Thomas Winther
Ingen kommentarer

Spøgelseshistorier

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Peter Straubs roman Spøgelseshistorier er en solid gyser i stil med Stephen King og Dean R. Koontz, men desværre er den danske udgave forkortet.

SpøgelseshistorierTV2’s forlag har i 2007 udgivet tre bøger af den amerikanske horrorforfatter Peter Straub: Skyggernes Hus (Lost Boy Lost Girl), Natteværelset (In the Night Room) og sidst Spøgelseshistorier (Ghost Story). Hvor det var første gang, at vi så de to første titler på dansk, så er Spøgelseshistorier en genudgivelse, da der her er tale om en revideret udgave af bogen Det forfærdeligste – Ghost Story, som blev udgivet på Chr. Erichsens Forlag i 1979.
hvid

Dosmer-klubben

En gruppe gamle mænd samles i Dosmer-klubben for at fortælle hinanden spøgelseshistorier. Der er regler for, hvordan historierne skal fortælles. Historierne skal have form som en beretning om det forfærdeligste, fortælleren nogen sinde har gjort, men historierne skal være fiktion. Dette er både en måde at gøre en fiktiv fortælling mere vedkommende på, men også en god måde at berette om noget, der rent faktisk har fundet sted under dække af, at det “blot” er en fortælling. Der er da også meget, der tyder på, at denne flok gamle mænd har noget på samvittigheden.

Så begynder der at ske underlige ting i den lille by Milburn, som Dosmer-klubben holder til i. Dyr bliver fundet med halsen skåret over, men uden at der er spor af blod, og folk begynder at forsvinde eller dø på mystisk vis. Et af Dosmer-klubbens medlemmer er på listen over de døde, og de resterende medlemmer begynder at drømme om de andres død.

Medlemmerne tilkalder derfor nevøen til det afdøde medlem for at få ham til at hjælpe med at finde ud af, hvad det er, der foregår. Han er gyserforfatter, og det viser sig, at flere ting fra hans fortællinger, såvel som fra de andres historier, begynder at have referencer til det, der sker i byen – nærmest som om deres historier har tilkaldt noget. Eller er det, der finder sted rundt om dem en hævnakt for noget, der er fundet sted flere år forinden? Én ting er dog sikkert: Der er nogen eller noget, der er ved at tage livet af den lille by og dens indbyggere.

Forkortet på dansk

Peter Straub (f. 1943)

Peter Straubs historier er oftest ud af samme tradition som forfatterne Henry James og Nathaniel Hawthornes fortællinger, hvor det der finder sted, er resultatet af en ugerning, der ligger tilbage i tiden. Straub lægger heller ikke skjul på, at han er inspireret af disse, og han har således ladet to af bogens hovedpersoner være opkaldt efter de to forfattere.

Hvad jeg ikke tidligere var klar over, men som man har kunnet læse på Søren Henrik Jacobsens blog, er at 1979-oversættelsen var en forkortet udgave i forhold til originaludgaven. Genudgivelsen er desværre blot en revidering af den tidligere oversættelse. Man har desværre ikke benyttet lejligheden til at udgive bogen i sin fulde længde.

Jeg har ikke læst originaludgaven, så jeg skal ikke kunne sige noget om, hvor væsentligt det, der er klippet ud, er, men under alle omstændigheder er det en skam, at vi ikke har fået historien i sin fulde længde. Det fremgår ikke af bogens kolofon, at der er tale om en forkortet udgave.

Noget rodet

Spøgelseshistorier følger mange personer, og der er flere små fortællinger flettet ind i den, så den kan godt af og til blive noget rodet. Om noget af den forvirring, man kan sidde med, skyldes, at der er dele af bogen, som vi ikke får med i den danske oversættelse, er ikke til at sige.

Spøgelseshistorier er en solid gyserhistorie, og er man til gyserromaner i stil med Stephen King og Dean R. Koontz, er den helt sikkert værd at læse. Men man kan jo lige overveje, om man skulle opspore den engelske udgave af bogen for at få hele historien med.

Spøgelseshistorier er venligst stillet til rådighed af TV2.

4 stjerner

Titel: Ghost Story
Forfatter: Peter Straub
Forlag, år: Coward, McCann & Geoghegan, 1979
hvid
Anmeldte udgave:
Titel: Spøgelseshistorier
Forlag, år: TV2, 2007
Format: Paperback
Sideantal: 304

Anmeldt i nr. 27 | 13/01/2008

Stikord: Okkultisme

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *