Die, Monster, Die!

7 minutters læsetid
Die, Monster, Die!

Bag den dramatiske titel finder vi en horrorfilm fra 1965, løseligt baseret på novellen The Colour Out of Space af den amerikanske forfatter H. P. Lovecraft (1890-1937) fra 1927. Nogen stor sammenhæng mellem film og novelle er der ikke tale om, men flere af forlæggets elementer har dog fundet vej ind i filmen.

Manuskriptet til Die, Monster, Die! blev skrevet af Jerry Sohl, kendt for manuskripter til TV-gys i serier som Alfred Hitchcock Presents og The Twilight Zone, mens instruktionen blev overladt til Daniel Haller, der med Die, Monster, Die! fik sin debut.

Producenterne bag filmen var Samuel Z. Arkoff og James H. Nicholson og det legendariske selskab American International Pictures. Samme selskab havde allerede produceret en anden Lovecraft-baseret film, The Haunted Palace fra 1963, inspireret af romanen The Case of Charles Dexter Ward. The Haunted Palace var instrueret af Roger Corman, men Daniel Haller var også indblandet som art director.

Øretæveindbydende hovedperson

Stephen Reinhart (Nick Adams) just ankommet til Arkham
Stephen Reinhart (Nick Adams) just ankommet til Arkham.

Efter en ganske stemningsfuld åbningssekvens med hvirvlende stjernetåger og lysende pletter, begynder filmen på banegården i Arkham. Her skal Lovecraft-kendere imidlertid ikke lade sig narre, for i Die, Monster, Die! er Arkham ikke Lovecrafts amerikanske New England-by, men i stedet en lille søvnig engelsk landsby.

På banegården ankommer filmens mandlige hovedperson, Stephen Reinhart, til byen fra USA. Reinhart spilles af Nick Adams, der på dette tidspunkt havde en del mindre roller bag sig og denne film blev faktisk en af Adams’ største, da han allerede tre år efter, i 1968, døde af en overdosis i Beverly Hills. Lad det på forhånd være sagt; rollen Stephen Reinhart kombineret med Nick Adams’ udseende, gør denne karakter til noget af det mest øretæveindbydende man kan forestille sig.

Stephen Reinhart er kommet til Arkham for at møde sin kæreste, Susan Witley. Det viser sig imidlertid hurtigt, at ingen i byen vil hjælpe den stakkels mand med at finde vej, når de hører, hvem han skal besøge. Gang på gang bliver Reinhart fornærmet og afvist af de lokale. Ingen vil hjælpe ham, og til sidst må han til fods finde gården på egen hånd.

Scenerne i landsbyen er faktisk ganske gode, og endda indspillet i England. De gamle engelske huse og det lidt triste efterårslandskab formidler en lurende stemning, som desværre bliver næsten glemt, så snart de karikerede landsbyboere åbner munden.

En aldrende Boris Karloff

Nahum Witley (Boris Karloff) byder Stephen Reinhart velkommen
Nahum Witley (Boris Karloff) byder Stephen Reinhart velkommen.

På vej ud mod Witley-huset, må Reinhart krydse den tågede hede. Her bemærker han et område hvor træer og græs er afsvedet. Da han undersøger en gren, bliver den praktisk talt til støv mellem fingrene på ham. I udkanten af billedet, ser vi endda et kraterlignende hul, som Reinhart imidlertid ikke opdager. Forundret går amerikaneren videre og når snart frem til sit mål.

Witley-huset er en stor og dyster herregård. Ingen åbner døren da Reinhart banker på, og først da han uindbudt er trådt indenfor, møder han Nahum Witley, filmens anden mandlige hovedperson, spillet af selveste Boris Karloff. Da Karloff indspillede filmen var han 78 år gammel, men Die, Monster, Die! var absolut ikke hans sidste film. Faktisk nåede Karloff efterfølgende at optræde 13 gang på film, i større eller mindre roller, inden sin død i 1969.

Nahum Witley er far til Reinharts kæreste og sidder i rullestol – en overraskende mobil og hurtig rullestol, skal det indskydes. På yderst fjendtlig vis forsøger han at få gæsten til at forsvinde, men Reinhart kan fremvise en invitation fra Letitia Witley, Nahums kone. Netop da indfinder Susan Witley (Suzan Farmer) sig og reder den tilspidsede situation.

Gensynsglæden er stor: Stephen og Susan har ikke set hinanden siden Susan forlod Amerika for en måned siden, efter et college-studieophold. Alt falder til ro, og Reinhart introduceres for Susans moder, der inviterede ham til England.

En frygtelig forbandelse

Reinhart og hans kæreste Susan Witley (Suzan Farmer)
Reinhart og hans kæreste Susan Witley (Suzan Farmer).

Leitia Witley, spillet af Freda Jackson, er filmens sidste større rolle. Hun lider af en sær sygdom og tåler ikke lys. Vi får derfor ikke noget tydeligt billede af hende, da hun gemmer sig bag halvtransparente gardiner. Moderen beder Susan forlade rummet så hun kan tale alene med Reinhart, og her bønfalder hun ham om at fjerne datteren fra huset. En frygtelig forbandelse hviler over stedet, forklarer hun.

Den rationelle Reinhart forstår ikke, hvad der foregår, men han er mere end villig til at forlade stedet med pigen. Da mødet mellem Stephen Reinhart og Letitia er overstået, vil Susan imidlertid ikke forlade forældrenes hus uden videre.

Fra da af begynder der at ske mystiske ting på herregården og Reinhart vikles ind i et kompliceret familiedrama. Ikke alene trues familieidyllen indefra af noget, som kaster mørke skygger over Witley-slægten, men en forsvunden tjenestepige, Helga, lurer omkring på grunden med morderiske hensigter, og jo mere Reinhart snuser omkring, jo flere hemmeligheder hvirvles op.

I grove træk kan det beskrives sådan, at ud af filmens ca. 80 minutters varighed bruges den første halve time på at etablere stemning og handling, mens den resterende tid er en evig jagt omkring i huset – snart efter den ene skurk, snart efter den anden.

Den gotiske tradition som forbillede

Nahum i husets skumle kælder
Nahum i husets skumle kælder.

I stil og stemning trækker Die, Monster, Die! i høj grad på den gotiske gysertradition, der kommer til udtryk gennem brug af dybe skygger, herregårdsmiljøet og den dystre engelske hede. Måske er det også derfor at Lovecrafts Arkham er blevet flyttet til England.

Visuelt fungerer filmen rigtig godt, navnlig i alle udendørsscenerne. Indendørs er det lidt sværere at lade sig overbevise af stemningen, navnlig på grund af den lidt overdrevne æstetik og den meget svulstige lyssætning.

Gyset i filmen bygger til dels på mystikken der omgiver Witley-huset. Hvad er det der foregår om natten og hvad er det for sære hyl der høres fra haven? Ja, hovedpersonerne er lige så meget i tvivl, som os seere, og man kan da godt undre sig lidt over Susan Witleys uvidenhed om hændelserne i sit eget barndomshjem. Komplet uforstående oplever hun alt med samme overraskelse som den ellers altid fattede Stephen Reinhart, men det er jo bare en detalje.

Filmen prøver altså at sælge sig selv som en gotisk gyser, og for at hjælpe uhyggen lidt på vej, er der talrige “skræmmende” hændelser, der sker uden nogen sammenhæng med den egentlige handling. Disse hændelser var måske virkningsfulde i 1965, men i dag efterlader de kun seeren med en svag fornemmelse af undren, og måske et smil på læben. Når Reinhart åbner et skab, og får et skelet i hovedet, eller Nahum Witley griber ud efter en nøgle, men stedet lægger hånden på en fugleedderkop, er det bare mystik for mystikkens skyld, og ikke noget der for alvor bidrager til stemningen.

En selvlysende Boris Karloff

Nahum sammen med butleren Merwyn, der ser højst besynderlig ud med sine blå briller
Nahum sammen med butleren Merwyn, der ser højst besynderlig ud med sine blå briller.

Som gotisk gyser holder Die, Monster, Die! langt hen ad vejen, men til sidst mister den sit greb om genren og munder, noget overraskende, ud i en vanvittig jagt der ikke skal beskrives nærmere her, men som garanteret vil komme bag på de fleste. At jagten indeholder en selvlysende Karloff kan dog afsløres. Det gotiske gys viger her pladsen for monsterfilmen.

Da filmen jo er baseret på en novelle af H. P. Lovecraft er det måske rimeligt at spørge, om der kan spores noget lovecraftiansk i Die, Monster, Die! Til dette kan man hurtigt svare nej. Kun meget lidt kan føres tilbage til novellen, om end den mandlige hovedperson på et tidspunkt falder over bogen “Cult of the Outer Ones”, med Lovecraft-parafrasen “Cursed is the ground where the Dark Forces live, new and strangely bodied.. He who tampers there will be destroyed..”.

Flittige referencer til “The evil Ones” og “The forces of Evil” vækker også vage mindelser om Lovecrafts forfatterskab, om end i en noget camoufleret udgave. Enkeltheder fra novellen er da også med i filmen, og enhver der har læst forlægget vil uden tvivl kunne nikke genkendende flere steder.

Jævnt dårligt skuespil og skrækkelig dialog

I'm melting, I'm melting. Ohhhhh... What a world! What a world!
I’m melting, I’m melting. Ohhhhh… What a world! What a world!

Skuespillet i Die, Monster, Die! er jævnt dårlig, og dialogen er ganske skrækkelig. Navnlig Stephen Reinharts kommentarer og udlægninger af hændelserne i huset lyder helt vanvittige. Til Nick Adams’ forsvar må man dog sige, at rollen bliver spillet på en fornuftig underspillet manér, modsat eksempelvis Karloff, der overspiller ganske forfærdeligt som Nahum Witley. Om Suzan Farmers præstation er der ikke stort andet at sige, end at det formodentlig var hendes fysiske fortrin, der fik hende med i filmen.

Handlingen går sin gang og alle hovedpersonerne tackler de forfærdelige hændelser med den ro og logik, der er så typisk for genren. I store træk hænger historien sammen, men desværre formår dialogen ikke helt at formidle plottet. Løse ender er der mange af, og man bør næppe stille alt for mange spørgsmål til Nahum Witleys eksperimenter og hans forbindelse til tidligere slægtninges djævledyrkelse. Nu hvor vi er ved de løse ender, bør det nævnes, at det næppe vil lykkes for seeren at finde en forbindelse mellem filmens titel og handling.

En jævn oplevelse

Selvlysende Nahum angriber Reinhart
Selvlysende Nahum angriber Reinhart.

Die, Monster, Die! er ikke noget mesterværk, hverken som genrefilm eller som underholdning for B-films entusiaster i dag. Den er lidt langsom og byder ikke på meget afveksling. Gyset er det samme der gentages hele filmen igennem – slutjagten er dog noget for sig – og personerne er lidt for kedelige til for alvor at blive underholdende.

Som en film for Lovecraft-fans, kan den kun appellere til de mest hårdnakkede samlere, da referencerne til forfatterens novelle som sagt er meget sparsomme. Lyspunkter er der dog også. Den gotiske stemning holder i hovedparten af Die, Monster, Die!, og det er jo i sig selv ret godt.

Udendørsscener hvor tågen skyller ind over heden mens man hører krager i det fjerne, er virkeligt gode. Flere steder er der da også gode spændingssekvenser, især den scene hvor gamle Nahum ruller ind på Reinharts værelse i kørestolen for at se, om han sover. Denne scene er intens og meget velkomponeret.

Alt i alt er Die, Monster, Die! en jævn oplevelse, der hverken for alvor skuffer eller glæder. Filmen er uden tvivl fin underholdning, hvis man enten er til gotiske gys eller bare stor Lovecraft-fan, men høje forventninger frarådes.

3 stjerner
Titel: Die, Monster, Die!
Andre titler: The House at the End of the World, Monster of Terror (UK)
Instruktør: Daniel Haller
Manuskript: Jerry Sohl
Cast: Boris Karloff (Nahum Witley), Nick Adams (Stephen Reinhart), Freda Jackson (Letitia Witley), Suzan Farmer (Susan Witley)
Producere: Pat Green (producer), Louis M. Heyward (co-producer), Samuel Z. Arkoff (executive producer), James H. Nicholson (executive producer)
Foto: Paul Beeson
Klip: Alfred Cox
Musik: Don Banks
Spilletid: 80 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Ultra stereo
Sprog: Engelsk
Undertekster: Fransk, spansk
Produktionsland, år: USA, 1965
Produktionsselskab: American International Pictures
Distributør: MGM
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 1 | 13/11/2005

Stikord: Cthulhiana, Filmatisering, H.P. Lovecraft, Okkultisme

Skriv et svar

Your email address will not be published.