Jeg hører fra sædvanligvis pålidelige kilder, at den nye Alien: Earth-TV-serie skulle være rigtig god.
Det er jeg på den ene side glad for at høre. På den anden har jeg det svært ved seriens præmis, fordi den går ind og rører ved noget centralt i Alien-universet, i hvert fald for mig. Mere specifikt det, at en alien finder vej til Jorden, før handlingen i den oprindelige Alien (1979) finder sted.
Jeg er sikker på, at der i den nye series interne univers er en glimrende forklaring på det hele, men for mig er tale om en fortsat udvanding og afmystificering af hele mytologien; en proces, der startede med Ridley Scotts egen rædsomme Prometheus (2012) og fortsatte med den knap så rædsomme, men stadig ringe Alien: Covenant (2017).
Problemet er naturligvis ikke unikt for Alien-universet; de samme problemer gør sig gældende i andre store franchises, ikke mindst Star Wars, men sådan set også Indiana Jones, Jurassic Park/World og så videre.
I nogle tilfælde, som f.eks. Indiana Jones-serien og Jurassic-franchisen, er det alene fortsættelser, der er med til at udvande og forsure oplevelsen, mens det i Star Wars både er prequels, midquels og sequels – ganske som i tilfældet med Alien.
Jeg ville virkelig ønske, at jeg var i stand til at glemme eller u-se film, jeg synes har den virkning på mig, men uanset hvor meget, jeg forsøger at overbevise mig selv om, at der i mit univers ikke eksisterer en Alien: Resurrection (1997), en Prometheus eller en Alien: Covenant, fungerer det ikke.
Det gør det for den sags skyld heller ikke med Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (2008) eller Indiana Jones and the Dial of Destiny (2023), The Matrix Reloaded (2003) eller The Matrix Revolutions (2003). Eller de efterhånden mange Jurassic-film.
Jeg ved godt, jeg lige nu bare er en gammel, sur mand, og at jeg bare kunne lade være med at se film og serier, som jeg frygter vil gøre noget ved min oplevelse af tidligere tiders storslåede underholdning. Der er jo ingen, der tvinger mig.
Og det er fuldstændig rigtigt. Jeg er bare så forbandet nysgerrig. Og det er selvfølgelig den nysgerrighed, studierne lever højt på. Men som de siger på engelsk: Curiosity killed the cat.
Så kommer jeg til at se Alien: Earth? Ja, det gør jeg sgu nok på et tidspunkt.
Den er sikkert skidegod på sine egne præmisser. Men hvor god, den end måtte være, kommer den stadig til fungere som en mikroskopisk mejsel på min oplevelse af Alien.
Sic transit gloria mundi. Med sequels, prequels og midquels. Amen.
Månedens lederskribent er Mogens “Gammelnok” Høegsberg.
Bøger:
Vampire Cinema: The First One Hundred Years (Christopher Frayling, 2022)
Artikler:
Fantasyfestival 2025
