Jeg var ikke den store fan af Kris Bowers’ score til Inventing Anna (komponeret i samarbejde med Pierre Charles), men på anden sæson af Netflix’ hitserie Bridgerton fortsætter Bowers de gode takter fra første sæson.
Med andre ord er der dømt romantisk musik med en stærk melodisk kerne og med en ofte let, luftig og elegant lyd, der passer perfekt til seriens tidsmæssige setting i en slags alternativ historie-version af Regency-perioden.
Scoret er symfonisk, med fin brug af alle orkestrets sektioner, og tillige med fine passager, hvor enkelte instrumenter får lov at stå frem, f.eks. flyglet i “I Love You” og harpen i “Happy Endings Don’t Exist”.
Stedvist supplerer Bowers symfoniorkestret med en lille smule synth, men det er afdæmpet og træder aldrig så langt frem i lydbilledet, at det giver scoret en decideret kontemporær lyd. Et eksempel kunne være i “It’s My Fault’.
Som nævnt indledningsvist er hele scoret stærkt melodisk, og det tematiske materiale er også glimrende, med flere tilbagevendende temaer, f.eks. temaerne der høres i “A Gift for Edwina” og “Hearts and Flowers Ball”.
Nogle få steder brydes den overordnet lette, romantiske lyd af lidt mere dramatiske cues, som f.eks. “Lord Bridgerton Stung” og “It’s My Fault”, hvor især sidstnævnte tilnærmer sig actionmusik.
De, der sværmer for elegant romantisk musik, vil helt sikkert nyde musikken fra sæson 2 af Bridgerton.
Leder man efter de instrumentale covers af kendte sange findes de på et separat album. Det er et sjovt album i sig selv, men Bowers’ score flyder helt klart bedst uden disse lagt ind på albummet med original score.
4/6
Tracks: 1. Sharpening My Knives (2:24), 2. Accidental Eavesdropping (2:18), 3. The Real Work Begins (1:39), 4. A Gift for Edwina (1:01), 5. Lord Bridgerton Stung (1:30), 6. Game Over (1:14), 7. A Country Visit (1:19), 8. Hearts and Flowers Ball (1:22), 9. Nothing Could Keep Me Away (1:17), 10. They Are Betrothed (1:10), 11. Eloise & Theo (0:47), 12. Not Far Enough (2:12), 13. To Wait (1:08), 14. Happy Endings Don’t Exist (1:38), 15. Choices (2:41), 16. It’s My Fault (3:51), 17. I Love You (2:06), 18. It Has Been Said (2:31), 19. Newlyweds (2:03)