Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Spurvehøgen 2: Ren som sne

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Ren som sne er en lidt forsigtig opfølger til det første bind i serien om Spurvehøgen – og måske også lidt for forsigtig. Alligevel har albummet mange kvaliteter, og visuelt er Ren som sne helt igennem fantastisk.

Spurvehøgen 2: Ren som sneSå er vi nået til anden akt i fortællingen om Spurvehøgen – den maskerede hævner som Patrick Cothias og André Juillard lader kæmpe imod udbytning og uretfærdighed i 1600-tallets Frankrig. Året er 1602, og der er gået tre måneder siden begivenhederne i det første album udspillede sig. Det lader umiddelbart til, at Spurvehøgen ikke har været i aktion siden vi mødte ham sidst, for alle har i hvert fald mere eller mindre glemt den ballade, han skabte i en lokal sognekirke uden for Paris, da han angreb landadelens blomst på en højhellig søndag.

Ariane og Spurvehøgen
Kulsvierens død.

Kulsvierens død.

Alle har dog ikke glemt den maskerede helt, for det unge pigebarn Ariane har drømt om ham, siden hun så ham for første gang. Som nogle nok vil vide, døde Arianes mor under kummerlige vilkår i det første album, da hun flygtede fra sin ægtemands fæstning. Hun skulle føde et uægte barn og frygtede for barnets liv. Det skulle hun nu ikke have gjort, for da hendes mand efterfølgende fandt hende død ved en søbred inde i den forfrosne skov, blev han grebet af skam og tog barnet til sig.

Barnet var ingen andre end unge Ariane, og hun tror fuldt og fast på, at hun er datter af baron De Troil, men vi ved jo bedre, og det gør den aldrende baron også. Der er da også meget stor forskel på Ariane og hendes halvbror Guillaume, for lige så barsk og sejlivet som Ariane er, lige så blød og uheldig er broderen. Man kan derfor heller ikke fortænke baronens tjenestefolk i at hviske om, at det næppe er den samme, der er far til begge børn.

Ariane dagdrømmer om den maskerede Spurvehøg – hendes ridder, som hun kalder ham – og samtidig drømmer Spurvehøgen om Ariane. Ikke fordi det er med samme intentioner, at de drømmer om hinanden, for Arianes romantiske længsler er bestemt ikke af samme type som de faderlige følelser, den maskerede helt har for pigebarnet. I seriens andet album er dette aspekt af historien dog endnu ikke blevet beskrevet helt åbent, så lad os hurtigt komme videre.

Tre historier
Ariane og Guillaume.

Ariane og Guillaume.

Mens man i baroniet De Troil passer sig selv, glider handlingen med en spurvehøg på himlen, videre mod landevejen til Paris. Den franske konge, Henrik d. 4, er nemlig på vej med et lille følge ind mod byen. I fuld fart bevæger de sig gennem de uvejsomme, snedækkede landeveje og med ét får den unge kronprins Louis den fremragende idé, at de skal forsøge at indhente en vogn, som de langsomt har vundet ind på.

Det synes alle i selskabet, ud over kusken, er et glimrende påfund, og snart buldrer kongens karet frem mod vognen længere fremme. Det kommer der intet godt ud af, for soldaterne i vognen tror de er under angreb, og begynder derfor at beskyde kongens karet. Resultatet bliver en særdeles blodig omgang, der ikke bliver mindre ubehagelig, da det går op for de stridende parter, hvorfor de egentlig slås.

Spurvehøgen gør en dramatisk exit.

Spurvehøgen gør en dramatisk exit.

Som det tredje ben på historien, følger vi grev Thibaud de Bruantfous – naboen til baron De Troils jorder – under en jagt, der tager en overraskende drejning, da de pågriber en enlig kulsvier, der tilsyneladende har opført sig mystisk. I sjov beslutter grev de Bruantfous at manden skal straffes, og derfor får han ham til at smide sit tøj, hvorefter greven sender sine jagthunde på den stakkels kulsvier. Da dette sker, er vi utvivlsomt ved et af albummets dramatiske højdepunkter, og den ubehagelige kampscene, der følger mellem manden og hundekoblet, er tegnet med en pinagtig realisme, der får fremstillingen til at være lige så fascinerende som frastødende.

Der er således tre historier, eller små forløb, i seriens andet album. På nærmest filmisk vis bliver der sprunget mellem de forskellige situationer, og det er faktisk lykkedes for Cothias og Juillard at få det til at hænge særdeles godt sammen, set fra en dramaturgisk vinkel. De forskellige handlingsforløb får lov til at bygge op omkring hinanden.

Det fremmer også de tre episoder en hel del, at alle albummets hovedpersoner allerede blev introduceret i det første bind, og derfor virker bekendte. Det giver flere strenge at spillet på, og samtidig er de nye personer som optræder, med til at udvide seriens univers.

Handlingen slingrer
På landevejen.

På landevejen.

Desværre er Ren som sne ikke helt så god som det første bind. Det skyldes primært handlingen, for illustrationerne kan man ikke sætte en finger på. De er lige så upåklageligt flotte som i Spurvehøgen, seriens første album, og vi har endda lejlighed til at se endnu flere af de fabelagtige byscenarier, seriens tegner André Juillard allerede gav os en prøve på i Spurvehøgen.

Med Ren som sne har serien for alvor fundet sit visuelle ståsted, men handlingen slingrer. De tre episoder, der beskrives i albummet, er ganske enkelt for begrænsede og minimale. Man savner en fremdrift eller fordybelse i mindst én af de små fortællinger. I stedet flintrer historierne af sted med lynets hast. Det holder ikke helt, og når man samtidig ikke ser så meget til Spurvehøgen og hans kårde, bliver det lidt ferskt.

En kold verden
Ved kongens hof.

Ved kongens hof.

På ét punkt lever albummet dog til fulde op til forgængeren. Hele seriens projekt om at skildre de svages oprør mod de stærke bliver nemlig skåret ud i pap for læseren, og vi kan absolut ikke være i tvivl om, hvad de næste albums kommer til at handle om. Hver enkelt af de tre episoder i Ren som sne illustrerer nemlig undertrykkelsens grimme ansigt, og viser os, hvorfor Spurvehøgen har valgt at gå til modangreb.

Måske bliver det visse steder lidt for tykt, som da en simpel paladsgarde sværger hævn under en statue af Justitia – den personificerede retfærdighed – efter at være blevet forulempet af Frankrigs dronning. Man tilgiver dog hurtigt serien de mere gumpetunge passager, for den bliver aldrig blødsøden eller sentimental. Det er en kold verden, der skildres, og hverdagen er en evig kamp mellem klasserne. Blodet flyder derfor også let i Spurvehøgen, og når den gør det, bliver det altid skildret med eminent sikkerhed.

Samtidig har vi også de skæbnetunge, overnaturlige elementer repræsenteret i albummet, for den gamle heks, der gav Spurvehøgen sin maske i første bind, vender tilbage. Denne gang dukker hun op i kongens nærhed, og afværger et angreb på majestæten. Mens hun gør det, får hun dog mumlet, at hans tid ikke er omme endnu, men at den er det til maj. Igen antager hun således rollen som en anden skæbnenorne og forudsiger handlingens gang. Vi er, vel at mærke, i januar måned i Ren som sne, men hvordan kongen skal falde, ved vi ikke.

Forsigtig opfølger

Ren som sne er en forsigtig opfølger til Spurvehøgen, og det virker mest af alt som om at Patrick Cothias ikke har villet afsløre for meget af det, der ligger i vente. Det er sådan set også en fornuftig indstilling, men han har nok holdt kortene lidt for tæt ind til kroppen. Albummet har dermed alle det første binds kvaliteter, men hvor Spurvehøgen virkede som en introduktion til universet, kunne man forvente at det andet album for alvor ville gå i kødet på begivenhederne.

Det sker ikke, og derfor må man læse videre i det tredje album, Majstagen, for at få fortsættelsen på denne absolut storslåede serie. Afsluttende skal det bemærkes, at man så vidt muligt bør forsøge at skaffe sig førsteudgaven af albummet fra 1985, da genoptrykket fra 1987 er blevet en smule grynet og uskarpt på enkelte af siderne. Det skæmmer albummets udtryk generelt, da Juillards krystalklare stil ikke tillader alt for meget slinger i valsen.

4 stjerner

Titel: Ren som sne
Seriens titel: Spurvehøgen
Originaltitel: Le Temps des Chiens
Seriens originaltitel: Les Sept Vies de l’Esperier
Forfatter: Patrick Cothias
Tegner: André Juillard
Farvelægning: André Juillard
Albumlængde: 48 sider
Udgivelsesår: 1984 (Frankrig), 1985 (Danmark)
Forlag: Carlsen Comics (DK)
Dansk oversættelse: Ole Steen Hansen

Anmeldt i nr. 15 | 13/01/2007

Stikord: 1600-tallet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *