Kan I huske dengang, man skulle med færgen for at komme over Storebælt? Det kan jeg.
Da jeg var knægt i starten af 1990’erne, havde min mor og far Aabenraa Auktionshus. Med jævne mellemrum pjækkede jeg fra skolen og drog sammen med min far mod København, hvor han skulle kigge på antikviteter, vurdere dødsboer og den slags.
Vi kørte fra Dyssevej i Sønderjylland tidligt om morgenen, krydsede landet og omkring fem timer efter ramte vi Rådhuspladsen. Og her begyndte en eventyrlig dag for mig, hvor jeg havde en fast rutine.
Jeg besøgte min moster, der på det tidspunkt boede i Havnegade – I ved, det sted, hvor fulde svenskere lagde fra land med svenskerbåden. Så fik jeg frokost i Shawarma Grill House, det første af sin slags i Danmark, længe før de lækre retter blev hvermandseje. Dengang var det eksotisk, for det var noget, man ikke kunne få i Jylland.
Derefter gik turen til Paladsbiografen, hvor jeg så film som Army of Darkness og Fangeborgen. Og før jeg igen skulle mødes med min far, sluttede jeg af med det ypperste: Et besøg i Fantask. En butik fyldt med rollespil, med figurspil, med tegneserier og med bøger. Kort sagt alt det, en ung nørd sukkede efter i de lange og mørke aftener tilbage i Sønderjylland.
Tilbage til 2019. For kort tid siden sprang en bombe med nyheden om, at Fantask skulle lukke! Økonomiske vanskeligheder og et forandret købemønster, som jo ses generelt i samfundet, havde ramt butikken, der har været åben siden i oktober 1971. Det var så stor en nyhed, at det ramte de landsdækkende medier.
Fantask er en butik, som har betydet meget for mange mennesker. En superhelt ved navn Benjamin Herbst startede en redningsaktion, en indsamling for at støtte og bevare butikken, og der er samlet mere end 500.000 kr. ind. Og nu ser det ud til at Fantask faktisk overlever.
I hvert fald hvis folk så også husker at handle i butikken i fremtiden, når al hypen og snakken om lukning og støtte har lagt sig.
Men hvis vi, på sigt, vil bevare de ting, vi har kære, hvad enten det er butikker, museer, biblioteker eller for den sags skyld, hvis vi er oppe på den høje klinge, vores velfærdsstat og vores natur, så kræver det, at vi plejer de ting, vi har kære.
I forhold til detailhandlen synes jeg, at vores samfund bliver et fattigere og fattigere sted. De fleste byer ligner hinanden med butiksdød for de små og liv i de store kæder.
De smalle ting og særlige nicher har trange kår, for vi køber det jo bare på nettet, og jeg er efterhånden meget træt af den vending, der hedder “lad blot falde, hvad der ikke kan stå.”
Altså det med at lade markedskræfterne råde alene. Der er også et helt åbenlyst paradoks i denne sammenhæng: At specialbutikkerne dør ud gør også, at samlerne skal finde andre vandhuller, og her er nettet, på goldt og ondt, et utømmeligt hav.
Så det er naturligvis utopi at tro, at vi kan vende udviklingen. Jeg køber også en del på nettet selv, da mange af de ting, jeg gerne vil købe, simpelthen ikke kan købes i danske butikker.
Men der, hvor jeg kan, køber jeg det gerne lokalt, eller når jeg er i København, også selv om det koster lidt mere. Den ekstra pris betaler jeg gerne, og dybest set kan jeg jo bare købe lidt mindre, hvis det presser pengepungen, da man jo netop får noget andet, noget mere, når man køber i en butik som eksempelvis Fantask.
Jeg kan huske, at vi for nogle år siden her på Pulpen overvejede at skrive en guide til de fede indkøbssteder for nørder. Og jeg må konstatere, at mange af de butikker, der var på vores bruttoliste, simpelthen er væk nu. Så lad os værne om de steder, der er tilbage.
Hvis vi ikke bare vil se til, mens alle de ting, vi elsker, brænder ned til grunden, så vi står tilbage med et billigt, koldt og effektivt samfund, skal vi snart tage os sammen.
Ellers kan vi i flok og i en ikke så fjern fremtid begræde alt det, vi mistede, fordi vi lod os rive med af tiden og tendenserne i samfundet.
Man kan godt kalde mig naiv, men jeg har en tro på, at vi godt kan gøre noget, før det er for sent. Både i forhold til små specialbutikker og i forhold til de store ting som samfundet og naturen.
Det er sikkert ikke nemt, og nogle vil mene, at det tog er kørt for længst, men hvis ingen af os begynder at gøre noget andet, så kører det i hvert fald fra os. Det handler ikke om nostalgi og gamle dage, men om menneskelig kontakt. Den er vigtig, og den gør en forskel.
Da jeg flyttede til Århus, fandt jeg et nyt vandhul i den fantastiske butik Stribeladen, som ligger i Jægergårdsgade, for det er netop samme type butik som Fantask.
Den er personlig og ægte, drevet med og af passion. Og jo, det koster mere end at købe noget på nettet, men er det ikke, på den lange bane, prisen værd? Det kræver ingen særlige kræfter at tage dét valg, men gør man det, kan man i min bog kalde sig selv en ægte superhelt.
Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.
Film:
Stone Cold (Craig R. Baxley, 1991)
Peppermint (Pierre Morel, 2018)
Universal Soldier (Roland Emmerich, 1992)
Filmmusik:
Short Cuts 2018 – The Best of Original Short Motion Picture Scores (Diverse, 2018)
Le Visionnaire (Andrew Pearce, 2018)
Bøger:
The Art of Star Wars Episode I: The Phantom Menace (Jonathan Bresman & Doug Chiang, 2000)
Fyrtårnet (Nikolaj Johansen, 2018)
Tegneserier:
Angela – Asgard’s Assassin Vol. 1: Priceless (Marguerite Bennett & Kieron Gillen, 2015)
Graphic Ink: The DC Comics Art of Frank Quitely (Frank Quitely m.fl., 2014)
Han, hun og Adolf (Niels Søndergaard & Benny Vigan Madsen, 2019)