Nr. 33 – 13. juli 2008

Universet er en fascinerende størrelse. Et uendeligt område med potentiale for uendelige verdener med forskellige civilisationer og væsner. En del af science fiction-genren, uanset om det er bøger, film, tegneserier eller noget helt fjerde, har altid kigget udad. Lige siden menneskeheden indså, at der var noget uden for Jordkloden, har det massive vakuum, der er verdensrummet, fascineret, og rejser ud i rummet har figureret prominent i science fiction-litteraturen siden Jules Vernes De la terre à la Lune (Fra Jorden til Månen) fra 1865.

Men medaljen har en bagside. For hvis universet er så kolossalt, hvem sidder så derude og betragter os? Og hvad er deres hensigter? Sidstnævnte har der været mange bud på, men det kommer næppe som nogen overraskelse, at besøgende rumvæsner i langt de fleste tilfælde portrætteres som fjendtlige. Siden H.G. Wells’ skelsættende The War of the Worlds (Klodernes Kamp) fra 1898 har invasioner fra rummet været en hjørnesten i science fiction-genren. Selv om også venlige rumvæsner fra tid til anden har stukket hovedet frem, har de knap så venlige af slagsen klart domineret genren, og især inden for filmmediet.

Det er der flere årsager til. For det første kan regulære invasionshistorier tolkes allegorisk – som symptomer på aktuelle samfundsmæssige og/eller politiske strømninger. Her er Jack Finneys roman The Body Snatchers (1955) og dens indtil videre fire filmatiseringer et fremragende eksempel. The Body Snatchers kan, bl.a. meget andet, læses som en allegori over en kommunistisk femtekolonne, der er ude på at overtage samfundet, men omvendt kan den også læses som en advarsel mod McCarthyismens frygt for alt, der er anderledes. Hver generations filminkarnation af romanen har budt på nye tolkningsmuligheder, og Finneys roman er én af de fortællinger, der har fået blivende værdi på grund af dens mange tolkningsmuligheder.

The Day the Earth Stood Still (1951) er en mere stille historie om besøg fra rummet, ikke en invasionshistorie, men også den har et vægtigt budskab, der kommenterer direkte på tidens bekymringer.

En anden, og i de fleste tilfælde langt mere væsentlig, grund til at rumvæsner, der besøger Jorden, ofte er fjendtlige, er langt mere jordnær. Det er ganske enkelt fordi onde aliens er det, der gør sig bedst i populærkulturen, og især på film. Publikum elsker at se menneskeheden blive nedkæmpet, smadret, pulveriseret, bortført og mishandlet af de fremmede. Og så elsker vi også at se menneskeheden svare igen med modangreb, dårlig dialog og patetiske følelser.

I denne måneds tema har vi fokus på ting, der kommer fra rummet, og en ikke ringe del af det, vi har med, er deciderede invasionshistorier – selv om vi da også har et par ting, hvor der er venligtsindede rumvæsner på besøg. I invasionshistorierne kommer de fremmede ikke med kager og sodavand, men mere som onde udgaver af Jehovas Vidner, der sparker døren ind i stedet for at ringe på, og som dræber frem for at reklamere for Vagttårnet. Invasionshistorierne kan deles op i flere forskellige udgaver: vi har de ligefremme og bombastiske fremmede, som vi kender dem fra The War of the Worlds og Independence Day (1996). Her er der ingen tvivl om, hvad de fremmede vil, og de skiller sig også rent fysisk markant ud fra menneskeheden. På den anden side har vi så de lidt mere uhyggelige fremmede, som ved første øjekast ligner os selv. Her er paranoiathrillerne, den allerede nævnte The Body Snatchers og The Puppet Masters (1951) gode eksempler. Nogle gange kommer invasionen i stor stil, som i Independence Day eller Signs (2002); andre gange føres den an af en enkelt alien, som i Species (1995). Og nogle gange er det kun et enkelt rumvæsen med storhedsvanvid – som den flyvende hjerne Gor i The Brain from Planet Arous (1957).

Om ikke andet er historierne om besøg fra rummet – venligsindede eller ej – varierede i udførsel, selv om de måske alle er variationer på det samme tema.

Én ting, der imidlertid går igen i næsten alle de ting, vi har med i dette tema (med undtagelse af den stærkt humoristiske take på genren, computerspillet Zak McKracken and the Alien Mindbenders fra 1988), er frygt. Uanset hvor venlige rumvæsnerne kan være, uanset hvor gode deres intentioner måtte være, er menneskehedens frygt en væsentlig ingrediens. Frygten for det ukendte er altid noget, der fascinerer et publikum, og til dette egner væsner fra rummet sig eminent godt.

Her på Planet Pulp er vi meget glade for besøg fra rummet, og ser gerne flere af dem i fremtiden – uanset om det bliver i Bøger, under Rollespil, Computerspil eller i vores Filmsektion. Sidstnævnte er klart den, der dominerer i dette tema. Science fiction er da også en genre, som filmindustrien elsker, da effektfolkene her virkelig kan boltre sig. Det går ofte ud over historien, men vi ser i denne måned også eksempler på, hvordan science fiction-genren og de overfladiske effekter faktisk kan bruges til at fortælle ganske rørende historier. Og så kommer man bare ikke uden om, at det er fascinerende gang på gang at se, hvordan man nu vælger at skildre det fantastiske og monstrene. Det er noget for genrefans og drengerøve i alle aldre, hvad enten man er til dum amerikansk patos, flyvende tallerkner der ligner pap, huse der sprænges i luften, kroppe der overtages eller Will Smith der siger “Welcome to Earth”.

Vi har kun skrabet en smal ridse i lakken på et meget stort emne med dette temanummer, og mange væsentlige indslag mangler – bl.a. også en del, der ikke falder i invasionsgenren, men som er mere filosofisk orienterede eller hard sci-fi. Titler som f.eks. Contact (roman 1985, film 1997) og The Andromeda Strain (roman 1969, film 1971) vil dukke op i senere opdateringer her på siden, sammen med mange andre bøger, film, tegneserier, rollespil, computerspil og brætspil “der kom fra rummet”. For når først lakken er skrabet, kan man nogle gange rigtig få fat, og rive store flager af.

Indtil den 13. august, hvor vi går online med næste nummer, håber vi, at Planet Pulps læsere finder noget at sætte tænderne i. I mellemtiden vil vi råde jer til at gribe stjernekikkerten, holde øje med nattehimlen og være agtpågivne.

     – Redaxen

Film:
Battlefield Earth: A Saga of the Year 3000 (Roger Christian, 2000)
Body Snatchers (Stjålne kroppe) (Abel Ferrara, 1993)
The Brain from Planet Arous (Nathan Juran, 1957)
Close Encounters of the Third Kind (Nærkontakt af Tredje Grad) (Steven Spielberg, 1977)
The Day the Earth Stood Still (Den dag Jorden stod stille) (Robert Wise, 1951)
E.T.: The Extra-Terrestrial (E.T.) (Steven Spielberg, 1982)
The Faculty (Robert Rodriguez, 1998)
Independence Day (Roland Emmerich, 1996)
Invaders from Mars (Angrebet fra Mars) (William Cameron Menzies, 1953)
The Invasion (Oliver Hirschbiegel, 2007)
Invasion of the Body Snatchers (De stjålne kroppe) (Don Siegel, 1956)
Invasion of the Body Snatchers (Stjålne kroppe) (Philip Kaufman, 1978)
Mars Attacks! (Tim Burton, 1996)
Signs (M. Night Shyamalan, 2002)
Species (Roger Donaldson, 1995)
The Thing from Another World (Manden fra Mars) (Christian Nyby, 1951)
Transformers (Michael Bay, 2007)
The Trollenberg Terror (The Crawling Eye) (Quentin Lawrence, 1958)
The War of the Worlds (Klodernes kamp) (Byron Haskin, 1953)
War of the Worlds (Steven Spielberg, 2005)

Filmmusik:
Battlefield Earth (Elia Cmiral, 2000)
Close Encounters of the Third Kind (John Williams, 1977)
E.T.: The Extra-Terrestrial (John Williams, 1982)
Independence Day (David Arnold, 1996)
Mars Attacks (Danny Elfman, 1996)
Signs (James Newton Howard, 2002)
Species (Christopher Young, 1995)
Transformers (Steve Jablonsky, 2007)
War of the Worlds (John Williams, 2005)

Bøger:
The Body Snatchers (Jack Finney, 1955)
The Invaders are Coming (Alan E. Nourse & J.A. Meyer, 1959)
The Puppet Masters (Robert A. Heinlein, 1951)
The Tommyknockers (Stephen King, 1987)
The War of the Worlds (H.G. Wells, 1898)

Tegneserier:
Asylum (Rob Williams & Boo Cook, 2007)
Sláine: Books of Invasions Volume 3 (Pat Mills & Clint Langley, 2007)
The War of the Worlds (Ian Edginton & D’Israeli, 2006)

Rollespil:
Bliss Stage (grundbog) (Ben Lehman, 2007)
Cyborg Commando (grundbog) (Gary Gygax, Frank Mentzer & Kim Mohan, 1987)

Computerspil:
X-COM: UFO Defense (UFO: Enemy Unknown) (MicroProse Software, Inc., 1994)
Zak McKracken and the Alien Mindbenders (U.S. Gold, 1988)