Michael Gylden-Damgaard
Ingen kommentarer

Tegneserier – fornøjelse, fremstilling, forståelse

Tegneserier – fornøjelse, fremstilling, forståelse
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Scott McCloud har tegnet og skrevet en bog, der igennem sit formsprog formidler sit spændende budskab om tegneseriens historie og teori.

Tegneserier - fornøjelse, fremstilling, forståelseAmerikanske Scott McCloud skabte for nu over 10 år siden en lille perle af en bog – nej vent, en tegneserie. Ahem. Det er en bog, men det er også en tegneserie.. nej nej, ikke en bog med billeder i, men måske mere en tegneserie med et teoretisk budskab. Hmm… er du forvirret? Godt så…

Genistreg
Ikonen - et af tegneseriens kardinalpunkter

Ikonen – et af tegneseriens kardinalpunkter.

Tegneserier – fornøjelse, fremstilling, forståelse er intet mindre end en 215-sider-lang ”afhandling”, der kommer vidt omkring i tegneseriernes verden. Den anlægger det historiske perspektiv langt tilbage i tegneseriens fortid. Den giver et teoretisk perspektiv og den skildrer mediets udvikling samt den lægger en praktisk vinkel på emnet – ”It practices what it preaches”, så at sige.

Bogen er nemlig udformet som en tegneserie med forfatteren og hans kommentarer som en del af billedsiden. ”Og hvorfor er det ikke blevet gjort før?”, tænker man. Det er nemlig intet mindre end en genistreg.

McCloud lægger ud med en præsentation og afgrænsning af emnet; efter en omgang ”katten-om-den-varme-grød”, ender han med en definition af tegneserier, der hedder ”Sidestillede billedlige og andre udtryk i planlagte sekvenser, anvendt til at viderebringe informationer og/eller give læseren en æstetisk oplevelse.” Puha… heldigvis reducerer han dette til det mere mundrette ”sekventiel kunst”.

Tegneseriens historie
Hvornår er det 'realistisk' og hvornår er det en 'cartoon'?

Hvornår er det ‘realistisk’ og hvornår er det en ‘cartoon’?

Han anvender den specifikke definition til at kaste et blik tilbage i verdenshistorien og finde eksempler, der matcher beskrivelsen. McCloud rækker her så langt tilbage som til præcolombianske billedmanuskripter, Bayeux-tapetet og endda ægyptiske ”sekventielle” malerier fra tidernes morgen. Dette er dog kun starten på hans spændende udforskning af tegneseriens historie og der kommer meget mere til.

Bogtrykkerkunstens opfindelse (der er mindst ligeså betydningsfuld for tegneserien som for litteraturen) fører videre til McClouds bud på faderen til den moderne tegneserie, tyske Rodolphe Töpffer om hvem selveste Goethe skrev: ”Hvis [Töpffer] i fremtiden ville vælge mindre pjankede emner og vise lidt større mådehold, kunne han skabe noget, der trodser enhver beskrivelse.”

Tegneseriens madpyramide
McClouds kategoriseringsværktøjer

McClouds kategoriseringsværktøjer.

Tegneseriens formsprog får også en fyldig omtale med på vejen. McCloud introducerer sin definition af ikoner og symboler, og taler om realisme såvel som forenkling. Gennengangen bliver til tider lidt vel teoretisk og højtflyvende, men holder man tungen lige i munden, udfolder der sig et spændende og nuanceret billede.

Navnlig fylder diskussion mellem forenkling og realisme meget. Begge stilarter har hver deres forcer, og samsansninger af dem kan lede til helt nye udtryk. Som McCloud siger: ”Det ene sæt streger ser man, det andet sæt streger er man.”

Især hans pendant til madpyramiden er interessant; en trekant med et realistisk hjørne, en abstrakt top og et sprogligt hjørne. I den placerer han alle tegneserier og tegneserieformer, og det giver mening, fordi man kan se hvad han mener – bogstaveligt, eller nærmere, billedligt talt! Selv historiens store billedkunstnere og litterater kan proppes ind i pyramiden!

Rendestenen
Han kommer også ind på farvetegneserien...

Han kommer også ind på farvetegneserien…

Også ”rendestenen” (tomrummene mellem billederne) taler han om og bruger betegnelsen ’closure’ om nok det vigtigste og mest grundlæggende i moderne tegneseriekunst – at opfatte helhed ud af dele. Han kalder sågar closure for tegneseriens grammatik, hvis den visuelle ikonografi er tegneseriens formsprog.

Men closure er ikke bare closure – McCloud nævner umiddelbart seks forskellige typer, som han interessant nok bruger til at pege på nogle af forskellene mellem vestlig og østlig tegneseriekunst. Det drejer sig om kategorier (i closurebaserede rammeskift) som moment-til-moment, handling-til-handling eller non-sequitur. Dette er nok et af bogens mest interessante kapitler.

McCloud fortsætter med at tale om tid og rum i tegneserier, om kunsten at udtrykke følelser, lugte, fart og så videre via blækstreger på papir og farver. Det ender med at være et omfattende og letforståeligt forsøg på at slå fast, at når ord og billede arbejder sammen, så opnår de noget, som hvert enkelt element ikke kunne alene. Resultatet, foreslår McCloud, bliver større end summen af delene og som tegneseriefan, kan man jo kun give ham ret.

Don’t get me wrong – han sætter ikke tegneserien højere end traditionel billedkunst eller litteratur, men han argumenterer – og gør det skidegodt – for, at også tegneserien har en plads i kunstens verden og ikke længere kan holdes nede i pulpens ildelugtende mudderpøl. Dog er bogen ved at være over 10 år gammel og udviklingen har muligvis indhentet den; bare kast et blik på nogle af udgivelserne fra G. Floy Studio her på siderne. Men ikke desto mindre er Tegneserier – fornøjelse, fremstilling, forståelse vanvittigt interessant for alle med en sund interesse i tegneserier og deres virkemidler.

En del af en stor tradition

Scott McCloud har med Tegneserier – fornøjelse, fremstilling, forståelse skrevet sig ind i rækken af folk, hvis værker har været med til at beskrive og forny tegneserien i sin helhed. Martin Sheridans Comics and Their Creators (1942) og Will Eisners banebrydende Tegneserien og den grafiske fortælleteknik (1985) må nok siges at være de skuldre, som McCloud stiller sig på.

Siden Tegneserier – fornøjelse, fremstilling, forståelse udkom, har han desuden skrevet efterfølgeren, der endnu ikke er blevet oversat til dansk, Reinventing Comics (2000), hvis fokus er drejet mere over i retning af web comics. Til september udkommer så hans seneste bog, den mere praktisk orienterede Making Comics. God fornøjelse.

4 stjerner

Titel: Tegneserier – fornøjelse, fremstilling, forståelse
Originaltitel: Understanding Comics: The Invisible Art
Forfatter/tegner: Scott McCloud
Udgivet: 1993
Forlag: Tundra Publishing
hvid
Anmeldte udgave:
Udgivet: 1994
Forlag: Gyldendal
Format: Hardcover
Sideantal: 215 sider
Dansk oversættelse: Anders Hjort-Jørgensen

Anmeldt i nr. 8 | 13/06/2006

Stikord: Tegneseriehistorie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *