Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Spiderwickfortællingerne

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Spiderwickfortællingerne lægger stærkt ud som folkeeventyrsinspireret fantasy, men ender desværre med at krydse grænsen til traditionel fantasy, og bliver langt mere ordinær og uinteressant.

SpiderwickfortællingerneSpiderwickfortællingerne er en serie på fem fantasy-børnebøger, med tekst af Holly Black (f. 1971) og illustrationer af Tony DiTerlizzi (f. 1969). Mange Planet Pulp-læsere kender nok DiTerlizzi fra hans illustrationer på kort i Magic: the Gathering og i Planescape-bøgerne til Advanced Dungeons & Dragons.

De fem bøger er skrevet for et ungt publikum, i udgangspunktet nok noget yngre end de, der læser eksempelvis J.K. Rowlings Harry Potter-romaner.

Felthåndbogen

Spiderwickfortællingerne: Øjet i Stenen.

Spiderwickfortællingerne: Øjet i Stenen.

Bøgernes hovedpersoner er de tre søskende, Jared, Simon og Mallory Grace. Efter forældrenes skilsmisse flytter de tre børn sammen med deres mor ind i et gammelt hus i New England. Huset tilhører børnenes grandtante Lucinda, der nu er på plejehjem. Tvillingebrødrene Jared og Simon er ni år gammel og søsteren Mallory er 13.

Da børnene udforsker huset, opdager de et hemmeligt rum, hvor grandtantens far, Arthur Spiderwick, for mange år siden havde sit arbejdsværelse og bibliotek, og et andet sted finder de Arthurs felthåndbog. Bogen beskriver som en naturfører, hvorledes mange væsner, der ellers henregnes til myter og legender, er virkelige og bl.a. findes i området omkring huset.

I løbet af de følgende bøger opdager børnene, at ikke alle disse væsner er lige venlige, og at der tilsyneladende er nogle af dem, der er ude efter Spiderwicks felthåndbog. Først bliver Simon bortført af de blodtørstige og altædende gnomer, så undgår Jared med nød og næppe at blive holdt fanget til evig tid af de elvere, der bor i skoven.

Dernæst bortføres Mallory af dværgene, som børnene finder ud af står i ledtog med gnomerne og deres leder, trolden Mulgarath. Kulminationen på historien kommer, da børnenes mor bliver bortført til Mulgaraths slot, og de må sætte alt ind på at redde hende.

Fantasy med folkeeventyrstwist

Spiderwickfortællingerne: Lucindas Hemmelighed.

Spiderwickfortællingerne: Lucindas Hemmelighed.

Elvere, dværge og trolde – ja umiddelbart lyder det jo alt sammen som ganske typisk fantasy, og det er faktisk også det, der udvikler sig til seriens største problem, selv om de små næppe vil tænke over det. For de voksne, der skal læse op, og som kender en anelse til genren, er det kilde til ærgrelse, for i første bind, Felthåndbogen, tegner alting rigtig godt.

Det fastslås, at der findes en lang række væsner, som ikke er almindeligt anerkendt, og i udgangspunktet gøres det på en måde, der lægger sig tæt op af folkeovertro. Eksempelvis eksisterer der nisser i Spiderwickfortællingerne, og flere af de andre væsner, der introduceres, er også nogle, der sagtens kunne indpasses i og forstås ud fra en folkloristisk tradition. Det gælder også for gnomerne, der optræder fra bind to, Øjet i Stenen.

Spiderwickfortællingerne: Jerntræet.

Spiderwickfortællingerne: Jerntræet.

Men som historien skrider frem taber den mere og mere af den indflydelse, der er kommet fra folkeeventyrerne, til fordel for en langt mere traditionel fantasytilgang. Dette gælder både i beskrivelsen af de forskellige typer væsner, børnene møder, og typerne af væsner. Eksempelvis introduceres både griffe, drager og sågar dværge, der hører bedre hjemme i klassisk fantasy end i den folkloristiske tradition.

Også elverne i Spiderwickfortællingerne har mere til fælles med J. R. R. Tolkiens elvere end de har med folkeeventyrernes uhyggelige hulryggede skabninger. Godt nok er både griffe og drager kendt fra middelalderlige bestiarier, men i den mere dagligdags folketro var det langt op i tid mere ordinære, om end bestemt ikke mindre farlige, væsner, der huserede uden for de lukkede døre om natten.

For børn i præ-Potter-alderen

Spiderwickfortællingerne: Mulgaraths Vrede.

Spiderwickfortællingerne: Mulgaraths Vrede.

På et tidspunkt krydser Holly Black grænsen mellem den charmerende folkeeventyrs-inspirerede historie og den mere rendyrkede fantasyvariation, og det er synd, for det frarøver virkelig serien en del af den egenart, der kunne have gjort den til noget virkelig særligt. Dermed ikke være sagt, at Spiderwickfortællingerne er en dårlig børnebogsserie.

For de fleste yngre læsere vil den utvivlsomt være neglebidende spændende, men den henvender sig nok overvejende til børn i præ-Harry Potter-alderen. Det er nemlig karakteristisk, at et helt bind i Spiderwickfortællingerne typisk ikke indeholder mere action end et par kapitler i én af Potter-bøgerne.

Bøgerne er udformet som om den historie, der udfoldes i løbet af seriens fem bind virkelig har fundet sted. De samme to breve er indsat først i hver bog: dels et brev (sat med gammel skrivemaskine-skrift) fra Holly Black, der forklarer, hvorledes hun og Tony DiTerlizzi kom i kontakt med Grace-børnene og hørte deres historie. Som for at bekræfte Blacks historie er Grace-børnenes brev til Holly Black og Tony DiTerlizzi trykt på den modstående side.

Endelig er der, på det følgende opslag, et kort over de vigtigste lokaliteter i bøgernes univers. I samme ånd er den felthåndbog, som børnene finder i første bind af serien, udkommet i USA. Arthur Spiderwicks Felthåndbog Til Den Fantastiske Verden Der Omgiver Os udkommer på dansk senere på efteråret, og vil blive anmeldt her på Planet Pulp.

Udmærkede illustrationer

Et eksempel på bogens indre illustrationer - her husnissen Thimbletack.

Et eksempel på bogens indre illustrationer – her husnissen Thimbletack.

Tony DiTerlizzis illustrationer er udmærkede, og der er mange af dem, så der også er noget for de yngste at kigge på. Især farveillustrationerne er gode – det vil sige forsiden på hvert bind samt en enkelt farveillustration på glittet papir umiddelbart før titelbladet i hvert bind. I afbildningen af mennesker og steder er DiTerlizzis tegninger naturalistiske, mens de forskellige væsner, der afbildes, varierer kraftigt i kunstnerisk udtryk.

Enkelte er fremstillet meget tegneserieagtigt, nærmest karikeret, mens andre er mere realistisk portrætteret. Under alle omstændigheder er der tale om nogle fine tegninger, der dog til tider virker en anelse kedelige. Kun enkelte af dem er for alvor stemningsfyldte, men de udfylder klart deres funktion og komplementerer teksten godt.

Hvis man er de lykkelige forældre til én eller flere 6-8-årige, vil Spiderwickfortællingerne sikkert gøre stor glæde hos poderne, men de, der allerede har kastet sig over Harry Potter-universet vil måske nok mene, at serien er lidt for blodfattig. Under alle omstændigheder er der tale om en solid lille serie, der dog ikke lever op til de meget lovende takter, der slås an i første bind.

Afslutningsvis kan det nævnes, at der er en filmatisering af bøgerne på vej. Filmen forventes at få premiere i 2008.

Spiderwickfortællingerne er venligst stillet til rådighed af Gyldendal.

4 stjerner

Titel: The Spiderwick Chronicles (1. The Field Guide, 2. The Seeing Stone, 3. Lucinda’s Secret, 4. The Ironwood Tree, 5. The Wrath of Mulgarath)
Forfatter: Holly Black
Forside og indre illustrationer: Tony DiTerlizzi
Udgivet: 2003-04
Forlag: Simon & Schuster
hvid
Anmeldte udgave:
Titel: Spiderwickfortællingerne (1. Felthåndbogen, 2. Øjet i Stenen, 3. Lucindas Hemmelighed, 4. Jerntræet, 5. Mulgaraths Vrede)
Forlag: Gyldendal
Format: Hardcover
Dansk oversættelse: Erik Egholm
Sideantal: 107, 108, 108, 108 og 136 sider.

Anmeldt i nr. 12 | 13/10/2006

Stikord: Fabeldyr, Fantasy, Folkeeventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *