Claus Jacobsen
Ingen kommentarer

Otoriklanens Fortællinger 1: Nattergalens Sang

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Otoriklanens Fortællinger 1: Nattergalens SangHvis Japan, samuraier, ninja og deslige siger dig bare lidt, ja så er der ingen tid at spilde, for her får du the real deal uden så meget hype, pis og pop, men netop helt rigtigt, som det skal være.

En ny, stor serie forfører læserne ind i et mytisk, feudalt Japan med en fortælling, fyldt med alt hvad hjertet kan begære af sværd, ære, teceremonier, templer, hævntogter og nærmest overnaturlige snigmordere. Læg dertil blod, død og afhuggede lemmer samt det, der er endnu værre. Vi har her at gøre med første bind i en drevet og blændende velskrevet serie; en historie fortalt uden et overflødigt gram på kroppen, uden af den grund at være for tynd. Lian Hearn har skabt, hvad der er godt på vej til at blive en moderne klassiker.

Science fiction og ungdomsbøger

Otoriklanens Fortællinger er den første bogserie, der bærer navnet Lian Hearn på forsiden. Bag pseudonymet gemmer sig den 65-årige australske forfatterinde Gillian Rubenstein, der bestemt ikke er et ubeskrevet blad. Hun har mere end 30 udgivne bøger bag sig, alle indenfor det område, bibliotekerne kalder “Børn og Unge”. Derudover har Rubinstein også skrevet flere skuespil samt artikler til diverse tidskrifter.

Hendes debutroman, der udkom for over 20 år siden, var Space Demons fra 1984, der handler om, hvordan en ung fyr sammen med sine venner bliver hevet direkte ind i handlingen af et mystisk, japansk computerspil. Det lyder uhyggelig meget som handlingen i en af Dennis Jürgensens tidlige romaner (Jürgensen har også altid været god til at lade sig “inspirere” af succesfulde udenlandske forfattere), men viser også meget godt, hvordan Gillian Rubensteins bøger generelt falder ind imellem kategorierne science fiction og ungdomsbøger.

Space Demons er, ligesom en række af forfatterens andre bøger (fem i alt), blevet oversat til dansk, hvor den har fået titlen Rummets Dæmoner. Den udkom på dansk i 1988 på forlaget Thorup, der efterfølgende også har udgivet fire andre af hendes bøger.

Pseudonym

Lian Hearn (Gillian Rubinstein) (f. 1942)

Man kan selvfølgelig kun gisne om grunden til, at Rubinstein har valgt at skifte over til pseudonym ved udgivelsen af Otori-serien, men én af grundene er nok at skabe et klart skel fra hendes tidligere værker. For selv om Nattergalens Sang er letlæst, er den bestemt ikke uden alvor, og samtidig er der bestemt ingen sci fi-elementer i den. Den lægger sig klart op af en noget mere historisk tilgang end fantasy-tilgangen, hvis man skulle sætte et skel dér.

Hvad angår selve pseudonymet, så kan de fleste vel regne ud, at Lian er en kort form af Gillian, men efternavnet Hearn er lidt sværere at greje. Ifølge rygterne på nettet (og dem skal man jo være særdeles forsigtig med at stole på i al almindelighed), så har Rubinstein nok taget navnet Hearn efter Lafcadio Hearn, der var én af de første vestlige forfattere til at kaste sig over japansk mytologi. For som man nok kan gisne om ud fra titlen, så foregår Otoriklanens Fortællinger i samuraitidens Japan eller i hvert fald et sted, der godt kunne være det.

Reddet fra massakre

Nattergalens Sang indledes med, at vores hovedperson, drengen Tomasu, oplever, hvordan hans landsby overfaldes og udslettes af krigsherren Iida Saduma, Lord over den mægtige Tohan-klan. Hele Tomasus familie bliver dræbt, men med nød og næppe når han selv at undslippe samme skæbne, og ved et rent lykketræf løber han ind i Lord Shigeru Otori, der beskytter ham mod Iidas folk, og som han undslipper sammen med.

Lord Otori tager Tomasu med tilbage til sit hjem, fæstningen, og giver ham navnet Takeo, da hans gamle navn Tomasu ville gøre det tydeligt, at han, ligesom sine forældre og de andre i landsbyen, tilhørte de Skjulte, en religiøs gruppe, der tilbeder Den Skjulte Gud, og som den paranoide Lord Iida søger at udslette.

Lord Otori tager Takeo ind i sin husstand som sin egen søn, og Takeo begynder nu at få en ung adelsmands opdragelse med alt, hvad dertil hører. Det bliver dog hurtigt klart, at den godhjertede og vellidte Lord Otri har flere motiver end bare omsorg.

Hævn

Efter det altødelæggende slag på Yaegahara-sletten for ti år siden, mistede Otori-klanen og en række andre klaner en stor del af deres magt efter et knusende nederlag til Tohan-klanen og Lord Iida. Lord Shigerus far blev dræbt under dette slag, og hans yngre bror samt hans mor mistede senere livet i årene, der fulgte under Tohanernes overherredømme. Shigeru vil bruge Takeo i sin plan om at få hævn over Iida, og han er villig til at ofre både sit eget og Takeos liv for at Iida skal miste sit.

En vigtig del af planen er, ud over adoptionen, at Takeo meget hurtigt udviser specielle evner. Han formår blandt andet at afværge et snigmord på Lord Shigeru, og hans helt unaturlige evner til at bevæge sig lydløst og ubemærket gør, at han måske har en chance for at snige sig ind i hjertet af den stærkt paranoide Iidas befæstede borg – blandt andet hen over det berygtede nattergalegulv; en fælde, som bogen tager sit navn efter.

Takeo begynder derfor at blive oplært af den mystiske læremester Kenji fra den ligeså mystiske Stammen, hvis medlemmer lever skjult i klanernes område, men alle har specielle evner og færdigheder. Takeo er naturligvis villig til at ofre alt, også sig selv, for at betale sin gæld til den gode Shigeru og for at hævne sin familie og landsby.

Men for at de overhovedet kan nå så langt, må de først ind til Iidas borg midt i Tohanernes territorie. Dette sker ved, at der arrangeres et bryllup og ægteskabsfest med den unge pige Shirakawa Kaede fra en helt tredje klan, som skal finde sted ved Iidas borg. Alt dette er en åbenlys fælde for at gøre det af med Shigeru, men han går direkte i den for at få sin hævn og ikke for at blive gift, da det er den unge pige Kaedes værge, Lady Maruyama, som Shigura elsker, og de har i hemmelighed et kærlighedsforhold, der også gør dem i stand til at planlægge attentatet mod Iida.

Der er ingen grund til at afsløre for meget af selve handlingen, men naturligvis går intet efter planen. I stedet for er der forræderi og blodige opgør, hvor Hearn bestemt ikke lægger fingrene imellem, og heller ikke er bange for kort og kontant at gøre det af med karakterer, man er kommet til at holde af efter lidt over en halv bog. Og naturligvis falder også de to unge mennesker Kaede og Takeo for hinanden, da de mødes.

To fortælleperspektiver

Det er også her, vi har bogens og seriens anden hovedperson, Kaede, som man følger halvdelen af tiden gennem romanen. Hvor det er Takeo, der er jeg-fortælleren (altså i 1. person), når han er på, bliver Kaedes historie fortalt i 3. person. Det er et klassisk forfattertrick at have to eller flere personer, man skifter mellem, for derfor hele tiden at holde handlingen kørende og kun behøve at fortælle de mest spændende og vigtigste scener.

Det holder tempoet højt og skaber spænding, specielt når den ene del af handlingen skifter over til den anden midt i en cliffhanger. Samtidig er forfatteren i stand til at fortælle læseren mere, end hvad historiens karakterer hver især ved. Det virker, og det gør det også her, hvilket gør det tydeligt, at Hearn/Rubinstein er en garvet forfatter, der kan sit kram.

At de to forskellige dele af romanen bliver fortalt på hver sin måde (i 1. og 3. person) skaber også et skift i fortællestilen, der gør, at man aldrig bliver træt af romanen, og samtidig er det også to helt forskellige perspektiver på den verden, der skildres. Takeos mere maskuline og actionprægede perspektiv og Kaedes mere underspillede og intrigerende kvindeperspektiv, hvor der måske ikke er helt så meget blod, men derimod en næsten mere nervepirende stemning af “hvem ved hvad”.

Rutineret forfatter

Dette er faktisk et element, som Hearn/Rubinstein mestrer virkelig godt, nemlig den konstante spænding og de udspekulerede og blodige intriger, der gemmer sig under den pæne overflade og alle de formelle høflighedsfraser og æresregler for at kunne bryde ud i voldsom og brutal konflikt hvert øjeblik, det skulle være, selv om det kun yderst sjældent sker. Der er en følelse af, at karakterene hele tiden lever på en knivsæg, og her fanger Hearn en af samuraihistoriernes helt centrale tematiske elementer virkelig godt.

Det er klart, at Kaede og Takeos historier overlapper, men kun forholdsvis sjældent, og mestendels på bogens absolutte spændingsmæssige højdepunkt. Derudover befinder karaktererne sig i hinandens horisont. Man er sig hele tiden bevidst om, at de er der, men tanken om deres fælles eksistens, og at deres historie må overlappe hinanden, fylder mere, end de korte øjeblikke, hvor de faktisk sker. Endnu engang et klart vidnesbyrd om, hvor stærk og rutineret en forfatter Hearn/Rubinstein er.

Det univers, bogen og hele serien foregår i, bliver i nogle omtaler og anmeldelser beskrevet som et orientalsk fantasyunivers, andre steder som et historisk miljø. Begge dele er vel både rigtig og forkert. For helt bevidst hverken be- eller afkræfter Hearn den ene eller den anden antagelse i sine romaner. Der bliver aldrig på noget tidspunkt sagt, at det er Japan, handlingen foregår i, men samtidig bliver det heller aldrig sagt, at det er i en anden verden, altså i et fiktivt fantasyunivers.

Dette er en god ting, for det tvinger læseren til at tage historien, som den er, uden at skulle forholde sig til, om dette nu er historisk korrekt, eller om dette er en opfindelse fra en del af det fantastiske univers, forfatteren skaber. Det er, hvad det er, og det gør, at man bare skal forholde sig til historien og romanen, intet andet.

Ingen japanske låneord

Når man går dybere ned i geografien og baggrundsdetaljerne, såsom navne, begivenheder og lignende, så er det klart, at dette meget vel kunne være det historiske Japan, eller i hvert fald noget meget tæt derhenad. Samtidig kan personerne ting, og der sker begivenheder, som ikke er “realistisk” mulige, men som giver mening indenfor universets egne rammer.

Ligesom det indenfor universets egne rammer, og de personer, som bebor det, ikke giver mening at tale om et historisk Japan, for verden er jo her, hvad den er. Dette er endnu et af de fortællehåndsværksmæssige tag fra Rubinstein/Hearns side, som man kun kan lære af, og det er med til at gøre historien levende og “ægte”.

Som en følge af alt dette bliver der i romanen på intet tidspunkt brugt ord som samurai, ninja, shogun, harakiri, bushido eller katana (der bliver ikke brugt nogen japanske ord overhovedet), men alligevel beskriver romanen disse ting på en måde, der overgår langt de fleste andre historier, der tager deres udgangspunkt i samuraiernes verden og tid. Her kunne mange andre virkelig lære noget, for i stedet for blot at slynge om sig med japanske låneord som “samurai” og “ninja”, beskriver Hearn disse ting på en overbevisende måde ved at nå til deres kerne. Det gør disse elementer levende og får dem til at føles ægte.

Pageturner

Her kommer så også en af mine få anker, i hvert fald mod den danske udgave. For nok er det en lækker udgave i hardcover, godt sat op og på kraftigt papir, og den er da hovedsageligt også ret godt oversat. Men der er en gang i mellem nogle engelske ord, så som “lord” og “lady”, der er taget med over i den danske udgave, og jeg synes, at de skæmmer lidt.

Jeg kan godt se, at de i denne sammenhæng, betydningsmæssigt er svært oversættelige, og at det ville gå mod tanken bag romanen at bruge japanske ord, men jeg ville dog bare ønske, at oversætteren alligevel havde fundet et dansk alternativ. Men det formår nu ikke for alvor at skæmme en særdeles god bog, der både er god, medrivende og levende underholdning samt et kig ind i en anden verden og tid, nøjagtig som den type bog skal være.

Nattergalens Sang er en rigtig pageturner, som man ikke kan lægge fra sig igen, før man har læst det sidste bogstav. Jeg skal derfor for god ordens skyld sige, at Nattergalens Sang er første bind i en serie på fem, og derfor slutter den da også med en kæmpe-cliffhanger. Men det gør jo egentlig ikke noget, så må man bare med det samme ud og investere i toeren, der er på samme høje niveau, og som også er kommet på dansk (og tro mig, det gør du helt sikkert).

Opslugt

Nattergalens Sang er oversat til mere end 37 sprog, og har siden den udkom i 2002 taget verden med storm. For øjeblikket skulle den faktisk også være ved at blive filmatiseret af Universal Pictures. Så hvis Japan, samuraier, ninja og deslige siger dig bare lidt, eller hvis man (som undertegnede) for lang tid siden blev forført af Aftenlandet gennem TV-serien Shogun og Kurosawas film, ja så er der ingen tid at spilde, for her får du the real deal uden så meget hype, pis og pop, men netop helt rigtigt, som det skal være. Lige til at blive helt opslugt af i en ferie eller hen over en lang weekend.

Nattergalens Sang er venligst stillet til rådighed af Gyldendal.

5 stjerner

Titel: Tales of the Otori: Across the Nightingale Floor
Forfatter: Lian Hearn (Gillian Rubinstein)
Forlag, år: Hodder Headline, 2002
hvid
Anmeldte udgave:
Titel: Otoriklanens Fortællinger: Nattergalens Sang
Forlag, år: Gyldendal, 2005 (2. udg., 1. udg. 2003)
Format: Hardcover
Sideantal: 320

Anmeldt af: Claus Jacobsen | 13/02/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *