For et par uger siden var jeg til bogreception i Billum, en lille flække omtrent halvvejs mellem Varde og Vesterhavet. Her bor Pulpens Jacob Krogsøe, der den 21. juni holdt bogreception i anledning af udgivelsen af Fra det første blod til den sidste actionhelt; hans længe ventede bog om actiongenrens storhedstid i 80’erne og starten af 90’erne.
Det var en virkelig hyggelig dag og endda i storslået vejr, og som om det ikke var fantastisk nok, fik jeg en skøn gave af Jacob – en række årgange, jeg manglede af Carlsens Filmårbog.
Selve årbogen går laaangt tilbage – første udgave kom vistnok så tidligt som 1949 – men den inkarnation af Filmårbogen, jeg lærte at kende, var den, der startede med Jakob Stegelmanns overhaling af årbogens format i 1983.
Den første årgang, jeg selv fik, var 1989. Det var en julegave fra mine forældre, og det udviklede sig til en tradition. Helt indtil serien gik ind, var det således næsten lige så sikkert som Amen i kirken, at der under juletræet lå et eksemplar af årets Filmårbog.
Så vidt jeg husker på stående fod var 2011-udgaven den sidste, og på en måde falder det fint i tråd med udviklingen indenfor film og TV. For det var året efter, i 2012, at Netflix kom til Danmark og indvarslede streaming-tiden og nedgangen for de fysiske medier.
Det er selvfølgelig ikke streaming alene, der har medført den ensretning af filmlandskabet, der er sket indenfor de sidste 10-15 år. Konsolideringen af Hollywood-filmbranchen på en række megaselskaber med Disney som det måske bedste eksempel er en anden faktor. Covid og følgerne deraf en tredje. Og der er naturligvis flere.
Konsekvenserne har været store, selvom de måske ikke føles sådan, fordi udviklingen er sket gradvist. Men de såkaldte mid budget movies eksisterer stort set ikke længere i Hollywood. Og komedien har det som genre heller ikke specielt godt længere.
Jo, selvfølgelig kommer der stadig en enkelt mid budget movie eller to i ny og næ, og komedien er naturligvis ikke død som genre. Men trenden er god nok.
Som sagt er årsagerne mange, men i dag er eksisterende såkaldt IP (“Intellectual Property”) vigtigere for studierne end originale historier, og franchises endnu bedre.
Hvorfor oplever vi snart Liam Neeson som Frank Drebin Jr. i en ny Høj pistolføring i stedet for i en original komedie? Eksisterende IP.
Hvorfor en ny Superman eller næste film i Disneys uendelige kavalkade af Marvel-film? Franchises.
Nu skal det her ikke blive til en jeremiade om, hvordan alt var bedre i gamle dage (læs: før 2010). Men måske var det alligevel bedre, på nogle måder i hvert fald.
Når jeg bladrer gennem mine Filmårbøger, er det nemlig fuldstændig sindssygt at se bredden i titler og genrer. Og her taler jeg ikke bare om mit nyerhvervede eksemplar af Film 1983, men også ti år senere eller 1997 eller 2005 for den sags skyld.
Selvfølgelig er der også her filmatiseringer, fortsættelser og franchises, men det er hele tiden blandet op med originale historier og film, lavet på vidt forskellige budgetter – også uden at de af den grund behøver være decideret low budget– eller indiefilm.
Og nej, jeg er ikke hellig. Jeg holder også af en god Marvel-film (selvom der har været lidt længere mellem snapsene indenfor de senere år), jeg knuselsker Mission: Impossible-filmene, og det glæder mig enormt meget, at den nye Superman-film har fået så positive anmeldelser, som den generelt har.
Og det er heller ikke fordi, alt skal være mid budget-film. Jeg så også gerne nye, dyre film – men jeg ville bare ønske, vi en gang imellem kunne få en original historie.
I denne måneds nummer af Planet Pulp anmelder Jacob Krogsøe f.eks. The Matrix – den første film fra 1999.
I 1999 kostede den i omegnen af 63 millioner USD, hvilket i dag svarer nogenlunde til 117 millioner USD. Altså ikke en mid budget-film, men en dyr film. Men med en helt original historie, der ikke lagde sig ind i en eksisterende franchise, ikke var en filmatisering og ikke på anden vis baserede sig på eksisterende IP.
Den slags film er stort set uddøde i dag, for de er økonomisk risikable for studierne. I mine Filmårbøger er sådanne film ikke uddøde endnu, så derfor kan nostalgien ved at bladre dem igennem godt være skåret med et vist mål vemod.
The future isn’t what it used to be. Oh well…
Månedens lederskribent er Mogens Skaaning Høegsberg.
Film:
The Matrix (Lana Wachowski & Lilly Wachowski, 1999)
Bøger:
The Making of Starship Troopers (Paul M. Sammon, 1997)
