Blood Feast

8 minutters læsetid
Blood Feast

Når man taler milepæle indenfor horrorfilm er der et par uomgængelige klassikere, der altid bliver nævnt. Film som Psycho (1960), The Texas Chainsaw Massacre (1974), Halloween (1978) og Rosemary’s Baby (1968) vil helt sikkert blive omtalt i løbet af samtalen, og alt efter hvordan snakken vægtes, vil flere højt meriterede klassikere sikkert blive trukket frem.

Man behøver eksempelvis bare kaste et blik på Rikke Schubarts horror-kanon i bogen Verdens 25 Bedste Gyserfilm fra 2001, for at få indtryk af hvilke gysere, der kan regnes som god smag og anstændig underholdning. Det kræver dog heller ikke den helt store genrefilmfan for at opdage, at listen over de 25 bedste gyserfilm har væsentlige mangler, og man fornemmer tydeligt, at det er de velafprøvede og “sikre” gysere, der er Schubarts favoritter.

Nuvel, de fleste af filmene på hendes kanon er da også fantastiske, men hvis man gerne vil dykke ned i horrorfilmens beskidte bagland og eksempelvis finde ind til kernen af det, der i løbet af 70’erne kunne blive til uforfalsket, kompromisløs vold og had i form af exploitation på lærredet, skal man gå ned ad en anden vej. Den vej begynder officielt hos instruktøren Herschell Gordon Lewis, der i 1963 kunne udsende det, der i dag må regnes som den første rigtige splatterfilm.

Fra bryster til blod

Den oprindelige filmplakat fra 1963.
Den oprindelige filmplakat fra 1963.

Lewis kastede sig i 1960 ind i nudie-genren og debuterede med filmen The Prime Time (1960). Modellen var nogenlunde den samme, som vi kender den fra eksempelvis Russ Meyer, der året forinden kunne debutere med den ligeledes lumre nudie The Immoral Mr. Teas (1959). Der var sex i luften, og penge i skidtet.

For Herschell Gordon Lewis betød det, at han ret hurtigt efter kunne følge op på sin debutfilm med endnu en omgang glad sexfilm. Det blev til den erotiske komedie The Adventures of Lucky Pierre (1961). Filmen blev en stor økonomisk succes, men hvad der var vigtigere end overskuddet var, at filmen blev startskuddet på et særdeles frugtbart samarbejde mellem instruktøren og så pengemanden David F. Friedman.

Friedman og Lewis fandt ud af, at de sammen havde et stærkt team. Deres fælles indsats blev hurtigt til titler som The Living Venus (1961), Nature’s Playmates (1962) og Boin-n-g (1963), men efter sidstnævnte var det tid til at sadle om. Nudiefilmene var ved at blive hårde at tjene penge på, så Lewis og Friedman lagde hovederne i blød.

Kvindelig nudie-pionér bag manuskriptet

De fandt frem til, at blod og død måtte sælge mindst lige så godt som sex, og derfor kogte de hurtigt en brutal gyserhistorie sammen, der var rig på både mord og bloddryppende scener. Selve arbejdet med at omdanne plottet til et manuskript blev overladt til Alison Louise Downe – en anden tidlig nudie-pioner. Hun havde debuteret som skuespiller i Naughty New York (1959), samme år som Russ Meyer udsendte sin første sexfilm, og kom efterfølgende til at medvirke i flere af Lewis’ nudies.

Arbejdet med manuskriptet til Lewis’ nye film, der fik titlen Blood Feast, var imidlertid hendes første arbejde som skribent, men op gennem 60’erne skrev hun rent faktisk flere screenplays for instruktøren, før deres samarbejde stoppede i 1968 med den syrede Just for the Hell of It.

Mord i Miami

Øje for øje.
Øje for øje.

Men lad os først og fremmest kaste et blik på handlingen i den historie, der kom ud af det hele. Vi befinder os i Maimi. Livet burde være varmt, solrigt og herligt, men det er det bare ikke. Byens forstæder hærges nemlig af en bizar morder, der ikke alene dræber kvinder, men også stjæler deres legemsdele. Politiets efterforskning bliver ledet af Pete Thornton, som ikke aner sit levende råd.

Ligene hober sig op i byen, og hver gang politiet møder op på gerningsstedet, finder de et lemlæstet lig af en ung dame. Motiver er der ingen af, og spor findes der heller ikke. Her er det imidlertid heldigt for os seere, at vi er klogere end politidetektiven, for vi ser nemlig allerede meget tidligt i filmen, hvem denne morder er, og hvorfor han dræber kvinderne.

Caterer og kultist

En hjerne til Istar.
En hjerne til Istar.

Et sted i byen har den skumle egypter Fuad Ramses åbnet en delikatessebutik, der også leverer mad ud af huset. Butikken er naturligvis skalkeskjul for nogle særdeles skumle aktiviteter. Det forholder sig nemlig sådan, at den gode Fuad tilbeder gudinden Istar, der er en ældgammel egyptisk blodgud. Ifølge legenderne blev der hvert år afholdt store festligheder til ære for Istar, og under disse festligheder blev gudinden selv hidkaldt gennem store blodofre, kannibalisme og drabet på en jomfru.

Det er netop denne blodfest, Fuad er ved at forberede. Legemsdelene fra kvinderne, han myrder ude i byen, indgår som del af den store menu, og snart vil skæbnen også, at han finder sig den perfekte pige til selve det store offerdrab.

Gudinden Istar - ganske autentisk må man sige!
Gudinden Istar – ganske autentisk må man sige!

Den unge teenager Suzette har nemlig snart fødselsdag, og hendes mor har besluttet sig for, at det skal fejres med maner. Derfor har hun sat sig for at finde på noget helt særligt dette år. Da hun således falder over Fuads lille egyptiske catering-service, får moren den idé, at en egyptisk temafest ville være det helt rigtige. Fuad er naturligvis glad for ordren på en fest, og da han fortæller Suzettes mor om det arrangement, han har i tankerne, er de begge enige om, at det bliver en stor aften.

Grunden til, at det netop skal være en egyptisk fest skyldes, at Suzette følger en forelæsningsrække på en form for aftenskole, hvor de lærer om det gamle Egypten. De fleste af Suzettes venner følger også det kursus, og tilmed har pigen også sin kæreste med på holdet. Kæresten er ingen ringere end den granvoksne politidetektiv Pete Thornton, der leder efterforskningen efter den gale morder. Lidt af et tilfælde må man nok sige, men tilfældigheder er der flere af.

Præcis den aften hvor vi får lov at følge selskabets undervisning, skal de høre om forbudte kulter i Egypten, og netop den guddom, der trækkes frem, er ingen ringere end Istar! Nu er ringen sluttet, og kimen lagt til den okkulte kok Fuad Ramses’ endeligt. Spørgsmålet er bare, om politiet kan gribe tids nok ind, før Suzettes fødselsdagsfest bliver omdannet til et kannibalistisk blodorgie.

Ovenud blodig

Unge Suzette (Connie Mason) og hendes mor (Lyn Bolton).
Unge Suzette (Connie Mason) og hendes mor (Lyn Bolton).

Blood Feast er en omgang forvrøvlet sludder fra ende til anden. Handlingen hænger ganske vist fint sammen, men det lykkes kun at få historien rundet af ved at introducere en stribe utrolige sammentræf i stil med dem, der allerede er nævnt. Der er altså bestemt ikke tale om nogen elegant fortælling, og meningen med det hele er da også først og fremmest at kunne vise så meget blod som muligt.

Filmen er faktisk ovenud blodig, både set i forhold til produktionsåret 1963 og så sandelig også set i forhold til nutidige standarder. Der hvor filmen viser sin alder, er i selve måden blodet bliver vist på, for mens man i mere nutidige produktioner ser blodet sprøjte lystigt, gør Herschell Gordon Lewis et stort nummer ud af dvælende billeder, hvor Fuad eksempelvis på det nærmeste viser sine ofres afhuggede lemmer til kameraet.

I filmens univers kunne man muligvis forklare dræberens bizarre opførsel med ekstrem galskab, men forklaringen skal nok nærmere søges i den gysende fryd, de vamle billeder kunne udløse hos det sensationshungrende drive-in publikum. Det har sikkert også virket helt uovertruffent, for selv om billederne måske ikke ligefrem er frastødende i dag, har de fortsat en herlig makaber karakter.

Skuespil til hundene

Flashback til oldtidens Egypten.
Flashback til oldtidens Egypten.

Herschell Gordon Lewis og David F. Friedman var ude på at chokere med deres nye film. De satsede alt på de blodige effekter, og håbede på, at publikum kunne se igennem fingrene med produktionens helt åbenlyse slagsider. Eksempelvis skuespillet er nemlig helt til hundene. De fleste af de medvirkende var enten ansigter, Lewis allerede havde benyttet tidligere, eller skuespillere der på en eller anden måde befandt sig i kredsløb omkring lowbudget-produktioner som denne.

William Kerwin, der havde været med i instruktørens film siden The Adventures of Lucky Pierre, havde således rollen som politidetektiven Pete Thornton, mens den uprøvede og komplet talentløse Mal Arnold spillede galningen Fuad Ramses. Han kom efterfølgende til at spille med i instruktørens Goldilocks and the Three Bares fra 1963, hvor en del andre navne fra Blood Feast også medvirkede.

Politibetjent Pete Thornton (William Kerwin) og hans alt for unge kæreste Suzette.
Politibetjent Pete Thornton (William Kerwin) og hans alt for unge kæreste Suzette.

Man bør i øvrigt hæfte sig ved den besynderlige beslutning at lade den relativt unge Mal Arnold spille en rolle som ældre mand. Det krævede et omfattende sminkearbejde, der på ingen som helst måde kom til at se troværdigt ud. Guderne må vide hvorfor produktionsholdet traf den beslutning, men måske var udbuddet af skuespillere for snævert. Hvem ved.

Rollen som teenageren Suzette blev indtaget af den smukke Connie Mason, der havde været reklamefilmspige i længere tid, og nu ville satse på en filmkarriere. Det fik hun også, om end ikke en stor en af slagsen. Hun kom nemlig efterfølgende til at medvirke i et utal mindre TV-roller, og optræder endda ukrediteret som statist i både Diamonds Are Forever (1971) og The Godfather: Part II (1974). Det korte af det lange er dog, at ingen af de medvirkende på nogen måde gør sig fortjent til ros, og som sagt er navnlig Mal Arnold ganske horribel.

Dårlig på den helt rigtige måde

Filmens stjerne, den gale Fuad Ramses (Mal Arnold).
Filmens stjerne, den gale Fuad Ramses (Mal Arnold).

Man kan dermed ikke sige ret meget positivt om Blood Feast – i hvert fald ikke i traditionel forstand. Som underholdning er filmen imidlertid helt fantastisk. Den er pakket med blodindsprøjtede scener fra ende til anden, og når man ikke ligefrem sidder og ser på Fuad Ramses, der amputerer lemmerne på piger i tidens moderigtige bikinier, kan man glæde sig over den tåbelige dialog, de helt vanvittige kulisser – navnlig scenen der udspiller sig som et flashback i oldtidens Egypten er ubetaleligt morsom – historiens absurde indslag og selve castet.

Det hele går op i en højere enhed af dårligdom, der gør Herschell Gordon Lewis’ film til noget særligt. Det er en film, der er dårlig på den helt rigtige måde, og der er næppe nogen splatterfans, eller for den sags skyld genrefilmfans i almindelighed, som ikke vil være underholdt.

Fuad ser sit snit til endnu et offer.
Fuad ser sit snit til endnu et offer.

Anbefalingen af Blood Feast går dog videre end det, for filmen var startskuddet på det, der gradvist kunne udvikle sig til selve splattergenren, og dermed er den et meget vigtigt punktnedslag i horrorfilmens historie. Tilmed emmer den af billig drive-in-stemning, popcorn og dårlig smag. Det kan i øvrigt fortælles, at filmen fik en fortsættelse i 2002 med titlen Blood Feast 2: All U Can Eat.

Til alle der endnu ikke har set Blood Feast er der ikke så meget andet at sige, end at man bør få filmen anskaffet. Den er en amerikansk milepæl, og måske blandt de ti bedste rendyrkede, hjernedøde exploitationfilm, der til dato er lavet. Der er således ikke nogen undskyldninger. Se at få filmen set!

5 stjerner
Titel: Blood Feast
Andre titler: Egyptian Blood Feast, Feast of Flesh
Instruktør: Herschell Gordon Lewis
Manuskript: Allison Louise Downe
Cast: William Kerwin (Det. Pete Thornton), Mal Arnold (Fuad Ramses), Connie Mason (Suzette Fremont), Lyn Bolton (Mrs. Dorothy Fremont), Scott H. Hall (Politikaptajnen Frank), Christy Foushee (Trudy Sanders)
Producere: David F. Friedman (producer), Stanford S. Kohlberg (producer), Herschell Gordon Lewis (producer)
Foto: Herschell Gordon Lewis
Klip: Frank Romolo & Robert L. Sinise
Musik: Herschell Gordon Lewis
Spilletid: 67 minutter
Aspect ratio: Full frame
Lyd: Dolby Digital Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: USA, 1963
Produktionsselskaber: Friedman-Lewis Productions Inc.
Distributør (DVD): Something Weird Video
Udgave/region: 0

Anmeldt i nr. 27 | 13/01/2008

Stikord: Okkultisme, So Bad It’s Good, Splat, Video Nasty

Skriv et svar

Your email address will not be published.