Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

The Icewind Dale Trilogy – Book Three: The Haflings Gem

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The Icewind Dale Trilogy - Book Three: The Halfling's GemMed The Halfling’s Gem afslutter Salvatore på fornemste vis sin første trilogi. Tolkien tyveriet er erstattet af en intens jagt og en mere personlig stil fra Salvatores side. Romanen er uovertruffen underholdning og samtidig peger den frem mod en mere voksen Salvatore.

1988, 1989 og 1990 var tre gode år. Der var kikset musik, underligt tøj, og generelt var sen-80’erne kikset på en måde, som man i dag kan se tilbage på med et smil på læben. Og så var det også i de tre nævnte år, at R. A. Salvatore fik udgivet sine tre bind i den fremragende The Icewind Dale Trilogy.

De to første bind i serien, The Crystal Shard (1988) og Streams of Silver (1989), er begge anmeldt her på Planet Pulp, og nu er tiden så kommet til afslutningen på trilogien, som Salvatore leverer i form af den formidable The Halfling’s Gem.

På røven i fantasy-land

I trilogiens to første bind havde Salvatore en klar dagsorden: vi skulle som læsere introduceres til seriens hovedpersoner, som dernæst skulle på et eventyr af Tolkienske dimensioner (læs: en kopi af The Lord of the Rings, hvilket man ikke kan fortænke den dengang unge Salvatore i). I slutningen af Streams of Silver gik alt dog galt: Bruenor er tilsyneladende død, drømmen om Mithril Hall er i ruiner, da stedet er overrendt af onde Duergars (mørke dværge og rollespillets pendant til drow elvere), og Regis bliver bortført af lejemorderen Artemis Entreri.

Rent dramaturgisk har Salvatore leveret en cliffhanger af de helt store, og The Halfling’s Gem fortsætter da også der, hvor Streams of Silver slap.

Nu går den vilde jagt

Drizzt og Wulfgar indleder jagten på Entreri, som de ved er taget sydpå for at ”aflevere” Regis til den nederdrægtige Pasha Pook – Regis stjal en dyrebar juvel fra Pook, og det er derfor Entreri er sendt efter Regis. Catti-brie bliver tilbage for at afvente en hær af dværge, som vil hjælpe med at hævne hendes ”far” og rydde Mithril Hall.

Før Drizzt og Wulfgar kan tage til Waterdeep skal de da lige besøge et monster, som har en maske, der kan hjælpe Drizzt med at fremstå som en ”normal” elver – ja, moral er godt, og specielt når det leveres af Salvatore. Der klippes i romanens første del konstant mellem Drizzt/Wulfgar og Entreri/Regis, hvor det skaber fed spænding, da man mærker hvordan de to helte kommer tættere og tættere på deres bytte, mens den ondskabsfulde Entreri gør sit for både at forsinke heltene, og samtidig sørger for at de ikke taber sporet. Entreri ønsker nemlig det endelige opgør med Drizzt for at bevise overfor sig selv og Drizzt, at han har valgt den rigtige levevej.

Snart drages Catti-brie også ind i fortællingen, da en hr. Battlehammer naturligvis ikke er død, og på en flyvende vogn indleder far og datter deres helt egen jagt. Snart er heltene samlet, og historien tager nu en ny drejning, som ikke skal røbes her. Men romanens klimaks skuffer ikke!

Jagten er fremragende suspense

Hvor de to første bind i trilogien læner sig uhørt meget op af Tolkien, så er fortællingen i The Halfling’s Gem mere original, og peger frem mod de senere bind i fortællingen om Drizzt og co. Det store eventyr bliver afløst af en desperat jagt til vands, til lands og i luften. Det er veltimet, og Salvatore klipper, fristes man til at sige, da romanen er fortalt meget filmisk, fornemt mellem de forskellige grupperinger, og derved opnår han at skabe suspense, da man konstant overvejer, hvad de andre nu laver og hvilke ubehageligheder der nu kan dukke op.

Samtidig bliver passionen og hadet mellem Drizzt og Entreri udbygget, og selvom det er ganske banal psykologi, så fungerer den måde, de to spejler sig i hinanden på ganske fortrinligt. Endvidere er Salvatores skildringer af kampene, hvad enten det er på havet eller i kloakkerne under Calimport, blevet endnu mere præcise og spændende. The Halfling’s Gem har ikke helt den samme følelsesmæssige episke impact, som de to foregående bind, hvilket til dels hænger sammen med, at Salvatore på daværende tidspunkt er ved at finde sin egen stil.

Salvatore udvikler sit eget udtryk

I de to foregående bind var der flere eksempler, men i The Halfling’s Gem begynder Salvatore for alvor at kommentere på samfundet gennem sin elskede hovedperson Drizzt. Salvatore kommer med mange fine betragtninger om fordomme og den måde, man kan blive stigmatiseret på, som også kan føres over på vores eget moderne samfund. Denne moralske del af Salvatores forfatterskab vil mange sikkert vende ryggen til, men for mig er det netop denne moraliseren, som til tider koger helt over, der på godt og ondt definerer Salvatore som forfatter. Han er dygtig til at skabe tempo og action, men det er kun med til at højne den overfladiske underholdning, som i sig selv også er vigigt.

Grunden til at man gang på gang vender tilbage til Salvatores romaner er dog karaktererne, og specielt Drizzt. Man forstå godt, hvorfor Salvatore valgte at skrive forhistorien til Drizzt, og i de senere bind antager Drizzt da også rollen som moralens vogter, hvor vi som læsere bliver konfronteret direkte med hans tanker, da kapitlerne indledes med en tekst, som er taget ud af Drizzts fiktive erindringsbog – efterhånden er der så meget materiale, at Salvatore nok på et tidspunkt kunne udgive en roman med titlen “En Drow-elvers bekendelser”.

Man må endelig ikke glemme at The Halfling’s Gem er fremragende underholdning i sig selv, og samtidig er den et vidnesbyrd om, hvordan Salvatore tog skridtet fra Tolkien-fanboy til selvstændig fantasyforfatter. Næste gang jeg vender tilbage til Drizzt bliver det med første bind i den legendariske The Dark Elf Trilogy, og jeg glæder mig!

6 stjerner

Titel: The Halfling’s Gem
Seriens titel: The Icewind Dale Trilogy
Forfatter: R. A. Salvatore
Udgivelsesår: 1990
Forlag: TSR
Format: Paperback
Sidetal: 314

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/04/2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *