Nr. 185 – 13. marts 2021

Nr. 185 – 13. marts 2021

Vi går med al bitter sandsynlighed endnu et festival-løst år i møde. Men det giver os jo mere tid til at sy mærker på vores sataniske spejderuniformer. Battle vesten er blevet allemandseje!

Lige meget hvor lidt de gamle brokkerøve iblandt os bryder sig om det, er heavy metal ved at udvikle sig til noget populærkulturelt. Musikken og lyrikken virker ikke længere så farlig og provokerende, som den gjorde engang, og kulturen, der i sin tid fremhævede ekstrem individualisme som en kardinaldyd, er støt og roligt blevet til et massefænomen.

Metallen er dog stadig dybt forankret i undergrunden, og lige meget hvor mange plader Volbeat sælger, eller hvor bedstemorvenlige Metallicas udgivelser bliver, vil den kulsorte, blodmættede muld altid fostre nye mutationer, som simpelthen er for rå, fremmedartede og larmende for almenvældet.

Et sted mellem de lyssky undergrundskultister og casual fans af stadionbands, som Rammstein og Slipknot, er den brogede og brede mellemgruppe, og den har gebommerligt vokseværk i disse år. At Copenhell hvert år kan samle 20.000 betalende gæster, til en udsolgt festival i lillebitte Danmark, er i høj grad et tegn på, hvilken retning vinden blæser.

Er det så godt eller skidt at udviklingen går i den retning? Det skal jeg ikke blande mig i her, for egentlig handler nærværende lederartikel blot om én af metal-verdenens mange unikke features: Battle-vesten!

Individets fællesskab

I takt med at det er blevet en relativt normal foreteelse for hr. og fru Webergrill og endda deres afkom at tilbringe en sommerlørdag blandt dødsgrowl, flade fadøl og læderklædte djævletilbedere, er det blevet tydeligt for os andre, at de faktisk prøver at infiltrere os.

Og at de forestiller sig, at den slags er muligt! De betragter ikke en metalfestival som en slags avanceret dyrskue, men dukker op for at deltage i øjenhøjde med os gamle og “sande” metalfans. Desværre er der nogle småting de har misforstået.

Hvis du allerede nu sidder og tænker, ham Martin Schjönning der, han er da lidt en arrogant padde, der prøver at dele folk op i rigtige og forkerte fans, har du egentlig, desværre, lidt ret.

Naturligvis skal man lytte til det, man vil, og se ud som det passer en. Det ville være decideret anti-metal at tvinge folk ned i kasser. På den anden side virker pøblens forsøg på at fraternisere ofte lidt latterlige og smådesperate på dem af os, hvis tilværelse på alle områder gennemsyres af metalmusikken og metal-selvbilledet.

Her må jeg ofte stoppe mig selv, for som sagt: Den vigtigste enkeltstående dyd for metalhoveder er individualismen. Og på en smuk og paradoksal andenplads kommer broderskabet (m/k)! Jeg siger ikke at min verden altid giver mening.

Meld dig ind for at melde dig ud

Alt dette kom jeg til at tænke på for nylig, da en god kammerat skrev om hjælp på Facebook. Han havde besluttet sig for at kreere en battle-vest, og inden han bestilte sine patches, ville han sikre sig, at han ikke brød reglerne. Der er meget at tage fat på, bare fra den ene sætning!

På den ene side virker det kunstigt at tage en bevidst beslutning om at skabe en hel vest fra bunden. De gamle af os kan huske en tid, før patches var let tilgængelige, og hvor vesten og resten af ens garderobe var et permanent og meget ekspressivt work in progress.

En tid hvor man ikke gik med sin vest for at blive inkluderet, men derimod for at melde sig ud af det etablerede. Og hvor ingen skulle prøve at fortælle os, at der var regler for hvordan vi så ud!

Jeg nåede heldigvis at trække vejret, inden jeg svarede på opslaget. Min indledende mavefornemmelse blev hurtigt modsagt af min hjerne. For når alt kommer til alt, er det jo bare kanonfedt at tilhøre en kultur, som andre mennesker gerne vil være en del af!

Det er kun positivt, at broderskabet udvides, så længe man ikke prøver at popularisere metallen og gøre den stueren og ufarlig. Og hvorfor ikke lave en hel vest på én gang, når nu man kan? Det ville jeg sgu nok også have gjort, hvis jeg havde haft muligheden!

Men reglerne? Den blotte idé om regler er for mig et tegn på, at frygten for at metallen bliver gentrificeret er reel. Ville man overhovedet kunne kalde sig metaller, hvis ens første indskydelse ikke var “fuck reglerne!”?

Historien om battle-vesten
Klassisk cut-off med klassisk heavy metal!

Klassisk cut-off med klassisk heavy metal!

Her er det nok på sin plads med en overfladisk forklaring til dem af jer, der ikke ved hvad en battle vest er – og som nok må være ret forvirrede lige nu, hvis I stadig læser med.

Som meget andet parafernalia i metalkulturen, stammer vesten fra biker-miljøet. Da det store boom a outlaw-klubber opstod i USA i kølvandet på Anden Verdenskrig, var det mest hjemvendte krigsveteraner, der sluttede sig til dem.

Mange af disse utilpassede, PTSD-ramte bøllefrø ejede ikke andet tøj, end den uniform de havde fået med hjem fra hæren, og den karakteristiske læderjakke, der er praktisk når man kører motorcykel (og som også lever videre som stilikon blandt metallere og punkere).

Medlemmer af Hells Angels på tur i 1960’erne. Nu var vesten blevet integreret. Foto: NY Daily News.

Medlemmer af Hells Angels på tur i 1960’erne. Nu var vesten blevet integreret. Foto: NY Daily News.

Inspireret af det militaristiske snit, med gradstegn, flag, delingsmærker og andre former for insignier, begyndte det der skulle blive kendt som et “cut” at tage form.

Rockerne pyntede også deres veste med krigssouvenirer de havde erobret i Europa. Det er derfor man nogle gange finder billeder af rockere med nazi-ørne, hagekorsemblemer og jernkors på deres cut.

Da bikerne, som nogle af de første, tog rockmusikken og den tidlige proto-metal til sig, blev vesten ligesom naturligt en del af disse musikkulturer. Og da punken dukkede op i 70’erne, passede den provokerende beklædningsgenstand også ind i punkernes kram og især i deres antikapitalistiske DIY-paradigme.

Den personaliserede uniform

Battle-vesten er et paradoksalt stykke tøj. Den er grundlæggende set en uniform for folk, der tilhører et bestemt kulturelt fællesskab, og samtidig er den et udtryk for selvstændighed, personlige præferencer og individuel frihed!

I sin enkleste form er det en denim-vest, ofte en gammel jakke man har revet ærmerne af, med påsyede mærker – kaldet patches – og en blanding af badges, sikkerhedsnåle, studs og andet pynt.

Mærkerne viser som regel ens foretrukne bands, men det er ikke usædvanligt med kulturelle og politiske statement-patches eller særlige patches fra festivaler eller MC-træf, man har deltaget i.

I modsætning til bikernes cuts er battle-vesten et frit lærred, man kan arbejde med. Som medlem af en bikerklub skal du gøre dig fortjent til dit rygmærke, og der er andre mærker, som kun særlige medlemmer må gå med.

Den form for organisatorisk struktur findes overhovedet ikke i metalmiljøet, men det forhindrer ikke visse mennesker i at forsøge at etablere regler for battle-vesten.

Man SKAL altså …

Eksempelvis er der en udbredt idé om, at man kun må have mærker med bands, man har oplevet live. Den regel er ikke nem at overholde for nye medlemmer af fællesskabet, og jeg finder den snobbet, ekskluderende og komplet ureflekteret.

På min egen vest har jeg to backpatches – rygmærker, der er større end resten af ens patches, og viser, at disse bands er ekstra værdsatte – med Bathory og Darkthrone. Disse to bands holdt op med at turnere i henholdsvis 1985 og 1996.

Prominent på pladsen over mit hjerte sidder et patch med bandet Storm, et pionerende folk metal-projekt, der udgav ét album tilbage i ’95, og aldrig nogensinde har spillet en live-koncert!

Efter min mening kan det elitære krav, om at man partout skal have set bands live, ses som et tydeligt tegn på, at personen, der håndhæver det, ikke ved nok om vores musikhistorie!

I forlængelse af denne regel findes der en slags æstetisk bandbulle om aldrig at have mere end ét patch med hvert band. For en gigantisk musik-freak som mig er det meget nemt at overholde. Min musiksmag er simpelthen for bred, og min vest er størrelse small – hvorfor mit næste projekt består i at lave to veste mere, så jeg ender med tre veste, der hylder hver sine metalstorgenrer.

Men herregud, hvis du virkelig bare elsker et band, hvorfor så ikke vise det? Jeg har set fremragende eksempler på fans, der viser deres kærlighed til deres idoler ved at have en hel vest kun med fx Saxon eller Iron Maiden-patches.

Hvis man ikke bliver begejstret af at bevidne den grad af dedikation, kan man bare blive hjemme og surmule for min skyld.

En battle vest skal ikke downloades

Det giver en vis form for mening kun at have patches med bands, man kan lide! Det lyder måske ret selvforklarende, men der er bands, der bliver betragtet som mere eller mindre uomgængelige, med hvad der deraf følger af interne metal-jokes om f.eks. “det obligatoriske Slayer-patch”.

Men bare fordi et band uomtvisteligt har haft en stor indflydelse på metalkulturen, betyder det jo ikke, at du absolut skal have et patch med dem. Vi burde være de første til at brænde ikoner af! Faktisk er de obligatoriske patches blevet en måde at skille får fra bukke på, for os fuldtidsmetallere.

I protest mod populariseringen af metal-merchandise, narrede en flok metallere H&M til at indkøbe og sælge denne falske battle vest med falske band-patches. Foto: H&M.

I protest mod populariseringen af metal-merchandise, narrede en flok metallere H&M til at indkøbe og sælge denne falske battle vest med falske band-patches. Foto: H&M.

Når vi ser en helt nylavet, skinnende ren vest, kun med patches af de mest populære bands, der alle sammen kan købes online i EMP-shoppen og alle er lige gamle, er vores umiddelbare tanke altså, at personen der bærer den vest, næppe har det store at byde på.

Er det en krukket indgangsvinkel at have? Måske. Men når friværdisrytterne dukker op til min fest, og tror at min tøjstil er en slags klæd-ud-tøj man kan forfalske, bliver jeg altså en kende kulturkampberedt.

Pis og vodka

Apropos skinnende ren er der også folk, der slår på tromme for en regel om, at man aldrig må vaske sin battle-vest. På en eller anden måde er det forbundet med uheld at gøre det.

Det kan historisk set også være nedarvet fra de første outlaw-bikerklubber, der trodsede 1950’ernes idealer om pænhed, ordentlighed og gudfrygtighed ved at opføre sig nærmest umenneskeligt grimt og snavset.

Nogle klubber initierede eksempelvis et nyt medlem ved at hele resten af banden pissede på hans vest. Når han derefter havde kørt miles nok i regnvejr, og hans cut ikke længere stank af ammoniak, var han en af de seje.

Jeg formoder dog, at der er noget rent praktisk på spil her, for moderne, stilblandede veste med nitter, pyntekæder, pins og badges kan ikke tåle en tur i vaskemaskinen. Selv broderede stof-patches har svært ved at håndtere sådan en omgang.

Så selvom jeg her går mest op i at kalde ethvert forsøg på at indføre regler for åndssvagt, må jeg indrømme, at den her giver mening.

Jeg har dog god erfaring med at hælde vodka i en vandforstøver, og give vesten en tur med det, og det er da også meget mere rock’n’roll at vaske ting i sprut end i sæbevand!

Tåbelige regler
Populærkulturen overtager. Faux lædervest fra Wish med mærker fra den fiktive outlaw-klub, Sons of Anarchy, fra serien af samme navn. Foto: Wish.com.

Populærkulturen overtager. Faux lædervest fra Wish med mærker fra den fiktive outlaw-klub, Sons of Anarchy, fra serien af samme navn. Foto: Wish.com.

En regel jeg ikke kan regne ud, hvordan er opstået, er den om, at man selv, personligt, skal sy sine patches på. Den samme regel gjaldt, da jeg var spejder, men nu er handler en stor del af spejderånden jo også om at være selvforsynende og have overlevelsesfærdigheder.

Battle-vesten som objekt er i langt højere grad et spørgsmål om æstetik, og jeg kan ikke se nogen som helst grund til, at din kammerat eller din mor ikke kan sy dine mærker på, hvis resultatet bliver bedre derved!

Der findes regler, der er så tåbelige, at jeg overvejede slet ikke at nævne dem. Men her er to af dem alligevel: Den ene forbyder en at have noget som helst andet end band-patches på sin vest. Den anden er endnu strengere!

Som sagt er battle-vesten et lærred, og du er kunstneren. Traditionelt skal battle-vesten vise omverdenen, hvad du står for, og det er jo helt igennem op til dig selv, hvad du vælger at vise frem.

Udover mine små fyrre band-patches, bærer jeg badges, der viser min store glæde ved gyser- og splatterfilm, et regnbueflag der viser mit tilhørsforhold til LGBT-miljøet, samt et par ironiske emblemer med historiske referencer – heriblandt et fabelagtigt DIY-badge med en reklame for Panzerchokolade (google det!).

Jeg har set veste, der ikke havde ét eneste band-patch, men som var en slags cadeau til både metalkulturen og vestens tema. Til Star Wars-messen i Randers faldt jeg i snak med en møghyggelig gut, hvis vest var dækket af nørdede patches: Star Fleet-insignia, et Nostromo-patch, en reklame for OCP, en minde-patch om Gene Roddenberry, og så videre.

Til fantasy-messen i Esbjerg mødte jeg sågar en bande iført Harry Potter-cuts. De havde klippet motiver og tekst af forskellige t-shirts og syet dem på veste, og hvis det ikke er en mageløs måde at dyrke sin fandom på, så ved jeg ikke hvad det er!

Giv fanden i det!
Lederskribentens vesteryg. Fuck regler!

Lederskribentens vesteryg. Fuck regler!

Den endnu strengere regel? Den går ud på, at man ikke må blande for mange genrer! Hvis din vest primært viser kærlighed til dødsmetal, dur det ikke at forstyrre helheden med et Gloryhammer-patch.

Magen til forbandet, formørket sludder, har jeg sjældent hørt! Metalkulturen handler om at stå ved hvem du er, om at dyrke idoler du selv har valgt, og give fanden i hvad andre mennesker mener om det.

Regler er det sidste, der hører til i min kultur, og mit håb er, at hvis du sidder derude og overvejer at bygge dig en battle-vest, så har jeg lige givet dig frie tøjler – det er det eneste, vi skylder hinanden, der hvor jeg kommer fra!

Regler er for borgerdyrene, og så længe du ikke betragter vesten som et fastelavnskostume, men respekterer dens historie og betydning, har jeg kun ét at sige: Rock the fuck on!

Månedens lederskribent er Martin Schjönning.

Filmmusik:
Out of Africa (John Barry, 1985)

Tegneserier:
All Star Batman & Robin, the Boy Wonder volume 1 (Frank Miller & Jim Lee, 2009)
Infection vol. 1 – Rygning forbudt (Casper Sand, 2020)

Artikler:
Kommunikationsdirektøren svømmer med hajerne