Mogens Høegsberg
1 kommentar

Tintins Oplevelser: »Enhjørningen«s Hemmelighed

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Enhjørningens Hemmelighed er ét af de mest underholdende Tintin-albums overhovedet. Det er ren eskapisme, uden nogle af de tidligere og senere albums politiske undertoner, men det gør ikke albummet ringere.

Enhjørningens HemmelighedI Carlsen Comics’ række af nyudgivelser af Hergés Tintin-historier er vi nu nået til nummer 10 i rækken med titlen »Enhjørningen«s Hemmelighed.

Inden jeg bliver rørstrømsk, og det bliver jeg, så må jeg lige indlede med lidt brok. I lighed med forlagets ældre udgivelse af albummet bruges der i titlen anførselstegn omkring navnet på skibet Enhjørningen, der spiller en væsentlig rolle i historien. Og ikke alene det: på forsiden er genitiv-s’et tilmed mindre end resten af skriften og endvidere hævet! Man kan mene, hvad man vil om anvendelsen af anførselstegn.

Jeg synes det ser grimt ud, men værre er det, at det lille hævede genitiv-s er hamrende ukorrekt. Det er muligt, at det er blevet moderne at bruge små hævede genitiv s’er på skilte i dagens Danmark, men det gør det ikke mere korrekt. Og på en udgivelse er det en øjebæ af dimensioner. Dermed har Carlsen Comics forpasset sin chance for at give albummet en pæn forside, og det skal de have skældud for! I resten af denne anmeldelse kaldes albummet derfor Enhjørningens Hemmelighed, sådan som Carlsen burde have gjort.

Fantastisk underholdningsværdi
Tintin køber modelskibet på loppemarkedet.

Tintin køber modelskibet på loppemarkedet.

Med ovenstående ude af systemet kan jeg så bevæge mig videre til selve albummet, som er en ren fornøjelse. Som nævnt har Enhjørningens Hemmelighed, i øvrigt sammen med den direkte fortsættelse, Rackham den Rødes Skat, altid været et af mine favorit-albums i Tintin-serien. Det skyldes primært albummets fantastiske underholdningsværdi, der for mig altid har været yderligere underbygget af min glæde for en god gammeldags sørøverhistorie.

Enhjørningens Hemmelighed begynder, som de fleste Tintin-historier, på en helt almindelig dag. Denne gang er Tintin en tur på loppemarkedet, hvor han falder over en fin model af et gammelt tremastet skib, som han køber med henblik på at forære den til Kaptajn Haddock.

Tintin har blot lige gjort handlen da de første mystiske begivenheder sker: to mænd kommer styrtende hen til ham og vil begge købe skibsmodellen af ham for en stor sum penge. Tintin nægter at sælge, og vender hjem med skibet. Inden han når at få givet skibet til Kaptajnen vælter Terry modellen på gulvet, hvorved én af masterne knækker af. Det lykkes Tintin at reparere bruddet, men den lille detalje er vigtig for den videre handling.

Da Kaptajn Haddock kommer på besøg og Tintin viser ham skibet bliver han ellevild og slæber Tintin med hen til sin lejlighed. Kaptajnen har nemlig et maleri hængende, der forestiller én af hans forfædre – friherren af Hadoque – og bag friherren ses på maleriet det selv samme skib, som Tintin netop har købt en model af!

Skattekort
Tintin og Kaptajn Haddock foran maleriet af friherren af Hadoque.

Tintin og Kaptajn Haddock foran maleriet af friherren af Hadoque.

Da Tintin vender tilbage til sin lejlighed opdager han, at modellen er blevet stjålet, og han mistænker straks de to herrer, der forsøgte at købe modellen af ham. Tintin fik et visitkort af den ene af de to mænd – en vis hr. Sakharin – og opsøger ham derfor. Her finder han ud af, at der eksisterer tre modeller af det samme skib, og at Sakharin ikke lader til at være tyveknægten. Men da Tintin på ny vender hjem til sin lejlighed finder han den fuldstændig gennemrodet uden at noget dog er stjålet.

Senere opdager han, hvad indbrudstyvene ledte efter: et lille sammenrullet stykke pergament, der må have siddet i masten på skibsmodellen. Da Terry skubbede modellen på gulvet røg pergamentet ud af masten og rullede ind under kommoden.

Det der står på pergamentet synes dog at være det rene volapyk, men Tintin regner straks ud, at der må være tre pergamentstykker og at de tre stykker tilsammen må være et skattekort. Tilbage hos kaptajnen får han hele historien om, hvordan friherren af Hadoque blev tvunget til at sænke sit eget skib efter at det var blevet erobret af pirater uden ledelse af Rackham den Røde.

Pergamentet der har været gemt i modelskibets mast.

Pergamentet der har været gemt i modelskibets mast.

Nu mangler Tintin og kaptajnen kun to pergamentstykker for at kunne stykke sammen, hvor Enhjørningen sank, men til sin store skræk opdager Tintin, at hans tegnebog, med pergamentstykket, er blevet stjålet. Tegnebogstyveriet er en del af en sidehistorie i albummet, hvor de to mesterdetektiver Dupont og Dupond er på spor af en særdeles effektiv lommetyv.

Inden det lykkes Tintin at få fingre i alle tre pergamentstykker sker der dog flere dramatiske ting: Tintin bliver bortført af de to skrupelløse antikvitetshandlere Fughl, der bor på det lokale gods Møllenborg. At det lykkes Tintin at undslippe og at han til sidst kommer i besiddelse af alle tre pergamentstykker er vel ingen overraskelse. Og tilmed lykkes det også for de to narrehatte Dupont og Dupond at fange lommetyven, der i Niels Søndergaards nyoversættelse bærer navnet Frank Ranesen (he he).

Fremragende fortalt – og et væsentligt album i Tintin-historien
Fra Kaptajn Haddocks særdeles livlige fortælling om Enhjørningens skæbne!

Fra Kaptajn Haddocks særdeles livlige fortælling om Enhjørningens skæbne!

Næsten alt lykkes over al forventning for Hergé i Enhjørningens Hemmelighed. Albummet er skiftevist sjov og spændende de rigtige steder, og der efterlades ikke en eneste løs ende i historien – bortset naturligvis fra, at det kun er første del i en fortsat historie. De forskellige begivenheder, Tintin udsættes for i løbet af albummet, giver alle mening til sidst, men Hergé holder på forbilledlig vis spændingen til sidste side.

Kombinationen af den centrale historie med pergamentlapperne i de tre skibsmodeller og sidehistorien med lommetyven fungerer til fulde, og sidstnævnte giver anledning til en del morskab på bekostning af fæhovederne Dupond og Dupont.

Enhjørningens Hemmelighed er også et væsentligt album i Tintin-historien. Det er det tredje album, hvori Kaptajn Haddock medvirker, og der kommer nu langt mere kød på kaptajnen som figur end der gjorde i den noget tamme forgænger, Den Mystiske Stjerne (1942). Ikke alene får vi noget at vide om kaptajnens forfædre, men den gode Haddock er i Enhjørningens Hemmelighed helt afgørende for historien.

Endvidere introduceres et andet vigtigt sted og en anden vigtig person. Man ved det naturligvis ikke endnu, men godset Møllenborg og Fughl-brødrenes butler Nestor skal komme til at gå igen i mange efterfølgende historier. Hvorfor skal ikke fortælles her af hensyn til de, der måske ikke har læst Rackham den Rødes Skat.

Ren eskapisme – ren fornøjelse
Dupondternes første nærkontakt med lommetyven Frank Ranesen.

Dupondternes første nærkontakt med lommetyven Frank Ranesen.

Enhjørningens Hemmelighed er ren eskapisme, hvilket prægede alle de Tintin-historier Hergé fortalte under 2. Verdenskrig, hvor den tyske censur gjorde det umuligt for Hergé at tegne politiske historier i stil med dem, han havde tegnet før krigen.

Men Enhjørningens Hemmelighed er endnu mere eskapistisk anlagt end Den Mystiske Stjerne, der var det første album, Hergé tegnede under krigen. Der er en umiddelbar fortælleglæde i albummet, der skinner igennem på hver eneste side, og i kombination med den velfungerende historie, gør det Enhjørningens Hemmelighed til én stor fornøjelse fra første til sidste side.

Som optakt til Rackham den Rødes Skat, hvor den egentlige skattejagt foregår, fungerer Enhjørningens Hemmelighed optimalt, men også som enkeltbind er historien helt fremragende. Som enkeltbind virker historien langt bedre end f.eks. De 7 Krystalkugler (1948), der lægger op til Soltemplet (1949).

De to skurke, brødrene Fughl, og deres butler Nestor.

De to skurke, brødrene Fughl, og deres butler Nestor.

Selv om det naturligvis ikke er meningen, at Enhjørningens Hemmelighed skal læses alene, så er historien så underholdende og så godt skruet sammen, at man sidder med en fornemmelse af at være midlertidigt forløst når man har vendt sidste side. Det betyder dog ikke, at man ikke med det samme glæder sig til at læse fortsættelsen.

Historien blev første gang offentliggjort som føljeton i den belgiske avis Le Soir fra den 11. juni 1942 til den 14. januar 1943. Oprindeligt udkom den i sort/hvid, men allerede i 1943 blev historien udsendt i farve i et album på 62 sider. Denne udgave blev første gang offentliggjort på dansk i bladet Kong Kylie i 1955, hvor historien dog blev drastisk forkortet fordi bladet gik ind. Politiken kørte Enhjørningens Hemmelighed som føljeton i 1961 inden Carlsen Comics udgav albummet første gang på dansk i 1965.

Denne nye udgave er akkurat lige så flot som de hidtidige albums i Carlsens serie af nyudgivelser af Tintins Oplevelser. Trykket er godt, med kun enkelte minimale overlap i farvelægningen, på det samme lækre matte papir som de øvrige albums. Det ville dog være rart om Carlsen havde valgt at trykke albumtitlerne på den røde ryg i imiteret læder – det er ikke tilfældet, og det gør det lidt svært at finde frem til de enkelte albums når samlingen af de nye udgivelser vokser.

Dette kan dog ikke rokke den mindste smule ved der overordnede indtryk. Enhjørningens Hemmelighed er et af de helt store Tintin-albums, og det skal bare købes og læses!

6 stjerner

Titel: »Enhjørningen«s Hemmelighed
Originaltitel: Le Secret de la Licorne
Seriens titel: Tintins Oplevelser
Seriens originaltitel: Les Aventures De Tintin
Forfatter: Hergé
Tegner: Hergé
Albumlængde: 62 sider
Dansk oversættelse: Niels Søndergaard
hvid
Udkom som stribe i avisen Le Soir i Belgien i 1942-43.
Udkom som album (62 sider) i Belgien i 1943.
hvid
Udkom første gang på dansk i bladet Kong Kylie i 1955.
Udkom på dansk i Politiken i 1961.
Udkom på dansk som album i 1965 på forlaget Carlsen Comics.
hvid
Denne udgave udkom som en del af den nye serie af Tintin-udgivelser i 2006 på forlaget Carlsen Comics.
hvid
Baggrundsinformation hentet fra publiceringsdetaljer i albummet, fra Tintin og Hans Skaber (Benoît Peeters, Carlsen Comics 1988) samt fra det nu lukkede website Tintinologisk Tidsskrift.

Anmeldt i nr. 11 | 13/09/2006

Stikord: Pirater, Tintin

Én kommentar til Tintins Oplevelser: »Enhjørningen«s Hemmelighed

  1. Pingback: Tintin tid! | The beginning of a journey

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *