrællet brutalt væk, og tilbage står et lille misfoster af en film. Men lad os lige tage et kig på den forvrøvlede handling.

Tre unge mennsker ankommer til en gammel villa på landet. To piger og en dreng. De vil holde en forfest, før de skal ind til København. De finder en hemmelig bog, der fortæller om vampyrlegenden Rico Mortis: Allerede her kan man nok godt fornemme, at klichéerne har stået i kø. Gennem veludførte flashbacksekvenser fortælles historien om Rico, som naturligvis viser sig at at være i familie med en af pigerne. Og så er det, at de unge mennesker finder en grav, som ikke er helt tom, og mere af handlingen skal ikke røbes her.

Rodebunke

Handlingen er mildest talt en rodebunke, og man skal ikke tænke for længe over plottet, hvis man ikke vil falde ned i huller, man ikke kan komme op af igen. Men det gør ikke noget. Nattens engel lever ikke i kraft af plottet, men af energien og voldsomheden.

Det er tydeligt, at filmens kreative energier er gået til flashbacksekvenserne, hvorimod rammefortællingen virker påklistret og ligegyldig. Nattens engel havde fungeret meget bedre som en lille horrorantologi med fire små kortfilm frem for en spillefilm. Så når der klippes til ”nutiden” venter man bare på, hvornår det næste flashback indfinder sig.

Noget der måske vil undre mange er filmens ganske imponerende rolleliste. Der er sådan lidt From Dusk Till Dawn (1996) over sagerne, hvor det også lykkedes for Tarantino at lokke en masse kendte skuespillere med på løjerne. Tarantino havde på det tidspunkt en stor stjerne i Hollywood, hvilket man ikke kan sige om Shaky. Men Shaky var snu og fik de kendte skuespillere med under påskud af, at filmen var en produktion til Den danske filmskole.

Og det ser faktisk ud som om, at de medvirkende har haft en sjov oplevelse i horrorland. Rollelisten kan give en seriøs instruktør våde Robertdrømme: Nikolaj Coster-Waldau, Ulrik Thomsen, Tomas Villum Jensen, Beate Bille, Thomas Bo Larsen og Mads Mikkelsen. Det gør naturligvis også, at filmen fik ekstra opmærksomhed: En B-film med kendte skuespillere. Igen viser det også, hvor lille er filmland Danmark egentlig er og hvor sjældent, vi får genrefilm i biografen.

Man bør også bide mærke i navnet Erik Holmey, som er skuespilleren bag Rico. Holmey har med sit markante ydre og sin voldsomme fysik skrevet sig ind i barbarannalerne ved både at medvirke i Conan the Barbarian (1982), Conan the Destroyer (1984) og Red Sonja (1985). Så hvis du til fester er træt af at fyre dine Sven-Ole Thorsen-anekdoter af, så kan du nu hive Erik Holmey ud af kulissen. Længe leve de danske muskelmænd!

Fed dialog, super musik og en ål på dybt vand

Dialogen rammer også den helt rigtige B-films-tone, hvilket denne bid gerne skulle understrege:

”Hvad. Rico bollede hende, og hun kunne ikke huske noget. Ikke imponerende.”

Et andet element, som er klart bedre end filmen fortjener, er Søren Hyldgaards glimrende score, som vi også anmelder i denne måned. Musikken er komponeret med store armbevægelser, og det giver filmen et gotisk feel, som klæder filmen rigtig godt.

Man kommer heller ikke uden om, at både effekterne og actionsekvenserne er udført med et glimt i øjet, og Nattens engel er i det hele taget ret lækker at se på. Nattens engel vandt velfortjent en Robert for både make-up og special effects, hvorimod det er mig en gåde, hvorfor Søren Hyldgaards glimrende musik blev forbigået – måske skyldes det, at konkurrenten og vinderen tilbage i 1999 var Joachim Holbeks musik til den mere stuerene film Lysets hjerte (1998).

Men når alle de pæne ting er sagt og de fine aktører nævnt, så er Nattens engel ”bare” en billig B-film i dyre klæder. Og det er der ikke noget galt med; man skal bare ikke forvente en banebrydende gyserfilm. Underholdende og forfriskende elementer står i kø, men en meget tam rammefortælling fylder også meget, hvilket gør oplevelsen noget ujævn. Da filmen kom frem, var det i den postmoderne æra, hvor man refererede på kryds og tværs i popkulturen. Den gang var det meget fedt og hipt, men i dag er det tamt, hvilket dog ikke skal være et kritikpunkt af filmen, da den netop er et barn af sin tid.

Tilbage ved biografpremieren på Nattens engel står Peter Allbæk Jensen og skamroser Shaky Gonzáles og kalder ham for Danmarks svar på Sergio Leone. Man gør meget for at promovere en film, men her svømmer Ålen på alt for dybt vand. Vi sender undskyldende, på Danmarks vegne, en buket blomster til Leones grav. Nattens engel er en underholdende film, men at udråbe Shaky til en mester, er ikke det rigtige at gøre ud fra den film.

At Gonzáles så sidenhen stort set intet har lavet, er en helt anden historie, som fortæller, at han nok ikke er af den filmiske kaliber, som Ålen håbede på tilbage i slutningen af det foregående årtusinde. Shaky har dog senere på året mulighed for at vise, at han ikke er død og borte: Den 5. december 2010 får Shakys actionkomedie Det grå guld premiere, og det bliver sjovt at følge. Måske Ålen denne gang står frem og kalder Shaky for Danmarks svar på Tony Scott?

Anmeldt i nr. 56 | 13/06/2010

Stikord: Danmark, Splat, Vampyrer