Nr. 134 – 13. december 2016

Nr. 134 – 13. december 2016

Vi siger farvel og good riddance til 2016 og samtidig filosoferer vi lidt over det kreative sammenbrud på kulturfronten.

December 2016, et år er gået. Meget mere har jeg faktisk ikke lyst til sige om 2016. At vi snart skal vænne os til at sige “Præsident Trump” siger næsten det hele. En person, som hvis han var en karakter i et stykke fiktion, ville blive kaldt utroværdig.

At vi også både har mistet Bowie og Cohen og mange andre er jo så bare endnu mere trist. Og så ikke mere om 2016. Lad os kigge frem i stedet. Mod 2017. Mod en meget usikker fremtid.

Politisk er vores verden på skideren på mange forskellige fronter, i mange forskellige lande. Svinehunden er sluppet løs og den mæsker sig i menneskehedens svineri.

Sort på kulturfronten

Men også på kulturfronten ser det lidt sort ud, og det er ikke kun 2016’s skyld. Det er en lang og sur skævvridning, som er sket over en lang årrække. Både i Danmark og i det store udland, hvor kreative boller åbenbart er en by i Rusland.

Nej, den står på remakes af remakes, sequels, og alle de andre heste, der hives frem af uopfindsomhedens stalde over hele verden. Tommy var også inde på det i vores julinummer.

Et klassisk modargument mod min gammelmandsgalde er, at kulturproducenterne jo bare producerer det, som modtagerne ønsker. Hvorfor skulle man lave om på noget, der virker og som genererer penge af Joachim von Andske proportioner? (Og ja, jeg kigger på dig, Disney).

Det jo også et gyldigt argument. Det er pengene, der taler. Men det er sgu’ også ganske uambitiøst. Naturligvis produceres der masser af fine værker, både bøger, film og musik, men den vekselvirkning, blandingsforholdet, mellem mainstream og niche (som er udviklingens eksistensgrundlag) er i uorden.

Jeg siger ikke alt skal være kunst og nyskabende (det kan ofte give mig kvalme), men jeg har efterhånden set på kulturproduktionen over en lang årrække både gennem pulpen, mit arbejde og min fritidsinteresse, og jeg kan ikke huske, at jeg har set så markant kreativt lavvande som i disse år – og så meget had og så mange svinehunde i vores samfund.

Brug for et brud

Der er brug for et brud, et paradigmeskift, og hvis man ser på verdenshistorien, og kulturens placering i denne, så er der også gode chancer for, at det komme til at ske. Sjældent har man set så mange gode Hollywoodfilm som i 1970’erne, hvor krigen i Vietnam var et stort væskende sår.

En ting er er, hvad forbrugerne tror de gerne vil have. Noget andet er det ansvar, som kulturproducenterne har; et ansvar som ofte kan drukne, når gamle rige hvide mænd bestemmer. Så kan man være nok så kreativ.

Der er både brug for mod og gode ideer. Bare se på Repo Man, som vi anmelder i denne måneds opdatering.

Så kan man sige, at vores samfund har ændret sig, at vores medievaner er anderledes, at de digitale muligheder åbner op for en masse nye fortællinger, at alt bliver mere tilgængeligt. At det nok skal gå det hele.

Hvis man ser på digitale tilbud i dag, er der faktisk sket det modsatte. Verden, og udbuddet af film, er blevet mindre med streamingtjenester som Netflix. Og det samme gælder for e-bøger.

Der bliver set mange film og læst mange bøger, men det er primært de samme film og de samme bøger, der læses, og så kan den onde cirkel fortsætte, potentielt i det uendelige eller til vi tager skridtet fuldt ud og bliver hjernedøde forbrugerzombier, sådan uden gråzoner.

Der er brug for ildsjæle, bevægelser, grupper og fællesskaber, der rykker, så der sammen skabes en storm, der giver genlyd.

Tag initiativ

Men hvad kan jeg så gøre, hvad kan du gøre? Helt lavpraktisk kan du krydre dit forbrug af store mainstreamtitler med mindre titler – at en bog ikke findes i så mange eksemplarer betyder jo ikke, at den er mindre underholdende end de store mainstreamtitler.

Du kunne også vælge en anden type film næste gang du går i bio (og ja, jeg ved, det er svært, da de fleste biografer kun viser de store titler, som de ved giver overskud – igen kreativ pissen i bukserne).

Du kan så mene, at det ikke er dit ansvar – at du jo netop gerne vil slappe af til den nye superheltefilm. Men måske kunne du blive overrasket? Det er jo ikke alle smalle film, der er arty farty-underlige.

Hvis de store kulturproducenter så også hopper (lidt) med på legen og lader sig udvikle (bare lidt) så kan det måske være starten på noget nyt?

Hvad vi så gør med Trump og al den anden larm er så anden historie, men måske en historie som kan kædes sammen med et paradigmeskift i kulturen? Ellers er næste stop måske Dommedag og Prepper’s Paradise.

Planet Pulp vil vi fortsætte med at undersøge mainstream og undergrund, skidt og kanel, for det er i det spændingsfelt, at vi finder guldet.

Glædelig jul og godt nytår!

Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.

Film:
Repo Man (Alex Cox, 1984)

Bøger:
Mørke guders templer (Rasmus Wichmann & Henrik Harksen, red., 2016)

Spil:
Skæg & Skøre Briller (Game InVentorS, 2016)