Michael Gylden-Damgaard
Ingen kommentarer

Nattens Børn: Vampyrfesten

Nattens Børn: Vampyrfesten
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Første bind i denne ungdomsgyserserie om vampyrer er både letlæst og velegnet for målgruppen i alderen 10-14. For den voksne læser er der dog ikke så meget at komme efter.

Nattens Børn: VampyrfestenNattens Børn er en ny vampyrminiserie med fundament i gyser- og fantasygenrerne, skrevet af Benni Bødker. Han har tidligere forfattet ungdomsgysere og -krimier og debuterede i 2005 med den historiske roman Helvedesmaskinen.

Til daglig arbejder han som redaktør på Gyldendal og underviser på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Nu har han så kastet sig over vampyrerne, og det er der indtil videre kommet to bind (af i alt fire) ud af. Det første af disse hedder Vampyrfesten og udkom tidligere i år.

Girl-power med blindskrift

Overtroiske lillebror Edvard, blinde mellemsøster Agnes, dødsyge storesøster Marie-Louise og deres mor bor i en af byens finere kvarterer. Vi befinder os i en unavngiven større victoriansk by, hvor tingene ikke er helt som de plejer.

Vampyrer er tilsyneladende rykket ind, og det gør ikke ligefrem folks overtro mindre. Edvard er overbevist om, at de blodsugende blegansigter huserer, mens blinde Agnes slet ikke har noget til overs for den slags fjollede fantasterier. Deres storesøster Marie-Louise bliver dog starten på en række oplevelser, der måske giver de to unger et noget andet syn på sagen.

Deres afdøde far var videnskabsmand og forskede i vampyrer. Han havde gjort det til sin opgave at modbevise eksistensen af dem og efterlod sig en hel del litteratur med sine resultater. Efter at Marie-Louise dør en langstrakt og mystisk død i sengen (hun bliver blegere og blegere og må til sidst i graven), får byens befolkning dog færten af blod. De overtroiske bysbørn er helt overbeviste om, at Marie-Louise var vampyr og de går endda så vidt som til at åbne hendes grav.

Alt dette er selvfølgelig for meget for Edvard og Agnes. De beslutter sig for at bevise at deres elskede storesøster i hvert fald IKKE var vampyr – eller rettere Agnes beslutter det; selvom hun er blind er hun et godt, men efterhånden noget fortærsket eksempel på girl-power.

Cliffhanger
En indre illustration fra 'Vampyrfesten'.

En indre illustration fra ‘Vampyrfesten’.

Uheldigvis er rygterne om vampyrsøsteren begyndt at florere, og det resulterer i det faktum, at de er nødt til at flytte ud af deres fine hus (tjenestepigen siger op og deres bekendte vil ikke længere have noget med dem at gøre) og ned i den snuskede del af byen. Til gengæld er der ingen, der rigtig kender dem dernede, hvilket giver Edvard og Agnes friere hænder, end de ellers ville have haft.

De finder faderens gamle papirer, de bryder ind i bibliotekets lukkede samling, og de stifter bekendtskab med byens nyligt oprettede vagtværn, Mørkets Brigade – der vist heller ikke har rent mel i posen. Edvard møder endda en smuk, ung (og meget BLEG.. nudge nudge) pige ved navn Mine ved storesøsterens grav, og dette møde ender med at de to søskende bliver inviteret til gallafest hos Mine og hendes underlige storebror Vladislav.

Det er naturligvis denne fest, som bind et i Nattens Børn-serien, er navngivet efter. Underligt nok slutter bogen også kort tid efter at Edvard og Agnes er undsluppet vampyrerne (eller er de nu også det?) og ender med noget af en cliffhanger. De kan ikke vende hjem (vampyrerne ved hvor de bor), og de ved ikke hvor de ellers skal søge hjælp.

Letlæst og velegnet til målgruppen

Vampyrfesten er letlæst, enkel og handlingsmættet. Bødker bruger ikke meget plads eller energi på de store beskrivelser af miljøet eller personerne, men koncentrerer sig mere om selve handlingsfremdriften. Der er ikke meget at komme efter for den voksne læser, men for målgruppen, der vel nærmest må betegnes som vordende sleazehounds på en 10-14 år, fungerer Vampyrfesten glimrende som en fin introduktion til vampyrmyterne.

Den kan læses lige godt af både piger og drenge, og ender sikkert med at lokke læserne videre til både bind 2, 3 og 4. Bind 2 hedder Blodet Er Liv og udkom samtidig med Vampyrfesten. Bind 3 (Dragens tegn) og bind 4, Mørkets fyrstinde) er pt. under udarbejdelse, men mon ikke man som garvet sleazehound kan gisne om, at sidste bind er opkaldt efter Marie-Louises nye status… hvem ved.

Nattens Børn: Vampyrfesten er venligst stillet til rådighed af Gyldendals Forlag.

3 stjerner

Titel: Vampyrfesten
Seriens titel: Nattens Børn
Forfatter: Benni Bødker
Udgivet: 2006
Forlag: Gyldendal
Format: Hardcover
Sideantal: 120

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Stikord: Ungdomsgyser, Vampyrer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *