Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Morbus Gravis 7: Hvide øjne

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Morbus Gravis 7: Hvide øjneDet syvende bind i Morbus Gravis-serien er det hidtil dårligste. Druuna er blevet en anden, historien genstartet og gledet helt af sporet, og – chok – sex er kun til stede i et yderst begrænset og ikke synderligt eksplicit omfang. Serpieris evner som historiefortæller kan ligge på et meget lille sted, og det plot, han forsøger at folde ud i Hvide øjne, falder igennem med et brag.

I sjette bind af Morbus Gravis, Afrodites tegn, var det helt tydeligt, at seriens plot var kollapset for Serpieri. Tingene gav ganske enkelt ikke mening længere, og med Hvide øjne, det syvende bind, tog han konsekvensen af dette.

Til trods for, at der blev søsat flere plottråde i det forrige bind, kortsluttes handlingen i begyndelsen af det syvende album, hvor vores barmfagre rumheltinde Druuna nok engang vågner fortumlet op af en form for dvale. Som sædvanlig aner hun ikke, om hun drømmer eller er vågen, men meget tyder på, at dette rent faktisk er virkelighed, for hun befinder sig ombord på det forskningsfartøj, der samlede hende op tilbage i At være eller ikke være; det tredje bind.

Alt er imidlertid ikke, som det bør være, for rumskibet henligger i ruiner, og i en af skibets dvalekabiner opdager Druuna resterne af en indtørret mumie. Det er åbenbart meget lang tid siden, der har været liv ombord på fartøjet, men hvad der er mere besynderligt er, at rumskibet tilsyneladende har lagt til.

Tilfangetaget af liderlige skabninger

At dette er korrekt, får Druuna bekræftet, da hun opdager et stort hul i skroget, som leder ud i et gigantisk ruinkompleks af bizarre metalkonstruktioner, der mest af alt ligner det indre af en enorm, ødelagt maskine. Det stakkels pigebarn aner ikke sit levende råd, men hun beslutter sig for at udforske sine nye omgivelser, og vanen tro render hun snart ind i en flok liderlige skabninger, der øjeblikkeligt tager hende til fange.

Skabningerne er enten mutanter eller androider. De er i hvert fald ikke mennesker. Deres øjne er snehvide, og deres hænder ligner nærmest metalliske kløer. Nu er gode råd dyre, for disse ubehagelige, stinkende skabninger slæber Druuna med sig dybere ind i de dunkle ruiner.

Helt problemfrit går dette imidlertid ikke, for bedst som de er nået frem til en gigantisk kløft og afventer et besynderligt svævende organisk fartøj, der tegner sig mod horisonten, bliver selskabet overfaldet af sværtbevæbnede robotter. Druuna og hendes tilfangetagere når at flygte, men det står nu klart for os, at der udspiller sig en form for krig mellem de hvidøjede skabninger og robotterne.

Gør fælles sag med robotterne

For at gøre en lang historie kort er Druuna havnet i lidt af en suppedas. Verden, som vi kendte den hidtil i serien, er nemlig gået under. De eneste levende organismer er disse hvidøjede væsner, der kalder sig Adventisterne. De er skabninger, der tilbeder “Den Store Moder”, og håber på at kunne genopbygge livet i verden. Her kommer Druuna naturligvis ind i billedet, men hun har bestemt ikke lyst til at lade sig omvende af Adventisterne og deres makabre tro.

Derfor flygter hun, og snart går det op for hende, at det rent faktisk er “Maskinerne” – de robotter der angreb Adventisterne tidligere – der er hendes eneste håb og nærmeste allierede. For at komme fri slår Druuna derfor pjalterne sammen med de kunstige livsformer, og vender det organiske liv ryggen. Om der kommer noget godt ud af det, må du hellere selv læse.

Pisseirriterende

Paolo Serpieri udsendte det syvende album i 2000, tre år efter det sidste album om Druuna havde set dagens lys. Det er der ikke noget usædvanligt i. Serpieri har lige fra begyndelsen brugt lang tid på hvert album, og Morbus Gravis-fans har måttet væbne sig med tålmodighed, for det er kun blevet til otte bind i alt, siden serien så dagens lys tilbage i 1985.

De lange pauser mellem hvert album har imidlertid haft den konsekvens, at der løbende er sket små ændringer i seriens udtryk og form, der givetvis skyldes nye inspirationskilder fra Serpieris side. Her er Hvide øjne heller ikke nogen undtagelse, men der synes alligevel at være en større kløft mellem bind seks og syv, end der hidtil har været mellem de øvrige albums.

Druuna har ændret attitude i Hvide øjne. Hun er blevet rapkæftet og helt anderledes selvsikker. Væk er den lidt hjælpeløse sexbombe, der stort set ikke bestilte andet end at løbe ind i det ene erigerede lem efter det andet. Den nye Druuna er i langt højere grad en slagfærdig heltinde, om end hun rent faktisk ikke udfører synderligt mange helteagtige gerninger i løbet af albummet.

Om man er glad for denne forandring er nok en smagssag. Personlig synes jeg det er pisseirriterende, og uanset hvad bliver Morbus Gravis aldrig en politisk korrekt serie, så hvorfor i det hele taget forsøge sig med en med en ny udgave af vores hovedperson?

Dødsstødet?

Som sagt jumpstarter Serpieri handlingen i dette album, og begynder på ny fra bunden. Man bliver næsten helt forpustet ved tanken, for dermed har historien i de seks tidligere bind været mere eller mindre forgæves, og de nærmest uendeligt mange plottråde, der løbende er blevet præsenteret, helt ligegyldige.

Man kan ikke undgå at føle sig lidt snydt, men på den anden side må man erkende, at handlingen kun stedvist har betydning i Morbus Gravis. Som serien har udviklet sig, er den blevet et påskud for at tegne dystre fremtidsvisioner og pornografi i en skønsom blanding. Det er da også helt sikkert en cocktail, der holder, men desværre rammer Hvide øjne forbi på næsten samtlige punkter.

Druuna er blevet en anden, historien genstartet og gledet helt af sporet, og – chok – sex er kun til stede i et yderst begrænset og ikke synderligt eksplicit omfang. Man må således for alvor spørge sig selv, om dette er albummet, der gav Morbus Gravis dødsstødet? Det endelige svar får vi først i anmeldelsen af det ottende og, indtil videre, sidste bind i serien.

Synd og skam

Sammenfattende må det konkluderes, at seriens syvende bind er det hidtil dårligste. Forsøget på at genstarte seriens handling fra nul holder ikke. Serpieris evner som historiefortæller kan ligge på et meget lille sted, og det plot, han forsøger at folde ud i Hvide øjne, falder igennem med et brag. Det er tåget og usammenhængende på en yderst utilfredsstillende måde.

Det bedste man kan side om dette bind er, at det muligvis er blandt seriens flotteste. Serpieri har her fået lejlighed til at lege med helt nye lyssætninger og skyggevirkninger i sine paneler, og resultatet er intet mindre end fabelagtigt. Desværre lever historien ikke op til hans fabelagtige streg, som hvis det står til mig, er blandt de bedste i den europæiske tegneserieverden overhovedet. Det er synd og skam med Hvide øjne, dét er, hvad det er.

2 stjerner

Titel: Hvide øjne
Originaltitel: La Planète oubliée
Seriens titel: Morbus Gravis
Seriens originaltitel: Druuna
Forfatter: Paolo Eleuteri Serpieri
Tegner: Paolo Eleuteri Serpieri
Albumlængde: 64 sider
Dansk oversættelse: Francois-Eric Grodin
hvid
Udkom 2000 i Frankrig og udkom på dansk i 2002 på Carlsen Comics.

Anmeldt af: Martin Jürgensen | 13/03/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *