Mogens Høegsberg
1 kommentar

Tomb Raider

Tomb Raider
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Tom Holkenborgs score til Tomb Raider holder sig indenfor den stil, Hans Zimmers Remote Control Studios står for. Det er alt sammen meget professionelt sat sammen – og helt og aldeles sjælløst.

Tomb RaiderTomb Raider er det tredje forsøg på at få en passabel film ud af den berømte og elskede spilserie om globetrotteren Lara Croft.

Angelina Jolie spillede rollen i de to mildest talt tvivlsomme film fra henholdsvis 2001 og 2003. Denne gang er rollen gået til svenske Alicia Vikander, mens det er en nordmand, Roar Uthaug, der har stået bag kameraet.

Mens både hovedrolleindehaveren og instruktøren var interessante valg, kan det samme ikke siges at være tilfældet med filmens komponist. Det er nemlig Tom Holkenborg, der også er kendt under kunstnernavnet Junkie XL.

DJ, trancemusik og remixes

Tom Holkenborg (f. 1967).

Tom Holkenborg (f. 1967).

Som man nok fornemmer på kunstnernavnet, er det ikke koncertsalsmusik, Holkenborg tidligere har gebærdet sig med.

Inden han fandt vej til filmmusikken var hollænderen primært kendt som DJ og lavede trancemusik og remixes – bl.a. var det Holkenborg, der stod bag remixet af Elvis Presleys “A Little Less Conversation”, der råhittede i 2002.

Da Holkenborg begyndte at få filmarbejde i USA, havde han allerede komponeret musik til film i Holland, men det er uden tvivl hans association med Hans Zimmer og Zimmers Remote Control Studios, der har bragt Holkenborg til den position, han indtager i dag.

I starten af 00’erne begyndte Holkenborg at få “additional music”-credits på scores komponeret af forskellige RCS-komponister, bl.a. Catwoman (2004, musik af Klaus Badelt), Kingdom of Heaven (2005, musik af Harry Gregson-Williams) og Domino (2005, musik af Harry Gregson-Williams).

Det kulminerede med samarbejdet med Hans Zimmer selv på The Dark Knight Rises (2012) og Man of Steel (2013), hvorefter Holkenborg for alvor var parat til selv at stå for musikken til nogle af Hollywoods megafilm.

Eller nej, selvfølgelig var Holkenborg ikke parat til det. Men det var der tydeligvis nogen i Hollywood, der mente, for siden 2013 er projekt efter projekt landet hos Holkenborg, også selvom manden gang efter gang har bevist, at han ikke evner at komponere filmmusik.

Vistnok en smaddersød fyr

Lad mig lige stoppe op et øjeblik her og sige følgende: Jeg har intet personligt mod Tom Holkenborg.

Baseret på interviews, jeg har set med ham, og ud fra hvad jeg har hørt om ham fra folk, der er mere inde i miljøet, end jeg er, lader han faktisk til at være en smaddersød fyr, der elsker det, han laver og virkelig gør sit allerbedste.

Jeg er heller ikke et øjeblik i tvivl om, at Holkenborg lægger masser af arbejde i de scores, han komponerer, og det kan man selvfølgelig kun have respekt for.

Desværre er hans musik utrolig dårlig. Hans filmmusik er simplistisk, larmende og totalt blottet for antydninger af, at Holkenborg evner at fortælle historier med musik.

Alligevel har Holkenborg fået projekter som Mad Max: Fury Road (2015), Deadpool (2016), Batman v Superman: Dawn of Justice (2016), The Dark Tower (2017) og nu Tomb Raider.

Alle er projekter, der i mere kapable komponisters hænder havde kunnet kaste forrygende filmmusik af sig. I stedet har hver film fået dramatisk vakuøse scores, der i bedste fald er ligegyldige, i værste fald decideret skader filmen.

Hvad der kunne have været…

Og ja, det samme gælder Tomb Raider. Det er ikke fordi de to film med Angelina Jolie havde scores, der kommer til at gå over i filmmusikhistorien – om end Alan Silvestris score til The Cradle of Life (2003) er jævnt underholdende.

Men sammenlignet med Holkenborgs score til den nye film, er både Graeme Revells score til den første Tomb Raider og Silvestris til den anden mindre mesterværker.

Det er jo heller ikke fordi, det skorter på komponister i Hollywood, der ville elske muligheden for at komponere musik til en eventyrfilm af denne type. Michael Giacchino, Brian Tyler – eller for den sags skyld Alan Silvestri.

Med andre ord: Folk der kan finde ud af at bruge et symfoniorkester og som rent faktisk kan finde ud af at fortælle historier med deres musik.

Klichéer

Problemet med Holkenborgs Tomb Raider-musik er, at der absolut intet er at gribe fat i. Til trods for Holkenborgs inspiration fra Remote Control-studiets komponister er der ikke engang et solidt, ørehængende tema, som Holkenborg kunne bygge scoret op omkring.

De bedste dele af scoret – de stille dele – lyder som noget, Harry Gregson-Williams kunne have komponeret og lagt i skuffen, fordi han ikke var tilfreds med det.

De dårlige dele lyder som alle Remote Control Studiets actionklichéer kørt sammen i én pærevælling, men uden mange af de andre komponisters sans for fængende temaer og i stedet suppleret med kolossale mængder slagtøj og synthesizede effekter.

Endelig lyder alle de symfoniske dele meget syntetiske – et af de klassiske problemer med mange scores fra Remote Control Studios.

Hvorfor man bruger tid og penge på at få indspillet musik med et symfoniorkester, når man alligevel efterbehandler det så meget, at det lyder som om, det kommer direkte fra Pro Tools overgår min fatteevne. Det er ikke desto mindre tilfældet.

Professionelt og sjælløst

Scoret starter med det lange “Return to Croft Manor” (nr. 1). Det er harmløs filmmusik, der ikke kan forarge nogen, men som bestemt heller ikke vil kunne ophidse andre end de mest flegmatiske lyttere.

Vi har lange strygerflader, nydelige flygelanslag et synth-beat, der kommer og går og diverse andre synth-effekter; alt sammen noget, der lyder som udkast til et cue fra Gregson-Williams’ score til Deja Vu eller Spy Game, blot kedeligere.

Samme Gregson-Williams-inspirerede stil dominerer det korte “Seeking Endurance” (nr. 2), inden det med “The Bag” (nr. 3) går helt galt. Slagtøj med udefinerede rytmer og masser af øresønderrivende synth-effekter. Heldigvis er dette cue relativt kort – under to minutter – men det er så klart også scorets værste.

“Path of Paternal Secrets” (nr. 4) bringer os ind i Remote Control-studiets lyd med antydningen af noget, der kunne have været et tema i blæserne og strygerne, men som aldrig for alvor udvikler sig – alt suppleret af let slagtøj.

Remote Control-stilen fortsætter i de følgende actioncues, hvor “The Devil’s Sea” (nr. 5) er fint repræsentativ: Igen har vi liberale mængder synth over og under den symfoniske musik, der primært består af generiske Remote Control-strygerostinati, tilsat store mængder slagtøjsrytmer. Det er alt sammen meget professionelt sat sammen – og helt og aldeles sjælløst.

Samme stil gør sig gældende i resten af scorets action- og suspensecues, som klart dominerer albummet.

Et mysterium

Der er stort set intet godt at sige om Tom Holkenborgs Tomb Raider-score, og det sjove er, at det sådan set intet har at gøre med Remote Control-stilen som sådan.

Selvom der er mange aspekter ved Remote Control-studiets særlige lyd, som jeg efterhånden finder trættende, kan de samme elementer i de rette hænder resultere i scores, der om ikke andet er solidt underholdende, også selvom de er alt andet end originale.

Det evner Holkenborg bare ikke. Hans musik gør brug af alle elementerne, men det kommer til at fremstå mekanisk og sjælløst, også selvom det unægteligt er topprofessionelt arbejde, og selvom jeg er sikker på, at Holkenborg har lagt masser af tid i det.

Hvis man vil høre, hvordan den kage skal skæres, så prøv i stedet at lytte til Elliot Leungs score til den kinesiske actionfilm Hong Hai Hang Dong (engelsk titel: Operation Red Sea), også fra 2018 – her har vi en ung fyr, der forstår at bruge klichéerne friskt!

Jeg er sikker på, at der er masser af yngre filmmusikentusiaster, der vil være hamrende uenige med mig i min dom over Holkenborgs Tomb Raider-score og synes, jeg er gammel, sur stodder. Godt for dem.

Det her er åbenbart den type musik, producerne og pengemændene i Hollywood vil have til deres film.

Det vil altid stå som et mysterium for sådan en som mig, der er vokset op i 1980’erne og hvor en film som Tomb Raider havde ligget til Jerry Goldsmiths højreben. Men der er tydeligvis en efterspørgsel.

Det besvarer, hvordan Holkenborg på rekordtid har arbejdet sig op til den position, han har i dag, til trods for sine åbenlyst manglende evner som filmkomponist.

1 stjerne

Nummerliste:
1. Return to Croft Manor (8:13)
2. Seeking Endurance (1:10)
3. The Bag (1:49)
4. Path of Paternal Secrets (3:40)
5. The Devil’s Sea (4:12)
6. Let Yamatai Have Her (13:24)
7. Figure in the Night (4:16)
8. Remember This (3:26)
9. Never Give Up (5:37)
10. Karakuri Wall (4:38)
11. What Lies Underneath Yamatai (8:35)
12. There’s No Time (4:02)
13. Becoming The Tomb Raider (7:16)
14. The Croft Legacy (2:01)

Total spilletid: 72:19

Titel: Tomb Raider
Komponeret af: Tom Holkenborg
Dirigeret af: John Ashton Thomas
Orkestrering: Edward Trynek, Henri Wilkinson, Jonathan Beard
Komponeret: 2018
Udgivet: 2018
Label: Sony Masterworks

Anmeldt i nr. 150 | 13/04/2018

Én kommentar til Tomb Raider

  1. yesiamqualified 13. april 2018 at

    When I first found this blog and another film music review site I thought…”how unnecessary, who needs film scores to be reviewed?”
    Then I read some reviews and I was pleasantly surprised to feel such validation for similar feelings I have personally had about certain composers. Your site has helped me discover new names and inspired me to become a better composer. And with this review I think you’ve helped me understand something Deepak Chopra is well known for saying…

    “Discover your own discontent, and be grateful, for without divine discontent there would be no creative force.”

    Tom Holkenberg…you are my discontent. You are easily at the forefront of the deadly combo of most celebrated/least talented composer I think I have ever heard of. I try watching his videos and they are long and filled with absolutely no value. He talks about how he has no sound treatment in his echoey studio because somehow he is the one guy who figured out that it is totally unnecessary. He has EVERY synthesizer. Congrats on your electricity bill. He appeals to the composer who sees flashing lights but hears nothing. He resamples samples and scales the velocity curve from low to high notes up the keyboard instead of just learning how to play a key softly or hard for MUSICAL effect. Basically, everything he spends his time on somehow removes emotion, warmth and, in a word, MUSICALITY, from the craft of film scoring.

    I too, would like to say, nothing personal. Seems like a lovely man. But this isn’t about that.
    Try telling the directors that.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>