Mars Attacks!

7 minutters læsetid
Mars Attacks!

Hvis der er én instruktør i Hollywood, der kunne finde på at instruere en kulsort komedie og hyldest til 1950’ernes alien invasion-film, baseret på en serie obskure tyggegummisamlekort fra 1960’erne, så er det Tim Burton, og Mars Attacks! skriger da også TIM BURTON med store bogstaver fra første færd.

Baseret på tyggegummikort

Kortet 'Burning Cattle' fra de originale samlekort
Kortet ‘Burning Cattle’ fra de originale samlekort.

Filmens manuskript blev skrevet af den stort set ukendte Jonathan Gems, baseret på en række samlekort, der kom på markedet i 1962, udgivet af Topps-forlaget. Ligesom vi har set samlekort med fodboldspillere i tyggegummipakker på det danske marked, kom Mars Attacks (uden udråbstegn) sammen med tyggegummi, og der var i alt 55 kort i serien. Kort fortalt (undskyld) fortæller samlekortene om en invasion fra Mars, og om hvordan Jorden endelig slår igen og får bugt med de infame bæster.

Kortene bestod af et billede og en tilhørende tekst, der fortalte en lille historie, og de vakte hurtigt bestyrtelse blandt amerikanske forældre på grund af de grusomme angreb, Marsboerne udfører. Af samme grund trak Topps ret hurtigt kortene tilbage, og de blev snart en fodnote i samlekorthistorien. Mars Attacks vedblev dog med at have en lille skare af ihærdige tilhængere, og fra 1980 og frem voksede interessen langsomt frem igen – indledningsvist motiveret af udgivelsen af en bog med originalskitser til kortene. I 1984 kom så det første regulære genoptryk af kortene. De blev genoptrykt påny i 1994 – nu sammen med 45 nye kort, tegnet af en række nye tegnere.

Fra en scene tidligt i filmen, der er hentet direkte fra Topps-samlekortene (se ovenfor)
Fra en scene tidligt i filmen, der er hentet direkte fra Topps-samlekortene (se ovenfor).

De originale 55 kort blev tegnet af Bob Powell og Norm Saunders efter konceptskitser af Wally Wood. At det blodige og bizarre (efter de tidlige 1960’eres standard) var fremtrædende i kortene kan ikke overraske, når Wally Wood var involveret, for tegneserielegenden Wood (som tegnede et utal af serier for mange forlag) var i en årrække tilknyttet EC Comics, der naturligvis var hjemstedet for klassiske serier som Tales from the Crypt, Weird Science og Weird Fantasy.

Topps fulgte op på 1994-udgivelsen af de 100 kort med en tegneserie i fem dele, der udkom samme år. Og i 1996 førte den nye opmærksomhed omkring Mars Attacks altså til filmatiseringen.

Kærlighedserklæring til genren

De Ray Harryhausen-inspirerede flyvende tallerkner nærmer sig planeten
De Ray Harryhausen-inspirerede flyvende tallerkner nærmer sig planeten.

At filmen udkom i 1996 betød interessant nok, at der dette år udkom to store Hollywoodfilm, der handlede om invasion fra rummet – noget, der ikke var sket siden genrens heyday tilbage i 1950’erne. Den anden af de to er naturligvis Roland Emmerichs Independence Day. Selv om Mars Attacks! og Independence Day naturligvis har mange fællestræk, kunne de ikke være mere forskellige i tone, og de to film supplerer hinanden på glimrende vis. Når man er landet igen efter den selvhøjtidelige, men eksplosivt underholdende, Independence Day, kan man lade sig underholde af Mars Attacks!, der på ingen måde tager sig selv seriøst, men som alligevel fremstår som én stor kærlighedserklæring til alien invasion-genren.

Mars Attacks! tager sin begyndelse, da Hubbleteleskopet opdager, at en flåde af rumfartøjer – vaskeægte flyvende tallerkner – er på vej fra Mars til Jorden. Præsident Dale (Jack Nicholson) går på skærmen, og meddeler amerikanerne og verden, at Jorden går en ny æra i møde. Præsidenten har af sin videnskabsrådgiver, Professor Kessler (Pierce Brosnan) ladet sig overbevise om, at Marsboerne kommer med fredelige hensigter, hvilket ikke helt passer general Decker (en forrygende Rod Steiger). I stedet sendes general Casey (Paul Winfield) afsted som leder af velkomstkomitéen i Nevadas ørken. Her er også samlet andre medlemmer af filmens ensemblecast, TV-folkene Nathalie Lake (Sarah Jessica Parker) og Jason Stone (Michael J. Fox), bonderøvssoldaten Billy-Glenn Norris (Jack Black) og den alkoholiserede hippie Barbara (Annette Benning).

Jack Nicholson som Præsident Dale
Jack Nicholson som Præsident Dale.

Da den første flyvende tallerken er landet, og Marsboerne er trådt ud, går der ikke længe, før alt er kaos. Marsboerne – tynde gespenster med kranielignende ansigter og kæmpehjerner – er tydeligvis ikke kommet i fred, og snart er hele velkomstkomitéen udraderet af rumvæsnernes strålepistoler. Ja, bortset fra Nathalie og hendes irriterende møgkøter, der tages ombord i den flyvende tallerken for senere at blive opereret på. I disse Sex and the City-tider er det sært tilfredsstillende at se Sarah Jessica Parkes hoved blive transplanteret på en hundekrop og omvendt, og det var ikke mindre underholdende, da filmen udkom i 1996.

Stjernespækket cast

Pierce Brosnan som kikset videnskabsmand i en scene, der er et glimrende eksempel på filmens genrepastiche
Pierce Brosnan som kikset videnskabsmand i en scene, der er et glimrende eksempel på filmens genrepastiche.

Den videre handling behøver jeg ikke fortælle så meget om, for det er begrænset, hvor meget handling, der egentlig er. Marsboerne gennemfører et smart trick, hvor de lader som om de undskylder. De bliver inviteret ind i den amerikanske kongres, som de prompte udraderer, og derefter går der ikke længe, inden den totale invasion går i gang.

I løbet af filmen følger vi på skift de forskellige karakterer, som filmens store cast portrætterer. Én gruppe er præsidenten, hans kone (Glenn Close), datter (Natalie Portman), rådgivere (herunder en morsom Martin Short som liderlig pressemand) og militærfolk. En anden er Norris-familien, der er rendyrket trailertrash, på nær den ene søn, Richie (Lukas Haas) og bedstemoderen (Sylvia Sidney). Faderen i Norris-familien spilles underholdende af Joe Don Baker. En tredje gruppe er centreret omkring Las Vegas. Det er dels Annette Bennings alkoholhippie, som er gift med den sleske Vegas-hotelejer-wannabe Art Land (Jack Nicholson igen), men også assorterede Vegas-folk, bl.a. den tidligere bokser Byron Williams (Jim Brown), en storspillende advokat (Danny DeVito) og Tom Jones som sig selv. I Washington ser vi også noget til Byrons kone og børn, hvor konen spilles af Pam Grier.

Hermed er de vigtigste medlemmer af castet omtalt, men som det nok kan fornemmes, er der tale om et stort, stjernespækket cast, og med en spilletid på rundt regnet 1 time og 40 minutter er det begrænset, hvor meget tid, hver især kan tildeles. Alt i alt går det dog nogenlunde op, og der er ingen karakterer, man føler bliver glemt undervejs. Manuskriptforfatteren Gems sørger for, at vi enten ser dem alle sammen blive slået ihjel af Marsboerne eller overleve.

Blanding af nyt og gammelt

Marsboernes strålepistoler i aktion - her er det Michael J. Fox, der er reduceret til et grønt skelet!
Marsboernes strålepistoler i aktion – her er det Michael J. Fox, der er reduceret til et grønt skelet!

Og dør, det er der rigtig mange, der gør! Enten som følge af Marsboernes strålepistoler, der efterlader ofrene som grønne eller røde skeletter, eller de potente dødsstråler på de Ray Harryhausen-inspirerede flyvende tallerkner. Filmens effekter er rigtig fine, og realiseret som en blanding af gammeldags modeller og computereffekter. Man er aldrig i tvivl om, at de tegneserieagtige Marsboere er computeranimerede, men det passer glimrende ind i filmens stiliserede verden. Dette understreges også af, at selv om filmen foregår i 1990’erne, så er al militærudstyret, man ser – fra tanks til rifler og uniformer – fra 1950’erne.

Marsboerne forbereder sig på at ekspedere Richies senile bedstemor til det hinsides
Marsboerne forbereder sig på at ekspedere Richies senile bedstemor til det hinsides.

Også scenografien og personernes fremtoning er en blanding af nyt og gammelt. Et af de bedste eksempler på dette er en scene, ret tidligt i filmen, hvor Pierce Brosnans naive videnskabsmand fremlægger sine teorier angående Marsboerne. Det gør han iført kittel, og med gammeldags plancher og pegepind – og med pibe i munden. Genrepastichen gennemføres et hundrede procent, og det gælder også afslutningen, der på karakteristisk vis afslører, at Marsboerne har én væsentlig svaghed. Denne gang er det hverken jordbakterier, vand eller en uploadet computervirus, men musik – nærmere bestemt en jodlende Slim Whitman med nummeret “Indian Love Call” fra 1952. Dette opdager Richie i en forrygende morsom scene, hvor Marsboerne er nær ved at tage livet af hans bedstemor med en enorm strålekanon på det plejehjem, hvor hun bor!

Danny Elfmans score kompletterer billedet, for naturligvis anvender Elfman massevis af theremin på sin score – det mærkværdige elektroniske instrument, der i 1950’erne blev signaturlyden for flyvende tallerkner og rumvæsner.

Sort humor og satire

Pierce Brosnans afmonterede hoved taler med Sarah Jessica Parkers hoved, der er transplanteret på kroppen af hendes irriterende møgkøter
Pierce Brosnans afmonterede hoved taler med Sarah Jessica Parkers hoved, der er transplanteret på kroppen af hendes irriterende møgkøter.

På den måde er Mars Attacks! en film, man kan dissekere totalt i sin jagt efter genreklichéer eller direkte inspirationskilder, og for fans af 1950’ernes alien invasion-film er det selvfølgelig med til at højne underholdningsværdien rigtig meget. Selv for de, der ikke kender så meget til filmens forbilleder, er Mars Attacks! dog et særdeles underholdende bekendtskab. Ikke mindst fordi Jonathan Gems’ manuskript og Tim Burtons iscenesættelse sætter den sorte humor i højsædet, kombineret med en solid mængde satire, der både er vendt mod den politiske verden, militæret og Hollywood selv – hvilket de dybt klichéfyldte roller klart understreger.

I sidste ende vil Mars Attacks! dog primært underholde, og det gør den glimrende. Det betyder selvfølgelig også, at det på ingen måde er en film, der overgår i filmhistorien, og er også en film, man hurtigt glemmer igen, når man har set den. Mens løjerne står på er man imidlertid i virkelig godt selskab, og det er på ingen måde svært at anbefale Mars Attacks! Både til filmfans generelt, og især til dem, der har en svaghed for 1950’ernes invasionsfilm! Ack ack ack!

4 stjerner
Titel: Mars Attacks!
Instruktør: Tim Burton
Manuskript: Jonathan Gems
Cast: Jack Nicholson (President James Dale / Art Land), Glenn Close (First Lady Marsha Dale), Annette Bening (Barbara Land), Pierce Brosnan (Professor Donald Kessler), Danny DeVito (Rude Gambler), Martin Short (Press Secretary Jerry Ross), Sarah Jessica Parker (Nathalie Lake), Michael J. Fox (Jason Stone), Rod Steiger (General Decker), Tom Jones (ham selv), Jim Brown (Byron Williams), Lukas Haas (Richie Norris), Natalie Portman (Taffy Dale), Pam Grier (Louise Williams), Lisa Marie (Martian Girl), Sylvia Sidney (Grandma Florence Norris), Jack Black (Billy Glenn Norris), Paul Winfield (General Casey), Joe Don Baker (Richies far)
Producere: Tim Burton (producer), Larry Franco (producer), Laurie Parker (producer, ukrediteret), Paul Deason (associate producer), Mark S. Miller (associate producer), Mary Ann Marino (associate producer, ukrediteret)
Foto: Peter Suschitzky
Klip: Chris Lebenzon
Musik: Danny Elfman
Spilletid: 102 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1.
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, finsk, norsk, svensk, engelsk, fransk, hebræisk, hollandsk, italiensk, portugisisk, spansk, tysk
Produktionsland, år: USA, 1996
Produktionsselskaber: Warner Bros. Pictures
Distributør (DVD): Warner Bros. Entertainment Denmark (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 33 | 13/07/2008

Stikord: Alien Invasion, Mars, Rummet, Rumskibe, Rumvæsner, UFO’er

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.