Leder og indhold – 13. juli 2024

1 minuts læsetid

Ja, blot et par anmeldelser kan det blive til her i sommerregnen, for som mange vil vide, er der få perioder, der er så travle og fyldt med planer som sommerferien. I hvert fald når man har børn.

Men med regnen flyder også nogle gange fantasien. Sådan oplevede jeg det i hvert fald i den forgangne uge, hvor jeg med min familie var på telttur, som bragte os til Vesthimmerland, Thy og Fur.

Det er skønne landskaber, der, hvis man ser på dem med de rette øjne, er fyldt med magi, hemmeligheder og potentiale for både romantik og rædsler.

Gravhøje, hvor bjærgfolket holder til; enge, hvor elverfolket danser i skumringen; moser, hvor lygtemanden huserer; små, afsidesliggende samlinger af huse, hvor alt kan ske, og små fiskerlejer ved vestkysten, hvor kirken måske – bare måske – i virkeligheden huser Dagons Esoteriske Orden.

Det kan godt være, Danmark – eller rettere: den danske sommer – ikke viser sig fra sin bedste side lige nu, men med det rette blik, er det aldrig kedeligt at tage på tur ud i sommerlandet.

Og er man ikke indrettet sådan, at fantasien løber af med én, bare man ser et stort træ eller en ensomt beliggende nedbrændt ejendom, så kan man jo altid tage lidt hjælp i brug.

F.eks. kan det til enhver tid anbefales at læse én eller to af M.R. James’ fantastiske spøgelseshistorier, mens man ligger i et telt som den eneste, der stadig er vågen, og hører regnen falde på teltdugen.

Så skide være med regnvejret og de ret ynkelige temperaturer! Tag på tur ud i landet – med eller uden spøgelseshistorier under armen – og kig på landskabet med det rigtige blik. Det bliver aldrig kedeligt!

Hav en fortsat god sommer – vi er tilbage om en måned!

Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.

Film:
Extraction (Sam Hargrave, 2020)
Smile (Parker Finn, 2022)

Skriv et svar

Your email address will not be published.