Constantine

Da jeg så Constantine første gang, i foråret 2005, havde Sleazehound/Planet Pulp endnu ikke gjort sin entré på internettet.

Nu har både filmen, og vores onlinemagasin, 20 år på bagen. Så det er meget passende, som Constantine selv siger til Lucifer i det ovenstående citat, at den nu omtales, her på Planet Pulps 20-års fødselsdag.

Fra tegneserieland

John Constantine dukkede første gang om som karakter i legenden Alan Moores udgaver af Swamp Thing-tegneserien fra midtfirserne.

Selve Swamp Thing fra Alan Moores hånd lagde mere eller mindre egenhændigt grundlaget for det britiske boom af tegneserier med et voksent tema, hvoraf de fleste blev udgivet af DC Comics’ underlinie Vertigo, skabt specielt til formålet.

John Constantine fik sin egen serie med Hellblazer, som sammen med Swamp Thing og Neil Gaimans Sandman-serie, blev én af de absolut mest populære Vertigo-udgivelser.

Filmen er løst baseret på Dangerous Habits, én af de originale, længere historier fra Hellblazer-bladet, skrevet af Garth Ennis.

I tegneserien er Constantine britisk og bor i London, i filmen er vi Los Angeles.

Spear of Destiny, tak for okkult kaffe!

Filmens handling indledes med en mytetung og lækker tekst:

“He who possesses the Spear of Destiny holds the fate of the world in his hands.”
The Spear of Destiny has been missing since the end of World War II.

Og så begynder filmen. Vi er i Mexico i en form for ruin. Et par mænd, hjemløse, undersøger stedet, og så finder den ene af dem et hul i jorden!

Nede i hullet finder han noget, der er pakket ind i et nazi-flag! Han tager det op, det er en spydspids! Vi ser manden gå væk, han bliver kørt ned, bliver totalsmadret, men rejser sig bare, kroppen healet, og går videre!

Så klipper handlingen til Los Angeles. Her møder vi den storrygende John Constantine.
John kæmper mod dæmoner og andet utøj. Han har helt unikke evner – og helt specielle våben. En paranormal detektiv i de godes kamp mod det onde. Så møder John politikvinden Angela. Angela er trist. Hendes tvillingesøster har lige begået selvmord, og så ryger man jo i helvede!

Samtidig er det lede spyd, og den underlige mand, på vej mod Los Angeles.

Kan John stoppe ondskaben, hjælpe Angelas søster OG sikre sin egen plads i himlen?

En herlig rodebunke

At filmen er lidt af en rodebunke, og svær at forstår, understøttes meget godt af denne “lille” bid, hvor Constantine forsøger at forklare Angela (og os tilskuere, og nok også sig selv), hvordan det hele hænger sammen:

“Angels and Demons can’t cross over onto our plane. So, instead we get what I call half-breeds. The influence peddlers. They can only whisper in our ears. But a single word can give you courage, or turn your favorite pleasure into your worst nightmare. Those with the demon’s touch like those part angel, living alongside us. They call it the balance. I call it hypocritical bullshit.”

Citatets afslutning viser også en af filmens trumfer, nemlig den herlige, anarkistiske humor, dér hvor det højtflyvende og episke smadres smukt ned til jorden.

Men det rykker ikke ved, at filmen ER rodet. Jeg har set den mere end 10 gange og i forbindelse med, at jeg skulle skrive denne anmeldelse, genså jeg den med min datter Gry på 15. Hun har ikke set den før. Og hun stillede mange gode spørgsmål om handlingen. De fleste kunne jeg svare på, fordi jeg har set den mange gange, andet vidste jeg ikke, hvad skulle svare på.

Heldigvis har filmen så meget charme og svulstigt og skønt billedsprog, at det aldrig bliver en frygtelig rodebunke, hvor man rives ud af fortællingen. Nej, det er en charmerende omgang okkult actionrod og faktisk en film, der vinder mere og mere gensyn. Faktisk har jeg allerede lyst til at se den igen.

En populær instruktør

Francis Lawrence debuterede som spillefilminstruktør med Constantine og i løbet af de sidste 20 år har den amerikanske instruktør etableret sig som en profitabel mainstream-genreinstruktør.

I 2007 med den populære I Am Legend og senere i Hunger Games-franchisen som instruktør på hele fire af filmene med en femte, The Hunger Games: Sunrise on the Reaping, som er planlagt til at få premiere i 2026.

I 2025 stod han bag Stephen King/Richard Bachman-filmatiseringen The Long Walk. I forhold til Lawrences videre karriere var Constantine en vigtig film – Constantine tjente fine penge ind, 100 millioner dollars i produktion blev til 230 millioner i indtjening.

John, hvem er det?

Hvad er der med navnet “John” og heltene? For det første er John et ganske almindeligt navn – tænk også her på begrebet “John Doe”, navnet på en generisk mandsperson, altså det lig man endnu ikke ved hvem er. Hr. USA. I Danmark kunne det være “Jens Hansen”.

Der er naturligvis også den bibelske betydning. John the Baptist/Johannes Døberen bare for at tage ét eksempel – et navn givet af selveste Gud.

Så på den måde er heltene, der hedder John, på én gang noget generisk, en almindelig person fra hverdagen og noget helt, helt andet, der refererer til en person, som på en måde er udvalgt af Gud.

Lad os se på nogle af de helte der hedder John.

En af mine personlige favoritter er, måske ikke overraskende, John James Rambo, der gjorde sin entré i klassikeren First Blood i 1982. Det var historien om den PTSD-ramte antihelt, der blev en ægte actionhelt.

En anden favorit-John er John McClane, et friskt og morsomt pust på den amerikanske actionscene i 1980’erne i mesterværket Die Hard fra 1988.

Sean Connery personificerede også en skøn og handlekraftig John, som myndighederne havde gemt væk, nemlig John Patrick Mason i Michael Bays hovedværk The Rock fra 1996.

Og så er vi tilbage ved Keanu Reeves med selveste John Wick, der første gang mistede sin hund og efterfølgende myrdede løs i den herlige John Wick fra 2014.

Så lad os lige for et kort øjeblik hylde John’erne. Tak for jeres indsats, tak for at være både almindelige mennesker (sådan da) og for at være de helte og antihelte, der kan stoppe det uretfærdige, de onde, skurkene, ja, selv Satan.

En satans fed film!

Og apropos Satan, Djævelen eller Lucifer, så kommer han med denne skønne replik, leveret med bidsk charme og diabolsk ondskab af svenske Peter Stormare:

“Hello, John. John, hello. You’re the one soul I would come up here to collect myself.”

Her 20 år efter premieren er Constantine en film, jeg ofte vender tilbage til. Midt i det rodede plot finder jeg nemlig en herligt barok, svulstig, okkult og actionmættet fortælling. Skønt!

Og mens jeg skriver dette, arbejdes der på højtryk på en efterfølger, som forhåbentligt snart får grønt lys.

Anmeldt i nr. 240 | 13/11/2025

Stikord: Film baseret på tegneserie