The Haunted Palace

10 minutters læsetid
The Haunted Palace

I 1963 udsendte American International Pictures (AIP) The Haunted Palace. Filmens instruktør var ingen ringere end Roger Corman, der allerede på det tidspunkt havde indspillet en stribe Poe-filmatiseringer, men for ikke at udtømme denne kilde for tidligt havde han et ønske om at afsøge nyt terræn.

Sammen med manuskriptforfatteren Charles Beaumont, der trofast havde samarbejdet med Corman på alle hans Poe-film, kastede instruktøren således blikket på en anden af de store amerikanske horrorforfattere, nemlig H. P. Lovecraft.

Charles Dexter Ward med mere

Den Lovecraft-historie, de faldt for, var The Case of Charles Dexter Ward, der var blevet skrevet i første del af 1927. Denne kortroman er en af Lovecrafts mere ligefremme fortællinger, og det er derfor ikke så overraskende, at det netop blev denne, Corman og Beaumont udvalgte. Da historien først var fundet, præsenterede de idéen for AIP, som gav dem grønt lys på projektet. Arbejdet kunne nu begynde på den film, der fik arbejdstitlen “The Case of Charles Dexter Ward”.

Hverken Corman eller Beaumont var imidlertid helt tilfredse med novellens historie, så derfor valgte de også at inddrage materiale fra nogle andre af Lovecrafts fortællinger for derved at give historien noget mere dybde. Det er i hvert fald sådan, Corman forklarer de ændringer i handlingen, som blev foretaget i forbindelse med filmatiseringen.

Lovecraft-kendere vil derfor kunne genfinde elementer fra både The Shadow over Innsmouth (1931) og The Dunwich Horror (1929) i The Haunted Palace. Der er ikke tale om egentlige lån af plotelementer, men snarere en generel inspiration, der krydrer selve fortællingen fra The Case of Charles Dexter Ward.

Kort før manuskriptet blev afsluttet, forlod Beaumont projektet, og den endelige afpudsning af teksten blev derfor overladt til Roger Cormans daværende assistent – en ung mand ved navn Francis Ford Coppola, der jo efterfølgende er blevet en af Hollywoods mest feterede instruktører.

Troldmænd og hekse med skumle planer

Vrede landsbyboer gør klar til en omgang lynchjustits.
Vrede landsbyboer gør klar til en omgang lynchjustits.

Selve handlingen begynder et uvist sted i 1700-tallet. Vi befinder os i den lille amerikanske kystby Arkham, hvor et ubehageligt firkløver har slået sig ned. Denne gruppe er anført af troldmanden og heksemesteren Joseph Curwen, der sammen med Simon Orne, Jabez Hutchinson og heksen Hester Tillinghast har skumle planer.

Lovecrafts Arkham i Daniel Hallers udgave.
Lovecrafts Arkham i Daniel Hallers udgave.

I den store middelalderlige fæstning, som Curwen sten for sten har fået fragtet til USA, planlægger de nemlig at åbne en port, så de gamle guder kan komme ind i verden igen. Disse guder, med navne som Cthulhu og Yog-Sothoth, kan hidkaldes gennem bogen Necronomicon, og den bog er i Curwens besiddelse.

For at guderne skal føle sig hjemme på Jorden, når de endeligt er blevet hidkaldt, ønsker de fire diabolister at parre menneskekvinder med disse dæmoniske skabninger og på den led skabe en helt ny race. Til det formål bruger de kvinder fra den lille landsby Arkham.

Charles Dexter Ward og Konen Ann ankommer til Arkham.
Charles Dexter Ward og Konen Ann ankommer til Arkham.

Det skulle de bare ikke have gjort, for byens mænd er ved at være godt trætte af det postyr, der foregår oppe på Curwens borg hver nat. Derfor griber de da også til sidst deres fakler og høtyve. Det er blevet tid til en rask omgang lynchjustits, så landsbyboerne trænger ind i borgen, fanger Curwen, slæber ham ud og brænder ham levende.

En uheldig arv

Maleri af troldkarlen Joseph Curwen.
Maleri af troldkarlen Joseph Curwen.

Så let slipper man bare ikke af med Joseph Curwen, for mens flammerne slikker op omkring den onde troldkarl, sværger han, at han vil hævne sig på de mænd, der har gjort dette ved ham. Scenen ligner til forveksling noget fra John Moxeys City of the Dead (1960) eller Mario Bavas La maschera del demonio (1960), og det er ganske svært ikke at mistænke Corman for at være blevet kraftigt inspireret af mindst én af disse film. Scenen stammer i hvert fald ikke fra Lovecrafts historie, så meget er sikkert. Curwens tre medsammensvorne slipper i øvrigt helskindet fra angrebet.

Mens Joseph Curwen brænder på bålet, springer handlingen 110 år frem i tiden. Den godmodige ægtemand Charles Dexter Ward har netop arvet en stor grund i Arkham, da vi møder ham første gang. Han er netop ankommet til byen sammen med sin yndige kone Ann for at tage arven i øjesyn.

Det Ward har arvet, er intet mindre end Curwens gamle borg, hvilket måske ikke ligefrem var det, bymennesket Charles gik og drømte om. Med et ufravigeligt gåpåmod beslutter han sig dog for, at de lige så godt kan få det bedste ud af situationen, så de tager hurtigt stedet i øjesyn.

Besat af sin forfader

Charles Dexter Ward (Vincent Price).
Charles Dexter Ward (Vincent Price).

Da Charles og Ann er kommet over dørtærsklen, begynder der ret hurtigt at ske mystiske ting. For det første opdager de et stort maleri over ildstedet i borgens centrale stue. Maleriet forestiller Joseph Curwen, der til Charles’ og Anns store overraskelse ligner Charles til forveksling. Det har vi som publikum naturligvis allerede bemærket, og så ved vi jo godt, at der næppe kommer noget sundt ud af dette. Snart dukker der også en særdeles usundt udseende tjener op, der kalder sig Simon. Han kigger underligt på Charles, og så ruller lavinen ellers.

Den gode Charles bliver nemlig meget hurtigt besat af Joseph Curwen. På en eller anden måde har heksemesterens ånd overlevet i billedet, og fra det øjeblik Charles kaster sit blik på det, er han fortabt. Joseph fortrænger ganske enkelt Charles’ ånd, og overtager hans krop. Det bemærker Ann, men hun har ikke meget hjælp at finde i Arkham.

En af byens mutanter.
En af byens mutanter.

Den eneste der vil hjælpe hende, er byens snusfornuftige læge, der bliver hendes trofaste støtte filmen igennem. Nu hvor Curwen er vendt tilbage, kan han fortsætte sine onde planer der, hvor de blev afbrudt for over hundrede år siden, og der går da heller ikke ret længe, før hele firkløveret på ny er samlet – genoplivet ved hjælp af okkulte riter. Ved samme lejlighed får Curwen også tid til at tage hævn på sine bødlers efterkommere, hvilket ikke løber stille af sig.

Inde i Arkham har man bestemt ikke glemt, hvad der udspillede sig i byen, dengang Curwen levede. De sorte eksperimenter han udførte med byens kvinder har efterladt sig et spor, der gør, at mange endnu bliver født vanskabte. Det ser Ward allerede, da han ankommer til byen, men vi opdager også, at byens leder Edgar Weedon, holder en skabning fanget på loftet, der stort set ikke er menneskelig.

Alt dette gør, at der ligger et latent had til Curwen i byen, så da Ward ankommer og flytter ind på borgen, betyder det næsten åben krig fra dag ét. Da Curwen besætter Wards krop, bliver det bestemt ikke bedre, men resultatet af alt dette, må du hellere selv se.

Flot set design

Joseph Curwens borg - flyttet sten for sten til USA fra Europa!
Joseph Curwens borg – flyttet sten for sten til USA fra Europa!

Historien i The Haunted Palace er en forvrøvlet omgang, der fanger et par af kerneelementerne i Lovecrafts historie, men det hele er i sidste ende så forvansket, at Lovecraft-fans af den højtidelige type sikkert vil løbe skrigende bort, før filmen er slut. Det behøver man dog ikke gøre, for The Haunted Palace har faktisk mange kvaliteter.

Filmens set design er udført af Daniel Haller, der var Cormans faste mand på Edgar Allen Poe-filmene, og det kan ses. The Haunted Palace har den præcis samme barokke stil med svulmende kulisser, tyk tåge og teatergotik i verdensklasse. Det hele emmer af stemning, og det er helt sikkert Hallers fortjeneste.

Daniel Haller viste sig i øvrigt at være lidt af en Lovecraft-fanboy, for han instruerede efterfølgende selv Die, Monster, Die! (1965) og The Dunwich Horror (1970), henholdsvis baseret på The Colour out of Space (1927) og selve novellen The Dunwich Horror.

Fabelagtigt score

Simon Orne (Lon Chaney Jr.).
Simon Orne (Lon Chaney Jr.).

Det er ikke kun kulisserne, der er i top, for Ronald Stein, der præcis som Daniel Haller var en fast medarbejder på Cormans Poe-film, komponerede et fabelagtigt score til filmen. Hans dramatiske stil var med til at kendetegne Poe-filmatiseringerne, nøjagtig som Hallers set design var med til at skabe filmenes visuelle udtryk.

Til The Haunted Palace overgik Ron Stein imidlertid sig selv. Han skabte her et gotisk score, der alene i åbningssekvensen fremstår så smukt og tungsindigt, at det øjeblikkeligt fører én ind i den helt rette stemning. Der er da også bred enighed blandt filmmusikentusiaster om, at det måske er Steins fineste arbejde overhovedet, der blev leveret til The Haunted Palace.

Solidt skuespil

På byens kro bliver der lagt planer.
På byens kro bliver der lagt planer.

Filmens skuespil er generelt solidt. Det skal naturligvis ses ud fra filmens rammer, men især alle hovedrollerne gør det glimrende. Birollerne overspiller fælt, men det er en del af genrens charme.

Øverst på rollelisten finder vi den store Vincent Price, der spiller dobbeltrollen som Charles Dexter Ward og Joseph Curwen. Det gør han med vanlig manieret og fabelagtig sikkerhed. Price var, præcis som Daniel Haller og Ronald Stein, en fast del af Poe-slænget, og den måde Joseph Curwen bliver portrætteret på, minder i høj grad om den type, som Price også spillede i Poe-filmatiseringerne, hvor han ligeledes oftest havde hovedrollen.

Natligt rov på kirkegården.
Natligt rov på kirkegården.

Ved siden af Price finder vi en gammel mastodont. Rollen som Simon Orne bliver nemlig spillet af ingen ringere end Lon Chaney Jr. – manden der blev udødeliggjort med rollen som Larry Talbot, den oprindelige varulv i Universals The Wolf Man (1941). Det er en smule skræmmende at se, hvor gammel Lon Chaney ser ud i The Haunted Palace, og det vel at mærke ikke kun fordi han er sminket askegrå i ansigtet.

Han var kun 57 år gammel, da filmen blev indspillet, men allerede på det tidspunkt var han så ødelagt af sit alkohol- og pillemisbrug, at hans karriere for længst var totalt forsumpet. Ti år senere, i 1973, døde Chaney som en af Hollywoods tragiske skæbner, kun 67 år gammel.

De øvrige medvirkende var alle navne, der på en eller anden måde tidligere havde krydset veje med Roger Corman. Den mest interessante, hvis vi ser bort fra Price og Chaney, er Debra Paget, der har rollen som Ann Ward. Paget havde spillet skuespil siden hun var 14, og kom ud af en stor showbiz-familie. I 1962 var hun kommet i kontakt med Corman, og medvirkede i hans Tales of Terror (1962), hvor Price naturligvis også var med.

The Haunted Palace blev lidt overraskende Pagets sidste spillefilm, hvilket er synd og skam, for hun var en særdeles køn dame, der helt sikkert var fortsat hos Corman, hvis hun ikke havde mødt en kinesisk millionær i 1962, der fik hende til at trække sig tilbage som skuespiller.

Fæl make up

Ann Ward (Debra Paget).
Ann Ward (Debra Paget).

Den eneste som for alvor fortjener smæk for sin indsats på The Haunted Palace er sminkøren Ted Coodley. Det make up-arbejde, der er blevet leveret, ser ganske, ganske skrækkeligt ud. Lon Chaney ser ud som, om han har havregrød i ansigtet, og det samme gør Vincent Price i de scener, hvor han spiller den besatte Charles.

Indledningsvist tror man det er lyssætningen, der giver skuespillerne den sære kulør, men så går det op for én, at deres halse og hænder ser almindelige ud. Kun ansigtet har denne groteske farve, hvilket slet og ret er utilgiveligt dumt. At de vanskabte indbyggere i Arkham heller ikke er lige heldige, er en anden snak, som er langt mere acceptabel, når man tager filmens mikroskopiske budget i betragtning.

Kassetænkning

Den navnkundige bog Necronomicon.
Den navnkundige bog Necronomicon.

The Haunted Palace blev indspillet på 15 dage, og det taget i betragtning er den et mesterværk. Produktionsselskabet fik imidlertid kolde fødder, mens filmen var ved at blive til, så de fik indsat Edgar Allan Poes digt The Haunted Palace som rammefortælling, således at Price læser enkelte strofer op fra dette i begyndelsen og slutningen.

Det er naturligvis ganske atmosfærisk, men da AIP samtidig fik filmen lanceret i biograferne som Edgar Allan Poe’s The Haunted Palace var det ren kassetænkning. De turde ganske enkelt ikke miste den sikre indtægt, de vidste, filmen ville blive, såfremt den kunne blive en del af Cormans Poe-serie. Derfor er filmens også kendt under sin lanceringstitel, men efterfølgende er den stort set aldrig blevet brugt.

Enhver henvisning til Lovecraft i titlen blev dog sløjfet. Lovecrafts historie var jo sådan set blevet smadret i forvejen, så hvorvidt de fik sneget Poes digt ind eller ej, kunne næsten være lige meget, for under alle omstændigheder er der tale om en meget fri fortolkning af forlægget.

Charmerende vrøvlehistorie

Monstre fra hinsides stjernerne.
Monstre fra hinsides stjernerne.

Hvis man er til Roger Cormans Poe-film, er The Haunted Palace en nødvendig del i serien. Den har en lidt anden tone, og det er ikke Cormans bedste film i serien. Den har dog så mange kvaliteter, at man må karakterisere den som en charmerende vrøvlehistorie, der oser af stemning, men som sikkert kan afføde mange grimme ord fra puritanske Lovecraft-fans.

Corman og Price var et gyldent makkerpar, og The Haunted Palace er måske en af de mindre perler i rækken, men den hører absolut til i samlingen, og som ægte Price-fan må man ikke gå glip af den.

4 stjerner
Titel: The Haunted Palace
Dansk titel: Det forheksede slot
Andre titler: Edgar Allan Poe’s The Haunted Palace, The Haunted Village
Instruktør: Roger Corman
Manuskript: Charles Beaumont, Roger Corman & Francis Ford Coppola
Cast: Vincent Price (Charles Dexter Ward & Joseph Curwen), Debra Paget (Ann Ward), Lon Chaney (Simon Orne), Frank Maxwell (Dr. Willet & Priam Willet), Leo Gordon (Edgar Weeden & Ezra Weeden), Elisha Cook Jr. (Gideon Smith & Micah Smith), John Dierkes (Benjamin West & Mr. West), Milton Parsons (Jabez Hutchinson), Cathie Merchant (Hester Tillinghast), Guy Wilkerson (Gideon Leach & Mr. Leach)
Producere: Samuel Z. Arkoff (executive producer), Roger Corman (producer), James H. Nicholson (executive producer), Ronald Sinclair (associate producer)
Foto: Floyd Crosby
Klip: Ronald Sinclair
Musik: Ronald Stein
Spilletid: 87 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, fransk, spansk
Produktionsland, år: USA, 1963
Produktionsselskaber: American International Pictures (AIP), La Honda Productions
Distributør (DVD): MGM Home Entertainment
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007

Stikord: Filmatisering, Gotika, H.P. Lovecraft, Hekse, Okkultisme, Troldmænd

Skriv et svar

Your email address will not be published.