Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Ondskabens Øjne

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Romanen bag filmen er en formidabelt underholdende thriller, der minder én om, at Hannibal Lecter faktisk oprindelig var en biperson.

Ondskabens ØjneOndskabens Øjne (på engelsk The Silence of the Lambs) var romanen, der for alvor gjorde forfatteren Thomas Harris til et kendt navn. Godt nok var Ondskabens Øjne hans tredje roman efter Black Sunday (Sort Søndag) fra 1975 og Red Dragon (Den Røde Drage) fra 1981, men det var Ondskabens Øjne, der bragte Harris på alles læber. Selv om bogen er aldeles fremragende (den vandt bl.a. The Bram Stoker Award for bedste roman i 1988), så var det filmatiseringen fra 1991, der for alvor gjorde bogen og forfatteren kendt.

Ondskabens Øjne følger delvist det samme persongalleri, som også optrådte i Den Røde Drage – Thomas Harris’ første bog om seriemord. Specifikt drejer det sig om FBI-sektionschef Jack Crawford og så naturligvis Dr. Hannibal “The Cannibal” Lecter. Hovedpersonen i Den Røde Drage, Will Graham, nævnes i Ondskabens Øjne, men optræder ikke i bogen.

Quid pro quo

Hovedpersonen er i stedet den unge FBI-aspirant Clarice Starling. Hun er i færd med at uddanne sig til agent på FBI-akademiet i Quantico, da hun bliver kaldt ned til chefen for FBI’s afdeling for adfærdsforskning, Jack Crawford. Han havde mødt Starling nogle år tidligere, inden Starling kom på akademiet, og kunne huske hende som en intelligent ung kvinde. Tillige havde Starling i sin ansøgning til FBI ytret ønske om at komme til at arbejde for Crawford i adfærdsafdelingen.

Crawford fortæller Starling, at afdelingen er i gang med at interviewe alle fængslede seriemordere for bedre at forstå deres psyke og beder Starling om at tage til Baltimore og tale med Hannibal Lecter. Crawford benægter, at interviewet med Lecter sker på baggrund af en verserende sag, men Starling ved, at Crawford har travlt, da en gal seriemorder med tilnavnet Buffalo Bill samtidig huserer.

Starling tager af sted, og det lykkes hende også at få Lecter i tale, men den gode doktor nægter at indgå i undersøgelsen. Til gengæld begynder Lecter at fodre Starling med spor, som hun snart begynder at mistænke har en sammenhæng med Buffalo Bill-sagen. Herefter er det klart for Starling, at Lecter ved, hvem Buffalo Bill er, og nu begynder kattens leg med musen. Lecters pris for at hjælpe Starling er nemlig, at hun fortæller ham personlige ting om sig selv; noget Jack Crawford på det stærkeste har advaret hende imod.

FBI’s eneste chance

Samtidig med at Starling kommer ind i sagen igennem Lecter, inddrager Crawford hende også i efterforskningen, og det viser sig efterhånden, at Starling – på grund af sit aparte forhold til Dr. Lecter – er den eneste, der har en chance for at finde Buffalo Bill. Problemet er, at der går politik i sagen, efter at Bill kidnapper datteren af en senator, og Starling bliver sat af sagen. Med Crawfords billigelse fortsætter hun dog, og hendes sidste møde med Lecter bliver det, der hjælper hende til at løse opgaven, samtidig med at det markerer afslutningen på den historie, Lecter har forlangt, at Starling skal fortælle ham.

Det er i denne historie, at den engelske titels “lam” kommer ind i billedet, men præcis hvordan, skal jeg ikke gå ind i. På dette tidspunkt af romanen er Lecter i øvrigt blevet overflyttet til Memphis, og det sidste møde mellem Hannibal og Starling finder sted umiddelbart før det lykkes Lecter at flygte på særdeles blodig vis.

Herefter er det et spørgsmål om tid – FBI har regnet ud, at Buffalo Bill holder sine ofre i live i nogle dage inden han dræber og derefter delvist flår huden af dem. Kan Starling nå at regne gåden ud i tide – eller får Bill endnu et offer?

En morderisk McGuffin

Hvis man hverken har set filmen eller læst bogen, skal jeg naturligvis ikke afsløre slutningen her! Ondskabens Øjne er en åndeløst spændende roman, der som thriller fungerer helt og aldeles eminent. På den måde er den en flot opfølger til den ligeledes fantastisk spændende Den Røde Drage, og Thomas Harris demonstrerer at han virkelig kan sit kram.

Lige som man i Den Røde Drage ikke kun fulgte hovedpersonen Will Graham i hans efterforskningsarbejde, men i nogle kapitler også fulgte morderen, så forholder det sig lige sådan med Ondskabens Øjne. Enkelte kapitler følger Buffalo Bill, som læseren finder ud af hedder Jame Gumb, og hans seneste offer. Det er i portrætteringen af Jame Gumb, at Ondskabens Øjne halter en anelse efter Den Røde Drage. Selv om beskrivelsen af Francis Dolarhyde, morderen i Den Røde Drage, heller ikke var perfekt, så gjorde Harris en del mere ud af at forsøge at forklare ophavet til Dolarhydes sindssyge.

Det samme er ikke helt tilfældet i Ondskabens Øjne – der antydes enkelte ting om Jame Gumbs barndom og psyke, men det er en hel del tyndere. Gumb myrder for at kunne lave sig en kvindedragt af rigtige kvinder, men han beskrives ikke som transseksuel – Lecter siger, at morderen tror, han er transseksuel, men at han i virkeligheden er noget helt andet. Hvad dette “andet” er afsløres aldrig, og Gumb bliver derfor aldrig andet end guleroden for enden af den pind, der driver Starling frem.

En skræmmende skurk

Det vil dog være forkert at sige, at Harris har været mere optaget af Hannibal Lecter end af opklaringen af Buffalo Bill-mordene. Godt nok spiller Lecter en meget større rolle i Ondskabens Øjne, end han gjorde i Den Røde Drage, men det er stadig tydeligt, at det er Clarice Starling, der er den egentlige hovedperson, akkurat som Will Graham var det i Den Røde Drage. Man kan måske sige, at Lecter i Den Røde Drage havde en mindre (om end vigtig) birolle, mens han i Ondskabens Øjne har fået en den vigtigste birolle. Det er først i den efterfølgende roman (og film), Hannibal, at Lecter kan siges at være blevet den egentlige hovedperson.

Netop fordi der er en nogenlunde fordeling af opmærksomheden på Lecter/Starling-forholdet og jagten på Buffalo Bill, er det lidt ærgerligt, at Buffalo Bill/Jame Gumb ikke er beskrevet helt så dybdegående som Dolarhyde blev det i Den Røde Drage. Man kan imidlertid ikke komme uden om, at figuren er langt mere uhyggelig end Dolarhyde var, for i Den Røde Drage endte man faktisk med stedvist at få ondt af Dolarhyde, der sågar en overgang forsøgte at holde op med sine myrderier.

Det er tydeligt, at Jame Gumb ikke har sådanne hensigter. Han er en rendyrket wacko, hvis store kælder er et veritabelt rædselskabinet. Her kan det i øvrigt bemærkes, at Gumb som karakter bestemt ikke er nogen nyskabelse fra Thomas Harris’ side. Flåningen af kvinder er klart inspireret af virkelighedens Ed Gein (der bl.a. lavede en “bryst-vest” ud af huden fra en kvindes overkrop), og den måde hvorpå Gumb bortfører sit sidste offer, nemlig ved at tage en falsk gipsbandage om armen for at kunne bede ofret om hjælp, er inspireret af Ted Bundy. At Harris har opbygget karakteren omkring disse elementer understreger på sin vis også, at Gumb “bare” er et tandhjul i plottet.

Lecter er en biperson

Selv om Harris tydeligvis har været fascineret af Lecter-karakteren, og især forholdet mellem den unge FBI-aspirant og den morderiske, men dog høflige og urbane doktor, så tvivler jeg stærkt på, at Hannibal Lecter var blevet det ikon, han er blevet, hvis det ikke havde været for Jonathan Demmes filmatisering fra 1991 og især castingen af Anthony Hopkins som Lecter. Har man set filmen, er det helt umuligt ikke at se Hopkins for sine øjne, når man læser romanen, men hvis man et øjeblik forsøger at fjerne Hopkins’ præstation fra sit indre øje, så er Lecter i romanen slet ikke nær så indtagende og fascinerende, som han er i filmen.

Selv om Ondskabens Øjne derfor i manges øjne “tilhører” Hannibal Lecter, er det faktisk forkert, hvis man udelukkende betragter bogen. Det Ondskabens Øjne er som roman er en ekstremt velskrevet thriller med en formidabelt opbygget spændingskurve. Den har Lecter som en farverig og vigtig biperson, der hjælper Starling med efterforskningen, men romanens fokus er klart på opklaringen af Buffalo Bill-mordene og dermed på Starling. Det er filmen sådan set også, men netop på grund af Anthony Hopkins i rollen som Lecter, har Lecter i den grad fået lov til at overskygge både film og bog. Hopkins kan derfor siges både at være filmens og bogens store styrke og store svaghed.

Vildt underholdende

Netop derfor fortjener Ondskabens Øjne måske at blive læst, for den kan minde én om, at Thomas Harris ikke altid har skrevet Hannibal Lecter-historier, men at han har skrevet vildt underholdende og spændende thrillere, der kan læses for deres egne kvaliteter som regulære spændingshistorier. Fascinationen med Lecter kom først senere, hvilket nok har været godt for Harris’ pengepung, men desværre noget dårligere for hans litterære arv.

Den danske oversættelse ved Vibeke Weitemeyer er udmærket, men lider en anelse under et almindeligt problem ved danske oversættelser – en ukritisk oversættelse af det engelske “you” til “De”. Anvendelsen af “du” eller “De” er stærkt kontekstafhængig, og der er mange situationer i romanen, hvor det danske sprog kommer til at lyde stift og opstyltet på grund af den konsekvente oversætttelse til “De”. Når det er sagt, så er oversættelsen dog udmærket, og bestemt læseværdig.

4 stjerner

Titel: The Silence of the Lambs
Forfatter: Thomas Harris
Udgivet: 1988
Forlag: St. Martin’s Press
hvid
Anmeldte udgave:
Titel: Ondskabens Øjne
Udgivet: 1992
Forlag: Gyldendals Bogklubber
Format: Paperback
Sideantal: 282
Dansk oversættelse: Vibeke Weitemeyer
Forsideillustration: Alex Surland med foto fra filmatiseringen
hvid
Romanen udkom første gang på dansk i 1991 på forlaget Forum.
Den anmeldte udgave udkom på Gyldendal i deres Gyldendals Bogklubber-serie i 1992.
I dag er romanen ude på forlaget Lindhardt & Ringhof.

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: FBI, Filmatiseret, Hannibal Lecter, Kannibaler, Seriemordere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *