Rygtemøllen svirrer indenfor filmverdenen. Om ikke så længe ved vi – formentlig – hvem der får rollen som den næste Bond i filmserien, som nu ikke længere er kontrolleret af Broccoli-familien, men som nu har Jeff Bezos i ryggen; en mand, der i sig selv er som taget ud af en Bond-film. Som skurk, forstås.
En række navne har været i spil for nyligt, men intet er tilsyneladende afgjort. Og i virkeligheden er det vigtigste for mig heller ikke, hvem der lander rollen, som jo under alle omstændigheder er til låns.
Nej, jeg er mere interesseret i at finde ud af, hvem der lander jobbet med at komponere musikken til filmen, som har Denis Villeneuve i instruktørstolen.
Når man siger Denis Villeneuve, så er der, på komponistfronten, ét navn, der står frem som den største favorit til at få opgaven med at komponere musikken, og det er naturligvis Hans Zimmer.
Zimmer leverede (sammen med Benjamin Wallfisch) musikken til Blade Runner 2049 (2017) og har også komponeret musikken til alle tre af Villeneuves Dune-film (hvoraf den sidste får premiere i næste måned). Og så må man naturligvis heller ikke glemme, at det var Zimmer, der leverede musikken til den hidtil seneste Bond-film, No Time to Die (2021).
På mange måder vil det derfor nærmest være en overraskelse, hvis ikke Zimmer løber af med tjansen. Men man har jo altid lov at håbe.
Ikke fordi jeg synes, Zimmer komponerede et dårligt score til No Time to Die. Tværtimod synes jeg, Zimmers score var et velfungerende moderne Bond-score, hvor komponisten samtidig refererede flittigt til seriens musikalske arv.
Når det er sagt, kunne man godt håbe, at andre ville få en chance; især hvis den kommende Bond-film skal fungere som en effektiv reboot efter Daniel Craigs turnus i rollen.
Spørgsmålet er naturligvis også, om valget alene tilfalder Denis Villeneuve, eller om producenterne spiller en større rolle i valget af komponist? Kigger man på de to producenter, Amy Pascal og David Heyman, så træder nogle fascinerende muligheder frem.
Pascal har 23 producer-krediteringer på sit CV; Heyman 68. Mange af komponisterne på de film og TV-serier, de to har produceret, kan man hurtigt sortere fra, for man må gå ud fra, at MGM (med Bezos’ Amazon i ryggen) går efter en profileret, kendt komponist.
På de film og serier, Amy Pascal har produceret, er tre navne særligt interessante: Michael Giacchino, Daniel Pemberton og Alexandre Desplat. På Heymans liste optræder også både Giacchino og Desplat, mens Heyman også har produceret adskillige film, hvor James Newton Howard har stået for musikken.
Endelig optræder Ludwig Göransson også en enkelt gang på begge producenters liste, og Göransson er jo manden, der har overtaget efter Hans Zimmer som Christopher Nolans go-to guy hvad angår musikken.
Indtil Sam Mendes fik lov til at tage sin faste komponist Thomas Newman med sig, da han sagde ja til at instruere Skyfall (2012), havde Bond-komponisterne altovervejende været briter, selvom enkelte amerikanere også havde været inde over, f.eks. Marvin Hamlisch (The Spy Who Loved Me, 1977), Bill Conti (For Your Eyes Only, 1981) og Michael Kamen (Licence to Kill, 1989). Den enlige, franske svale, Eric Serra, taler vi ikke om.
Ellers er det John Barry og David Arnold, der har haft de længstvarende associationer med Bond-serien, begge briter.
Hvis der er et ønske om at få en britisk komponist ombord på den nye Bond-film, er én mulighed naturligvis at invitere David Arnold tilbage, men hvis man ønsker at gå en helt anden vej, er Daniel Pemberton det oplagt valg. Han er brite og han er forrygende dygtig.
Fik jeg lov at bestemme, ville de dog denne gang give jobbet til en amerikaner, nemlig Michael Giacchino.
Ikke bare er Giacchino en vanvittigt dygtig komponist; han har også tidligere demonstreret, hvor god han er til at komponere spændende, effektiv suspense- og actionmusik, samtidig med at han er respektfuld overfor den musikalske arv, som franchises med mange år på bagen kommer med.
Et eksempel kunne være Giacchinos glimrende score til Rogue One: A Star Wars Story (2016); et andet – og måske mere relevant i denne sammenhæng – hans to glimrende scores til Mission: Impossible III (2006) og Mission: Impossible – Ghost Protocol (2011).
Her leverede Giacchino et par helt igennem formidable action- og spændingsscores i et moderne formsprog, der samtidig inkorporerede Lalo Schifrins oprindelige to primære temaer fra Mission: Impossible på fornem vis.
Jeg er sikker på, at Giacchino ville gøre noget lignende med Bond: Vi ville få et vildt godt action- og spændingsscore, samtidig med at vi ville få rigelige eksempler på det velkendte James Bond-tema, som der i flere af de senere scores i serien har været langt imellem.
Ja, jeg ville ikke engang være overrasket, hvis Giacchino fandt plads til John Barrys “007”-tema en gang eller to; et tema, vi ikke har hørt i en Bond-film siden Moonraker fra 1979.
Så mine fingre er solidt krydset for Michael Giacchino.
Men det bliver sikkert Zimmer.
Oh well.
Vi er tilbage på Planet Pulp næste måned, eller for at parafrasere det, mange af de gamle Bond-film sluttede med: Planet Pulp will be back!
Vi ses i december!
Månedens lederskribent er Mogens Skaaning Høegsberg.
Film:
Eraser (Chuck Russell, 1996)