Nr. 191 – 13. september 2021

Nr. 191 – 13. september 2021

Endnu engang er det blevet september. Endnu engang er det blevet efterår.

Jeg har aldrig været en efterårs- eller vinterperson. Sådan har jeg haft det, siden jeg var barn. Selv dengang forbandt jeg efterårets komme med noget trist, nok forstærket af, at det faldt sammen med slutningen på sommerferien – den fantastiske periode hvert år, hvor hver dag var var et nyt eventyr, der ventede på at blive fortalt, og hvor hver dag åbnede sig med uendelige muligheder.

Efterårets komme faldt sammen med begyndelsen på hverdagen og et nyt skoleår. Ikke fordi jeg ikke brød mig om skolen; jeg har altid godt kunnet lide at gå i skole. Men ferie var bedre, og sommerferien bedst af alle.

Jeg er stadig ikke glad for efterår og vinter. Bevares, vinteren kan være dejlig – og det syntes jeg også som barn – hvis der kommer frost og sne. Lyden af frossen sne, der knirker under støvlerne, er én af mine yndlingslyde, men desværre bliver der længere og længere mellem, man kan opleve den.

Derudover er efteråret og vinteren ikke årstider, jeg glædes ved.

Men.

Heldigvis er efteråret og vinteren også de tider på året, der for alvor indbyder til at pakke sig sammen indenfor med en god bog eller en god film. Og dette efterår – og den kommende vinter – er naturligvis ingen undtagelse. Der er ting at se frem til.

I den forgangne weekend lagde jeg således min klamme hånd på Blodbaner – den seneste roman af Jacob Krogsøe og Martin Jürgensen. Det er i øvrigt et udsnit af romanens flotte og stemningsfulde forsideillustration af Tom Kristensen, I ser øverst på siden her.

Navnene på de to forfattere vil naturligvis ikke være ukendte for læsere af Planet Pulp: Jacob er fortsat min medredaktør her på siden, og de var begge to med til at stifte Sleazehound, der senere blev til Planet Pulp.

Jeg er kun lige gået i gang med Blodbaner – der først udkommer officielt senere på måneden på forlaget Calibat – men det, jeg har nået at læse, er godt, og jeg glæder mig rigtig meget til at gnave mig igennem resten af bogen. Jacob og Martin er dygtige – og det siger jeg ikke bare, fordi de er mine gode venner. Men hey, lad lige være med at fortælle dem, at jeg har sagt det: De bliver ikke til at være i stue med.

Vi har også film at se frem til. Dune er på trapperne i biograferne, og selvom jeg forsøger at tøjle mine forventninger, så glæder jeg mig nu alligevel til at se, hvordan Denis Villeneuve omsætter Frank Herberts klassiker til det hvide lærred.

Og så bliver det også dette efterår, vi skal tage afsked med Daniel Craig som 007, og selvom der næppe kommer til at være meget nyt under solen, så glæder mig nu altid til en ny Bond-film. Og som filmmusik-nørd ser jeg meget frem til at høre, hvordan Hans Zimmers musik kommer til at lyde. Også her forsøger jeg at tøjle mine forventninger. Zimmer har i øvrigt også skrevet musikken til Dune, men det er en anden sag.

Og der er flere film på vej, jeg faktisk glæder mig ret meget til – det gælder bl.a. Ghostbusters: Afterlife, Last Night in Soho og Spider-Man: No Way Home.

Til gengæld glæder jeg mig ikke ret meget til den fjerde Matrix-film. Men lur mig, om jeg ikke skal se den alligevel.

Jo, når jeg tænker lidt over det, så er der jo alligevel ting, der lyser op i løbet af efteråret og vinteren. At sige, jeg ligefrem glæder mig til den mørke årstid, vil nok være at stramme den. Men hvis jeg tager mig lidt sammen og tænker positivt frem for negativt, så går det sgu nok alligevel, det hele!

Vi ses i næste måned!

Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.

Film:
Retfærdighedens ryttere (Anders Thomas Jensen, 2020)
Swim (Jared Cohn, 2021)

Filmmusik:
Howard the Duck (John Barry, 1986)