Fra 1982 og frem til 90’erne var Shaun Hutson både en af de mest berømte gyserforfattere i Storbritannien og en af de mest produktive.
Han spyttede nærmest bøgerne ud, og alle blev generelt godt modtaget. Bøgerne udkom primært som det, vi på engelsk kalder mass market paperbacks, og der var ingen tvivl om, at Hutson havde ramt en guldåre og dermed kunne leve fuldt ud af at skrive gysere.
Hutson blev med tiden et ikon, der altid var klædt i læderjakke, lyttede til heavy metal-musik og havde federe hår end nogen anden gyserforfatter.
Hutsons bøger var alle groteske i deres historier, og volden var mindst lige så eksplicit som datidens splatterfilm, der alle var en stor inspirationskilde for Hutson.
Men Hutson var også en forfatter, der hurtigt blev berygtet for at komme ud i diverse konflikter med andre forfattere.
Der var blandt andet en episode i starten af 80’erne, hvor Hutson kritiserede Guy N. Smith for at skrive dårlige romaner og udtalte, at det var Smiths skyld, at Hutson blev forfatter. For som Hutson ifølge rygtet selv sagde: “If this bloke, Guy N. Smith can write so many bad books, and gets paid for it, then how hard can it be to write?”
Nogle år senere var den gal igen, hvor Hutson kom op at skændes med selveste Clive Barker om etik og moral indenfor gysergenren. Barker mente, at Hutson i en af sine romaner var gået for langt, da et kvindeligt offer blev voldtaget med en motorsav.
Den anklage brød Hutson sig bestemt ikke om og mente, at Barker var dobbeltmoralsk, når man tænker på, hvad personerne i filmen Hellraiser (1987) bliver udsat for. Alle disse episoder bidrog til, at Shaun Hutson blev kendt som “The bad boy of horror”.
Tiderne skifter
Da Hutson debuterede med sin roman Slugs (1982), der senere fik en ret tvivlsom filmatisering, befandt England sig i en periode, hvor den brede kulturelite ikke havde meget til overs for gyserfilm.
Faktisk blev flere og flere gyserfilm censurerede, eller helt forbudt i biografer og på video. Det var film som The Exorcist (1973), der, som rygterne siger, var skyld i blandt andet selvmord og spontane aborter, der gjorde, at briterne pænt takkede nej til at vise en del gyserfilm i deres biografer.
Men da forfatteren James Herbert udsendte sin første roman The Rats (1974), der blev en helt uset succes, stod det klart, at mange mennesker faktisk var interesseret i det iskolde gys.
Men hvad gør man så, når man ikke må se gyserfilm? Man læser gyserbøger. Det blev en tid, hvor en lang række forfattere kastede sig ud i at skrive skrækfiktion, og en af dem var naturligvis den gode Shaun Hutson.
Som sagt solgte Hutsons bøger som varmt brød, men tiderne skiftede. I 90’erne blev gyset skubbet til side til fordel for krimien. Hutson indså derfor, at han blev nødt til at arbejde lidt bredere med sin litteratur, hvis han skulle have en chance for klare sig. Det førte til romanen Deadhead.
Unge forsvinder i Londons gader
Vi befinder os i London midt i den varmeste sommer, hvor vi møder privatdetektiven Nick Ryan. Ryan er den klassiske Raymond Chandler-type med en smøg i munden og masser af whisky i glasset.
Ryan læser en dag om, at et antal lig af børn og unge bliver fundet rundt om i London, og at politiet står på bar bund. Ryan tænker ikke mere over det, fordi han er presset af andre opgaver og en skilsmisse, der går ud over hans eneste datter.
Det går hverken værre eller bedre end at Ryan får konstateret uhelbredelig kræft. Undervejs i historien forsvinder flere og flere unge, og da det en dag er Ryans egen datter, Kelly, der forsvinder, tager privatopdageren sagen i egen hånd.
Snuff-film
Man skal ikke mange kapitler ind i Deadhead, før det går op for læseren, hvorfor de unge mennesker forsvinder. De bliver nemlig bortført og brugt til at fremstille snuff-film, som den kriminelle underverden sælger rundt om i Europa.
Der er endda en scene med en kvindelig narkoman, der sælger sin lille baby for penge til stoffer. Babyen bliver naturligvis købt, så den kan bruges i den næste snuff-film. Og den helt konkrete scene skulle få konsekvenser for bogen.
Bandlyst
Da bogen udkom, fik den en blandet modtagelse. Mange mente, at Hutson var gået for langt, og at det var helt unødvendigt at indblande et spædbarn i så frygtelig en scene.
Den endelige konsekvens kom, da den største boghandlerkæde i England, i hvert fald på det tidspunkt, nægtede at have bogen på lager.
Men det det fik samtidig også den effekt, at Deadhead blev én af Hutsons mest omtalte bøger. Man kan ligefrem sige, at den blev kult og var indtil for nyligt én af de sværeste af Hutson bøger at få fat på.
Bogen er dog lige blevet genudgivet med en flot forside, og det lader til, at det meste had mod den har lagt sig.
Lidt for meget skabelon
Deadhead er bestemt en underholdende roman, der skaber nogle af de frygteligste scener, jeg længe har læst.
Dog er bogen lidt for meget en krimi i sin form, og jeg er absolut ingen krimilæser. Handlingen bliver til tider lidt for forudsigelig, og den er desværre også et par hundrede sider for lang.
Det skal dog ikke ændre på, at Hutson skriver godt. Jeg elsker hans intense og kortfattede stil, hvor der er fuld drøn på fra start til slut med en masse korte og intense kapitler.
Forfatter: Shaun Hutson
Forlag: Little, Brown Book Group
Udgivelsesår: 1993
Anmeldte udgave:
Forlag: Caffeine Nights Publishing
Format: Paperback
Udgivelsesår: 2023
Sideantal: 310
Anmeldt i nr. 219 | 13/02/2024