Når jeg ikke leger nørd her på stedet, eller skriver bøger, så er mit ægte arbejde på Esbjerg Kommunes Biblioteker, hvor jeg er projektleder på Fantasyfestival. Er det ikke nørdet, spørger du så? Jo, i den grad, og det er skønt.
Hvert år, den tredje weekend i september, omdannes Esbjerg, kendt som energiens metropol, til magiens metropol!
Fra 500 gæster i 2015 til 15.000 gæster i 2015. Fra store forfattere som Tad Williams på hovedbiblioteket, til Excalibur (1981) i biografen. Fra små læsefællesskaber til orker, der drikker kaffe på Torvet. Fra feer og elverører til dæmoner og drager.
You name it!
Festivalprogrammet anno 2025 rummer noget for både børn og voksne, nørder og nysgerrige, helte og slyngler. Og du kan godt begynde at glæde dig, for årets line-up er spækket med magiske højdepunkter!
Vi fejrer tre folkekære forfattere, der i år kan fejre jubilæum – Kenneth Bøgh Andersen og Anne-Marie Vedsø Olesen (25 år som forfattere) samt Nicole Boyle Rødtnes (15 år). Kenneth kan du blandt andet opleve i det storslåede arrangement “Velkommen til Valhalla!” sammen med Peter Madsen, hvor de fortæller om gendigtningen af det ikoniske univers.
Fire navne fra det store udland
De internationale gæster skuffer heller ikke. Vi byder velkommen til fire imponerende Guests of Honour: Tad Williams, Victoria Aveyard, Alexandria Warwick og Lev Grossman – navne, der vil få ethvert fantasyhjerte til at slå hurtigere.
“Dem kender jeg ikke”, tænker du måske, så jeg uddyber lige lidt.
Lev Grossman er manden bag The Magicians-trilogien, som blev udgivet mellem 2009 og 2014 og senere lavet til en TV-serie, der kørte i fem sæsoner. Serien, kendt på dansk som Magikerne, er blevet et moderne fantasyikon.
Grossman er uddannet i litteraturvidenskab, men har også markeret sig som en skarp journalist med artikler om alt fra computerspil til tegneserier og interviews med J.K. Rowling, Neil Gaiman og Salman Rushdie. I 2020 kastede han sig over børnefantasy med The Silver Arrow og The Golden Swift.
Hans seneste roman, The Bright Sword (2024), genfortolker Arthur-myten – en bog, George R.R. Martin har kaldt et must-read for alle, der elsker Kong Arthur.
Victoria Aveyard slog for alvor igennem med Red Queen-serien, der siden 2015 har taget verden med storm. Serien består af fire bøger og to novellesamlinger og har sikret hende status som en af de mest læste nye fantasyforfattere.
I dag er hun aktuel med Realm Breaker-trilogien, hvor skæbnen banker på hos den unge Corayne – i form af både en lejemorder og en udødelig. Serien viser Aveyards evne til at skabe mørke, komplekse fortællinger, hvor helte og skurke går hånd i hånd.
Hun er født i Massachusetts i 1990 og bor nu i Santa Monica, Californien, hvor hun fortsat skriver på nye projekter.
Robert Paul “Tad” Williams har i mere end fire årtier været en af de mest toneangivende stemmer inden for fantasy. Han debuterede i 1985 med Tailchaser’s Song – en fortælling, hvor en kat er hovedperson – og har siden solgt mere end 17 millioner bøger.
Hans episke værker Memory, Sorrow, and Thorn og The Last King of Osten Ard har inspireret en hel generation af forfattere og læsere.
George R.R. Martin har kaldt Williams’ The Dragonbone Chair en af sine absolutte favoritter og har sågar skrevet et skjult nik til Tad ind i sin egen A Song of Ice and Fire-serie, hvor House Willum er en hyldest til Williams’ univers.
Også Patrick Rothfuss og Christopher Paolini har fremhævet ham som en stor inspirationskilde.
Williams’ baggrund er lige så farverig som hans bøger – han har arbejdet som DJ, skrevet TV-koncepter, spillet i band og arbejdet for Apple – men det er som forfatter, han for alvor har sat sit præg på verdens litteratur.
Romantasy-genren har fået en ny stjerne i Alexandria Warwick, der bor i Florida og skriver historier fyldt med både kærlighed og magi. Hun har blandt andet skabt The Four Winds-serien, hvor de to første bind, The North Wind og The West Wind, udkommer på dansk som Nordenvinden og Vestenvinden i forbindelse med festivalen.
Derudover har hun skrevet The North-serien og den enkeltstående roman The Demon Race. Hendes inspiration spænder fra Skønheden og Udyret til græske myter og skotske legender. Når hun ikke skriver, spiller hun violin på professionelt niveau – en kunstnerisk energi, der smitter af på hendes forfatterskab.
I år byder vi også på spændende nyheder: En vaskeægte cosplay-konkurrence, hvor du stadig kan nå at tilmelde dig og vise dit bedste – og måske endda mest skurkagtige – look på catwalken.
Fra vikinger til skurkemusik og klassiske film fra 1980’erne
Man kan også opleve Alex “Ivar the Boneless” Høgh Andersen i samtale med mig i Musikhuset.
I kender jo nok også Pulpens Mogens Skaaning Høegsberg. Sammen med ikonet Nicolas Barbano holder Mogens et foredrag med titlen “Skurkenes musik” – glæd jer!
I biografens mørke viser vi to ikoniske fantasyfilm, Legend (1985) og Excalibur, der emmer af mystik og 80’er-magi.
Derudover kan du opleve Sisse Marie Kromann med det tankevækkende foredrag “Farlige kvinder – Kvindernes religionshistorie”, gyse med NØJEREN i selskab med LG Jensen og Mikkel Egelund, og lade dig rive med af levende historiefortælling med Vigga Bro.
Som altid er der også et hav af aktiviteter og workshops for børn, debatter med danske fantasyforfattere, kampopvisninger, musik, og naturligvis den traditionsrige Fantasyquiz med Boris Hansen. Og ikke mindst: Uddelingen af årets danske fantasypriser!
Skurkene træder ind på scenen
Efter et stormøde i de fiktive skurkes fagforening, har de sendt et ønske videre til os i Fantasyfestivals projektgruppe: De vil simpelthen gerne på plakaten!
Og det kommer de. Årets tema på Fantasyfestival er nemlig skurke!
For uden skurke var de fleste fantasyfortællinger tamme, blodfattige og uden konflikter. Vores elskede helte har brug for skurke, og vi har brug for, at skurkene er seje, levende, underlige, vilde, anderledes og onde. Så der er noget på spil.
For i fiktionens verden er det ofte skurkene, som er de mest interessante. Eller sagt på en anden måde: De er det krydderi, der giver fortællingen smag og kulør; de er dét, der får vores helte til at gøre deres bedste.
Så i år overlader vi temascenen til de kære skurke!
Der vil, som altid, være foredrag og programpunkter, som ikke har noget direkte med temaet at gøre, men vi anbefaler, at du finder din indre skurk frem – specielt hvis du er typen, der går op i udklædning.
Og vi skal nok sørge for, at der også er helte til stede på næste års festival.
Men vi glæder os til at folde begrebet “skurke” ud for vores gæster.
[Indsæt ondskabsfuld latter, a la “MU HA HA HA”, her.]To skønne mennesker der ikke er her længere
På et mere personligt plan vil jeg knytte nogle ord til to Esbjerg-legender, der ikke er her længere.
Esbjerg er en by, der har sjælen tæt forbundet med havnen. Med havet. Med det maritime. Med drømme og store ambitioner.
Men Esbjerg er intet uden ildsjæle, uden mennesker, som er en essentiel del af byens fundament – hvilket gælder for alle andre byer.
Ildsjæle kommer i mange afstøbninger og former, men fælles er, at de gør en forskel. Både mens de lever og er iblandt os og på den måde, som de skaber smukke ekkoer ude i evigheden, når de forlader os.
Her og nu vil jeg gerne sætte fokus på to ildsjæle, som jeg selv har været så heldig at møde, at udveksle tanker, idéer og meget andet med. To ildsjæle, der ikke er her mere.
Det er Jørgen Dieckmann Rasmussen og Hanne Kjærgård Meyer. Begge var giganter. De var to af de dygtigste fortællere, jeg har mødt i mit nu 47 år lange liv.
En fortælling fra de gamle dage, en fortælling fra Esbjerg!
Jørgen var som Esbjergs kollektive hukommelse en formidler af guds nåde. I december 2024 snakkede jeg for sidste gang med Jørgen.
Det var i forbindelse med den unikke fantasyfortælling, som vi skaber til Fantasy Quest Esbjerg, oplevelsesløbet under Fantasyfestival, hvor Esbjerg er omdrejningspunktet og deltagerne er de helte, der skal redde vores by!
Jeg snakkede med Jørgen om nogle gamle gravhøje, om at der har været beboelse og liv omkring Esbjerg langt tilbage i historien.
Jørgen viste mig gamle malerier og dokumenter, vi snakkede om det mystiske område i havet mellem Fanø og Esbjerg. Og vi snakkede om… nej, vi snakkede om meget, og det meste må I vente med at høre mere om til årets Fantasyfestival! Men i hvert fald satte Jørgen sit skønne aftryk på fortællingen. Og kort tid efter døde Jørgen.
Hanne var en tusindkunstner, et teatermenneske, et omsorgsmenneske og rigtig meget andet. I foråret sagde Hanne til mig: “Jacob, jeg har fået en god ide, hvad siger du til, at jeg skriver en skurkesang til årets Fantasyfestival?”
Temaet til Fantasyfestival 2025 er skurke, så jeg sagde til Hanne, at det var noget af det mest oplagte, jeg kunne forestille mig. Og Hanne skrev en sang, en skøn sang, en sang, der kommer til at åbne årets Fantasyfestival.
Hanne blev herefter meget syg. Da Hanne godt vidste, hvad der snart skulle ske, spurgte hun mig, om jeg ville hjælpe til med at skrive hendes skurkebørnebog færdig. For sangen havde inspireret Hanne til at skrive en hel bog!
Jeg sagde ja. Et af de mest meningsfyldte ja’er, jeg har sagt i mit liv. Og så arbejdede vi på bogen sammen. Imens vidste vi godt begge to, at tiden var knap.
Portvinen og børnebogen
I starten af juni besøgte jeg Hanne. Jeg læste den endelige tekst højt for hende, og vi grinede sammen. Vi nød et glas portvin sammen. Gav hinanden et kram, jeg kunne mærke ind i sjælen.
Det var sidste gang, jeg så Hanne. Hannes bog udkommer snart og har fået titlen Drengen der ikke ville være skurk. Det er blevet en bog, som ingen tjener penge på. En bog, hvor hele overskuddet går til Skyggebørn Esbjerg. Det er efter Hannes eget ønske. Og det er helt i Hannes ånd.
Sådan har Jørgen og Hanne på hver deres måde sat deres aftryk på årets Fantasyfestival. Men i langt større grad har de begge sat deres aftryk på Esbjerg som by. Med ord og visioner, der bliver en del af den fremtidige fortælling om Esbjerg.
Det gør mig både stolt, rørt og ydmyg at have fået lov at opleve dem begge to.
Ses vi i Esbjerg?
Tak for at I læste med. For at I tog et smut med ind i maskinrummet, dér hvor jeg arbejder.
Og hvem ved, måske ses vi til årets Fantasyfestival i Esbjerg?
Hvis du vil vide mere om festivalen, kan du bare fortsætte din quest videre på nettet lige her: https://fantasyfestival.dk/.
Udgivet i nr. 238 | 13/09/2025
